Når mine øjne fanger titlen på denne bog, bliver jeg draget og begejstret. Titlen varsler en poetisk og underfundig leg med ord. Titlen har tjent sit formål at fange potentielle læsere. Derudover drager omslaget på denne udgivelse også den bibliofile læsehest med hang til det skæve og fantasifulde. Man skal ikke bedømme en bog på dens omslag, men menneskets øjne er bedrageriske, og ikke kun ravne drages af det, der funkler. Selvom det ligner guld, er det ikke nødvendigvis guld. Efter at have læst Julio Cortázar og Carol Dunlops Autonauterne på kosmostradaen føler jeg mig snydt.
Motorvej og rasteplads
Autonauterne på kosmostradaen er en fortælling om den fysiske rejse, som ægteparret Julio Cortázar og Carol Dunlop begav sig ud på i 1982. De planlagde en udfordring, en selvvalgt anstrengelse om man vil, hvor de på en måned skulle rejse fra Paris til Marseille via motorvejen. I sig selv er dette måske nok ikke så vanskeligt, men selve hovedudfordringen ved rejsen var, at de kun måtte opholde sig på motorvejen og de dertil hørende rastepladser. Ja, rent faktisk var en del af kravet til dem selv, at de skulle besøge to rastepladser om dagen. Om det ville de så udfærdige en bog, der skulle agere deres rejseskildring for offentligheden, med et poetisk tvist.
Hvad vil vi opdage som kosmonauter på autostradaen – i lighed med interplanetariske rejsende, der på afstand iagttager den hurtige ældning hos dem, der stadig er underlagt den jordiske tids love – når vi begynder at bevæge os i kameltempo efter alle de rejser i fly, metro, tog?
Det blev en slags selvlært antropologisk studie af livet på rastepladserne samtidig med, at det skabte en anledning for at skrive poetisk om sin egen tankevirksomhed. Jeg undskylder, hvis det er formuleret banalt, men det er fordi, at deres iagttagelser fremstår banale.
Tyndbenet og kunstig
Når man tænker på, at bogen er 398 sider lang, så burde der være rig mulighed for at udfolde sig kreativt, når det kommer til det med fortolkningen af det oplevede. Modsat er der også en overhængende fare ved, at tingene kører i ring, da selve udgangspunktet for fortællingen er tynd. Her tænker jeg på deres rejse, der vel nok lyder sjov, men er den også interessant? Det er den desværre ikke. I stedet bliver der dvælet ved ligegyldige detaljer, og fortællingen fremstår som en overfortolkning af deres subjektive indtryk. Det er, som om at de to forfattere aldrig fik stillet sig selv spørgsmålet, om dette her ville være interessant for andre end dem selv. Havde de grebet tematikken sådan an, at det var en mere bearbejdet samling historier om deres oplevelser, ja, så havde det måske givet mere mening for andre end dem selv og deres nærmeste. Det lykkedes ofte for dem at lave små fortællinger, som er sjove, vedkommende eller relevante, men det drukner langt henad vejen i deres egne indre tankerækker, som desværre ikke er synderligt interessante. Som f.eks. når de skriver:
Virkeligheden er ret euklidisk, og denne ekspedition konstaterer dagligt dens tendens til at manifestere sig i figurer, som trods deres abstrakte karakter gentager sig selv gang på gang; så næppe har solen leveret sin første serv a la Björn Borg og plantet sin store, gule bold midt på rastepladsen, før vi skynder os at søge skygge, og trekanten varme-træ-rejsende endnu en gang lukker sig, som den sikkert gør så mange andre steder på jordkuglen.
Sproget fejler aldeles ikke spor, og der er ingen tvivl om forfatternes poetiske potentiale. De har et stort sprogligt overskud og er meget æstetisk orienteret mod det smukke og romantiske. Det kan bare ikke holde fortællingen oppe, da det virker selvsmagende og overfortolket, fordi det, der foregår i bogen, ofte er ret så banalt.
Visuelt supplement
Bogen er hele vejen igennem krydret med billeder, håndtegninger og maskinskrevne logbogsnotater. Tegningerne er fine og har en uhøjtidelig streg, men beriger ikke til værkets konsistens. De mange sort-hvide fotos er en mere kærkommen tilføjelse, da de bidrager til forståelsen af de to personers indtryk. Transskriptionen af deres log- eller dagbog fungerer dog ikke efter hensigten. Jeg tror, jeg forstår hensigten, altså at spejle den mere nøgterne og koncise rejsebeskrivelse op imod den poetiske prosa, men det kommer til at spænde ben for prosaen, da man hele tiden bliver mindet om det banale udgangspunkt. Det er trods alt ikke en slæderejse over indlandsisen, bestigelse af Mount Everest eller karavanetur gennem Sahara, nej, det er en biltur på en motorvej med fokus på rastepladser.
Læsning for de få
At det på sin vis er motorvejen, der er hovedperson, er en sjov og finurlig idé, og sproget er til tider smukt, poetisk og muntert. Men det rokker desværre ikke ved, at bogen er alt for stille, langtrukken og indadvendt. Det kommer på intet tidspunkt til at gribe læseren i længere tid ad gangen, og projektet virker som noget, der er skrevet til forfatterne selv. Læsere af denne bog skal have stor tålmodighed, måske en særlig interesse for oversat spansk litteratur og være fan af alskens rejseskildringer. Hvis ikke du kan krydse i mindst én af disse af, er det desværre en uforløst læseoplevelse.
Info
Julio Cortázar og Carol Dunlop: Autonauterne på kosmostradaen
Skjødt Forlag
2018
398 sider
