Preti Tanejas debutroman Vi De Unge er en voluminøs og vellykket skildring af en magtfuld indisk familie i opløsning. Den indeholder et sårende kritisk portræt af et på mange måder chauvinistisk samfund, der gør det svært for de unge hovedpersoner at navigere i deres stærkt traditionsbundne omgivelser.

En vellykket balancegang

Det danske forlag, Rebel With a Cause, udgiver international litteratur, som de gerne vil introducere til et dansk publikum, da litteraturen ifølge deres hjemmeside ”vækker vores nysgerrighed og skaber grobund for forståelse og genkendelighed på tværs af geografiske, kulturelle og socioøkonomiske grænser.” Deres projekt er derfor, delvist, politisk, hvilket skal komme til udtryk i udvælgelsen og amplifikationen af underrepræsenterede stemmer. Et sympatisk projekt, tænker jeg som det første, men også et projekt, der gør mig spændt på at se, om litteraturens selvstændige kvalitet mon træder i baggrunden til fordel for det udtalt politiske perspektiv. Det, at en historie er vigtig, gør den ikke nødvendigvis god.

Min bekymring bliver gjort til skamme af indisk-britiske Preti Tanejas tykke debutroman Vi De Unge. Udgivelsen lykkes med både at udstille gruopvækkende samfundsskel, at udfolde personlige fortællinger fra en familie i splittelse, at undgå klichéerne i  skildringen af det moderne Indien og at være god, fængende litteratur i et skarpt, flydende og originalt sprog. Det er opsigtsvækkende, at en debuterende forfatter kan lykkes med en sådan balancegang, og at det endda kan oversættes til dansk, uden at langt de fleste kulturelle og sproglige indforståetheder falder til jorden. 

En konstant undtagelsestilstand

Bogen centrerer sig omkring ‘Selskabet’, et stort netværk af virksomheder og initiativer, der ejes og ledes af Bapuji Devraj, en forretningsmagnat og patriark, som ved bogens begyndelse fylder femoghalvfjerds år og trækker sig tilbage fra forretningerne til alles forundren.. Devraj har tre døtre, og hans højre hånd og nære ven Ranjit har to sønner, en ægte og en uægte. Bogen er struktureret omkring disse fem unge, der hver lægger navn til en del, hvorefter en sidste opsamlende del bærer titlen ”Vi De Unge”. Familien som ramme skaber et stort og omfattende netværk af fortællinger, et netværk som både kan have vidtrækkende systemkritisk potentiale og være konkret og personligt vedkommende. 

Hvis jeg skal sige noget kritisk om det indholdsmæssige, at vi, når det kommer til familien og selskabet, kun oplever undtagelsestilstanden, krisen og opløsningen. Da Devraj træder tilbage og flere af de centrale personer forsvinder ved bogens begyndelse, smides vi i høj grad ind i handlingen in medias res, og må derfra orientere os i den enorme verden, som det indiske familieselskab udgør. 

Vi kan som læsere kun fornemme normaliteten som noget fraværende, hvilket selvfølgelig også kan lyde fint, men kommer til at virke en smule uhåndgribeligt og vagt i længden. Vi følger lederne af et gigantisk selskab, men de er hele tiden distraherede fra denne ledelse og i stedet primært fokuserede på hinanden, sig selv. Det er et interessant motiv, men i en så lang roman kunne skildringen af undtagelsestilstanden have nydt godt af en tydeligere fornemmelse af den tilstand, den er undtagelsen fra. Når det er sagt, er der dog masser af positive ting at sige om den tragiske familiesaga, som bogen opruller i løbet af sine seks dele.

Familien som slagmark for værdi- og magtkamp

Fra starten følger vi Jivan, den uægte søn, der som 13-årig blev sendt til USA med sin mor, faderens elskerinde. Moderen er nu død. Jivan er uddannet ved Harvard og vender tilbage til Indien som en ung mand for at se, om der venter en fremtid for ham. Jivan er en smart, frisk, ung fyr, der er meget opmærksom på de små markører i tøj, stil og holdning, som adskiller de vigtige fra de visne i selskabets interne magtspil. På den måde er hans perspektiv en glimrende indgangsvinkel for os som læsere, da Jivans observans og status som udefrakommende serverer miljøet på en passende måde, der både er præsenterende og indforstået nok til at virke autentisk og samtidig forståeligt. Her tænker jeg særligt på introduktionen til de indiske skikke og udtryk og til familiens interne dynamikker. Men Jivan træder som sagt ind i et kaos, hvor broderen forsvinder, Devraj går på pension, og alle prøver at finde ud af, hvordan fremtiden ser ud.

