Anne Rye Andersson har interviewet beatpoeten Claus Høxbroe via e-mail i forbindelse med hans 10 års jubilæum som udgivet digter. Han er lige udkommet med digtsamlingerne Barn af alfabetet og Til døden skiller mig ad på forlaget Gentlemen’s Jockey Club, som kommer i andet oplag snart.

 

 

Ord og lyd i Høxbroes univers: musikken skal fortælle lige så mange historier som digtene

Høxbroe har skrevet adskillige digtsamlinger – heriblandt Hylet fra gaden, Helt igennem gennemtjekket, Før flyene styrter, samt albummet Nye Rytmer – live i studiet. Han har fået tildelt Årets Publikumspris til Poesiens Dag 2005 og Dan Turéll Prisen 2011. Derudover har han medvirket på diverse cd’er og lp’er samt i forskellige magasiner og tidsskrifter. Han har flere spoken word albums bag sig, og Høxbroe har desuden leveret over 2000 oplæsninger i både Danmark, Norge, Sverige, England og på Færøerne.

 

10 år er gået siden første udgivelse. Lad mig starte med at spørge dig: I hvilken retning har din digtning udviklet sig, og hvad har du været præget af?

Mine digte er en del af mig, så der er kommet lidt flere år på, jeg er blevet ældre, og det gør, at jeg til tider også får lyst til at se tilbage med skriften, skrive om opvækst, bedsteforældre og så videre. Vi er vokset endnu mere sammen, skriften og jeg. Hvor jeg før i tiden måske var nervøs for, om jeg kunne finde inspirationen, ved jeg, hvor jeg finder den nu, og har, som årene er gået, fået bedre muligheder for at indrette mit liv sådan, at skriften konstant kan flyde. Men det er stadig den levede skrift, der skrives, der skal opleves noget, før der kan skrives. Jeg har altid følt, at den levede skrift var meget stærkere end blot den tænkte skrift, men det gør jo også, at der skal leves og opleves.

Den måde, jeg skriver på, er på ingen måder tilfældig. Det er en stil, jeg igennem de sidste 20 år har finpudset, 10 af dem som udgivet digter. Så skriften flyder godt i kroppen og er med både ved op- og nedture, samfundskritik, politik eller hvad der nu lige optager ens tanker og ender op som digte.

 

Kan du uddybe, hvad oplevelse er for dig? Du skriver, at der skal opleves noget,  før det kan skrives. Hvordan opleves noget?

Det gælder om at suge så mange oplevelser til sig som muligt. En af de ting, jeg blandt andet gør, er at rykke skriveværksted en gang om året. Rent fysisk rykke til nye lokaler, så man suger en ny bydel ind, nye mennesker, nye indtryk, ny udsigt fra vinduet. Stille sig til rådighed for skriften.

Jeg har fjernet alt i mit liv, som kan modarbejde skriften, bruger ikke tid på f.eks. faste vaskedage. Jeg vil langt hellere bruge mine penge på at fjerne uønskede ting i mit liv, for at kunne leve som jeg vil hver dag, i stedet for at spare op, og leve en uge eller to om året, som de fleste mennesker gør.

 

Kan du give et indblik i, hvordan et digt bliver til?

Et digt kan starte ud fra et enkelt ord, eller en sætning jeg ser, hører eller som blot dukker op i mit hoved. Det kan være ladet af et emne, en følelse, der berører mig. Ud fra det kan det begynde at tage form, måske som stikord på mobilen, hvorefter det tages med hjem til skrivebordet og skrives færdigt på computeren. Det kan også skrives færdigt på mobilen, og blot blive skrevet ind på computeren. En sidste tur gennem fingrene, inden det er færdigt. Der findes ikke kladder af mine digte, da de skrives hurtigt, umiddelbart og er færdige, når jeg har skrevet det og løbet det igennem. Det kan også være en iagttagelse, jeg gør mig, som ender op som digt.

 

Kan du fortælle noget om, hvordan din skriveproces er, når du er i gang med en digtsamling?

Jeg sørger for mere eller mindre altid at være skrivende. Det kan dog veksle lidt. Hvis jeg allerede har f.eks. en digtsamling eller et spoken word album færdigt, og er i gang med at finpudse det og få det gjort klar til udgivelse, så skriver jeg generelt mindre. Men ellers skrives digtene løbende, som oplevelserne, følelserne, etc. melder sig. De bliver så skrevet ned, gjort færdige som enkelte digte, og ender op i en mappe på min computer, eller som notater på min mobil. På et eller andet tidspunkt i processen begynder jeg at samle dem under den fælles titel, de skal udgives under. De fleste digte ender op i samlingen. Det er egentlig kun, hvis jeg ikke synes, de stemningsmæssigt passer ind, at de ryger ud. På et eller andet tidspunkt fortæller skriften mig, at samlingen er færdig. Den slår ligesom en sløjfe på sig selv, og så ved jeg, at der ikke skal flere digte i.

Før i tiden kunne jeg godt blive nervøs for, at jeg ikke skrev nok, når jeg var i processen med at færdiggøre udgivelser, eller var meget ud at læse op, men gennem årerne har jeg erfaret, at jeg skriver rigtig meget, selv når jeg ikke synes, at jeg gør. Når jeg sætter mig ned og kigger på de digte, der er blevet skrevet, så er der næsten altid en hel eller en halv samling klar, selvom følelsen ikke at have skrevet nok melder sig. Så jeg kender mig selv og min arbejdsproces rigtig godt efterhånden, og ved, hvad der skal til for at skrive. Jeg behøver ikke at gå ned, fordi tanken om ikke at skrive nok melder sig.

 

Så det er vigtigt for dig, at få skrevet hver dag?

Både og. Jeg er med tiden blevet afklaret med, at jeg ikke får skrevet hver dag. Bare jeg så arbejder med skriften på en anden måde. Der skal udrettes noget lyrisk hver dag. Det kan også være nye idéer til albums, arrangementer eller lignende. Men hver dag skal båden drives frem.

 

Kan du beskrive din dag, en almindelig dag i Høxbroes liv?

Mine dage ligner, heldigvis, ikke hinanden, men der er nogle typer dage, der gør. Det kan være dage med oplæsninger, interviews eller møder. Der er også dage, der er helt frie til at få suget inspiration ind. Som udgangspunkt står jeg ikke senere op end klokken 10, uanset hvad tid, jeg går i seng, da jeg gerne vil have noget ud af dagen. De dage kan bestå af gåture i byen, suge indtryk ind, måske spise frokost ude, og tage en øl og en cigar på et værtshus. Andre dage laver jeg skolekoncerter, så der er det tidligt op, ud og læse op og snakke med unge mennesker. De mere traditionelle oplæsninger plejer at være om aftenen, så der arbejder jeg om dagen, enten ved computeren eller suger inspiration ind, og tager så ud og læser op. Jeg bruger rigtig meget tid på landevejen, læser op omkring 200 gange om året, så der er mange togture, køreture og overnatninger på hoteller. Nogle dage består næsten udelukkende af transport for at komme frem til, hvor jeg skal læse op.

 

Har du nogle ritualer eller andet, du gør for at holde fast i dig selv, når du rejser så meget?

Nej, ikke rigtig. Jeg holder af at være på landevejen, at bo på hotel og dykke ned i nye byer. Den største udfordring er ikke at lade sig gå på af DSB’s dårlige service og forsinkelser, men ud over det, holder jeg af at komme igennem landet. Jeg ser det som en bonus at få så meget viden om sit land, eller andre lande end Danmark, når jeg er ude at læse op. Jeg holder af at besøge genbrugsbutikker, både for at shoppe, men også for at sludre med personalet. På den måde får jeg insiderviden om byen, jeg besøger, og det ender nogle gange op i et digt eller på scenen i improer.

 

Udover dine digtsamlinger laver du spoken word albums. Hvor meget betyder musik for dig? Er det ordene, der inspirerer musikken, eller omvendt?

Musik betyder rigtig meget for mig og min skrift, både når jeg lader mig inspirere, og når jeg skriver. Med spoken word albummene jeg laver, er det vigtigt, at musikken fortæller lige så mange historier som digtene. Arbejdsprocesserne er forskellige. Med nogle af mine plader har jeg skrevet digtene til selve beatsne f.eks. med pladerne Umpff og Beat. Andre plader er improviseret frem i studiet som f.eks. Nøgen som nyfødte med Oscar Gilbert. Hvert samarbejde er unikt og har sin egen proces, hvilket gør det spændende at lave og det, der gør, at jeg konstant udfordrer mig selv og holder det friskt. Samarbejdet med rapperen Stik Op, som jeg har lavet pladerne Lobbyarbejde og Speakeasy med, er f.eks. første samarbejde med et andet ordmenneske, hvor det altså ikke kun er mig på vokal. Her er vi to, der står for det verbale udtryk.

Når der sættes musik til digtene eller digte til musikken, er det vigtigt for mig, at det er et lige samarbejde. Det må ikke blive baggrundsmusik. Der skal være en god grund til samarbejdet. Det skal løfte sig og blive langt mere end blot to og to giver fire, det skal give 1000. Jeg har gennem årene fundet frem til, at jeg synes, det er super vigtigt, at musikken fortæller historier, som bakker digtene op, men også selv skal kunne fremkalde billeder i hovedet på folk, uanset om det er producerede beats af Hasse Møller til Stik op-samarbejdet, Oscar Gilbert på klaver eller fri improvisation med jazzpianist Jan Kaspersen. Et godt samarbejde betyder, at det både er ordene, der inspirerer musikken, men også musikken, der inspirerer ordene.

 

Du har tidligere udtalt, at fiktion ikke interesserer dig. Når du inspireres til at skrive af musik, ligger der så ikke en grad af fiktion heri? Eller hvordan divergerer din skriveproces, når du skriver til spoken word albums frem for til digtsamlinger?