Dernæst følger vi den ældste søster, som i praksis påtager sig tøjlerne i den daglige drift af selskabet, da faderen træder tilbage. Han bliver hele tiden  skuffet af dennes ringe tiltro til hende som forretningskvinde og ansvarshaver. Samtidig lider hun under et konstant pres for at få børn og ”gøre sin pligt som kvinde”, hvilket hun imødekommer med strenge miner og gennemslagskraft. Den anden søster møder også modstand, men hun afreagerer i højere grad ved at drikke drinks, shoppe dyrt tøj og underholde mændene, imens hun frustreres over sin dovne og usympatiske mand. Så er der den unge og idealistiske datter, som af en eller anden grund er blevet genstand for faderens store hengivelse og tiltro, men som gør direkte oprør imod patriarkatet i sin kamp for alle mulige forskellige rettigheder og mærkesager. Endelig er der patriarkens gudsøn, der heller ikke ligefrem lever op til de store forventninger, han stilles, samtidig  kæmper han med at skjule sin homoseksualitet.

Der er altså et gennemgående indholdsmæssigt fokus på kvinders og queerpersoners positioner i et traditionelt, sexistisk og heteronormativt samfund, hvilket måske er den allermest overbevisende og gennemborende systemkritik i hele bogen. 

Det er fedt, at bogen hedder Vi De Unge, og at vi følger de unge i hvad, der i bund og grund er et generationsopgør. Det er dog aldrig så simpelt som de unge og progressive mod de gamle og reaktionære, hvilket hurtigt kunne være blevet endimensionelt. De mange intriger er nemlig med til også at skabe splid iblandt de unge, og som læser bliver man frustreret over alles tendens til at bagtale og tænke ondt om hinanden, hvilket forstærkes af, at vi jo kommer tæt på alle de unge i løbet af de fem dele og dermed har sympati for dem hver især. Social retfærdighed og opgør med normative valoriseringer af køns- seksualitets-, klasse- og racemæssig identitet er dog gennemgående for alle, hvilket blot understreger, at de unge burde arbejde sammen i stedet for at kæmpe mod hinanden.

Flydende og personligt sprog

Hver del, hver af de unge, har sine egne fokuspunkter i spillet om magten, og de har også hvert sit syn på verden, hvilket afspejles i deres forskelligartede stemmer. Skriften er altså med til at nuancere bogens virkelighed, og det giver et bredt og fascinerende perspektiv på det Indien, de rige og aristokratiske karakterer oplever. 

Fælles for delene er det friske, letflydende sprog, der indimellem krydres med udtryk fra hindi, ofte uden oversættelse. Man lærer hurtigt gengangere som beti og beta, søn og datter, navne på forskellige typer mad, eller -ji på enden af et navn som et tegn på ære: Jivanji, Radhaji. De længere sætninger læser man hen over, men oftest kan man alligevel opfange betydningen ud fra konteksten. 

Sproget er fortrinsvist naturalistisk og afspejler karakterernes måder at tænke på, hvilket veksler imellem forskellige temperamenter og teksttyper. I genfortællingen af gudsønnens pludselige beslutning om at forlade familien og selskabet og blive pilgrimsrejsende får vi hans fine, indre monolog:

”Pilgrimsvandringer skal foretages barfodet. 

Efter ti minutter på bare tæer hen over Farmens græsplæne blev han dog nødt til at stoppe op og sætte sig ned. Han holdt om sine fødder, som var de spædbørn, overrasket over smerten. Så humpede han tilbage til bungalowen for at finde sandalerne og tage dem på. Han forsøgte ikke at hade den falske start.

Vinden bar en duft af regn med sig, som drillede den tørre jord. Monsunen var sent på den (den lader stadig vente på sig). Farmens yderområder var udtørrede og afbrændte. Natten omfavnede ham, han mærkede stofferne boble i blodet, i kinderne, bag øjnene og begyndte at løbe.”

Det er denne blanding af naturbeskrivelser, kulturelle markører og personligt touch, som får læseren med ind i omgivelserne og helt ind i kroppen og hovedet på karaktererne. I passagen får vi beskrevet den unge, økonomisk privilegerede mands møde med den virkelige verden konkretiseret i hans bløde fødders møde med den hårde jord. Samtidig mærker vi og stifter bekendtskab med hans personlige insisteren. Hans opmærksomhed på omgivelserne, der også gør læseren opmærksom herpå, skinner også igennem her.

I mange passager som denne fungerer fortællepositionen som elegant guide igennem en verden, der ellers ville være svær at ramme ind i én bog. Det er et ambitiøst projekt, som når det lykkes, lykkes rigtigt godt. Man kan som sagt savne en større delagtiggørelse i den normalitet, der bliver sat over styr i romanen. Man kunne også have skåret flere dele fra, uden at hverken de personlige fortællinger eller samfundskritikken havde lidt under det, og det ville måske have fået det hele til at stå endnu skarpere. Men også disse passager flyder let forbi, når man er investeret i karaktererne og intrigerne, og når sproget er så behageligt og naturligt. Vi De Unge er en imponerende og underholdende debutroman om et Indien under forandring, og jeg er spændt på at følge Preti Tanejas fremtidige forfatterskab.





Info

Forfatter: Preti Taneja

Forlag: Rebel With A Cause

Omslag: Pernille Sys Hansen

Oversætter: Iben H. Philipsen

Udgivelse på dansk: 2020

Udgivelse på engelsk: 2017

Bogen kan købes på forlagets hjemmeside her

Print Friendly, PDF & Email