Inspirationen kan komme alle steder fra, også fra f.eks. film, men det, der skrives er ikke fiktion, det kan være oplevelser, følelser udsprunget fra den inspirationskilde. Det er det samme med musikken, den skaber nogle tanker, følelser, farver, hvilke sætter sig i skriften, og dermed har et afsæt i den levede skrift. Musikken kan være med til at åbne nogle døre ind til det ubevidste. Det man måske havde glemt, men nu dukker op inspireret af musikken, lige som improvisation kan det. Det bliver muligt at hente noget ind i skriften, man ikke var bevidst om, at man havde lagret bagerst i hovedet. Ting der er levet, set, hørt og/eller følt. Den kan også være med til at fokusere på et tema og sende skriften inden retning.

Og så rykker skriften jo også musikken, er med til at forme og farve den, når jeg laver spoken word albums.

 

Du skriver, at Stik Op er første samarbejde med et andet ordmenneske. Hvordan var det? Pludselig at være to om skriften?

Det har været og er stadig et super spændende samarbejde. Selvom vi er to ordmennesker, er vi inde for hver vores felt, Stik op inde for rappen og jeg med mine digte. Ønsket var at smelte rap og beatpoesi sammen og samtidig opfinde et musikalsk univers, der repræsenterer begge genrer lige godt og får det bedste ud af begge dele. Jeg synes, det er to super albums, vi har lavet. Vi har defineret vores univers så skarpt, at vi let kan invitere andre folk med ind i det, eksempelvis Michael Falch på nummeret “Forbryder”, og Lennart Ginman på “Salonmusik”. Det er spændende at arbejde med en anden ordnørd, der samtidig skriver i en anden genre, men stadig om nogle af de samme ting, og så få enderne til at mødes, se, hvordan man kan få det til at vokse sammen.

 

Sidder I sammen og skriver, Stik Op på rappen og dig på resten, eller skriver I hver for sig og mødes bagefter? Hvordan er processen?

Vi skriver hver for sig, det fælles er indspilningerne, musikken, men der skrives hver for sig. Vi kan godt snakke emne/tema sammen, men selve skriveprocessen foregår alene, derefter mailer vi enten tekster, eller mødes og snakker dem igennem. Nogle numre udspringer fra digte, jeg har skrevet, eller fra noget Jakob arbejder på, andre fra en fælles snak om emner, der berører os begge og dermed giver os lyst til at lave et nummer om det. Så processen er forskellig fra nummer til nummer, alt efter hvad der sætter det i gang.

 

Er der en eller flere forfattere, nulevende som afdøde, du er særligt inspireret af i din digtning?

Nej, egentlig ikke, jeg har altid skrevet langt mere, end jeg har læst, og som årene er gået, og der er blevet mere og mere at lave, er det også svært at finde tiden til at læse. Der er nogle digtere, jeg synes skriver godt, f.eks. danske Peter Laugesen, og amerikanske Allen Ginsberg, men min inspiration kommer i højere grad fra det, jeg oplever, suger ind og skriver ned.

 

Hvad er det, der i din optik gør dem til gode digtere?

Det, der tiltaler mig ved deres skrift, er, at de uden tvivl har fundet deres helt egen stemme og farve, der både kan have noget på hjerte, men også bare sætte ord sammen, så de spiller soloer med alfabetet. Man kan mærke dem i deres skrift, en musikalitet og en rytme, både i skriften og når de læser op.

Det kan være svært at forklare, hvorfor man synes om det, men enten er ‘det’ der, og ellers er ‘det’ der ikke. Det er meget få danske digtere, eller måske bare digtere, der har ‘det’, som gør, at det taler til mig. Det gælder måske endog alle udtryksformer. Jeg kan sagtens se, noget er skrevet udmærket, og emnet kan endog måske også interessere mig, men det er bare ikke til mig. Det taler ikke til mig.

 

Afslutningsvis vil jeg spørge dig, om du som erfaren poet har nogle gode råd til spirende poeter eller forfattere?

Jeg synes, det handler om at finde sin egen stemme, skrive en masse, få så meget skrift gennem fingrene som muligt. Mange snakker om, at man skal læse meget for at skrive, jeg synes, det er vigtigt, at man skriver meget, for lige netop at skrive. Finde ud af, hvor man finder inspirationen og dyrke det. Mange unge laver alt i dag, shopper mellem musik, digte, skuespil mm. Jeg tror, det er vigtigt at vælge, at bruge tiden på én ting, så man bliver god til den. Der skal bruges mange timer ved tasterne, før at skriften former sig, at skrive er at være en enmandshær, så man skal kunne lide at arbejde alene, der er f.eks. musik mere socialt.

---

INFO

Køb digtsamlingerne Barn af alfabetet og Til døden skiller mig ad her.

Køb spoken word albummet Speakeasy af Høxbroe & Stik Op her.