Jonas Okholm Jensen går amok i Twin Peaks i sin seneste bog. Jeg håber og tror at TWIN PEAKS vil samle os igen er blandt andet et eksempel på, hvordan man kan forstå sin egen angst bedre, hvis man projicerer den over på noget helt andet, som fortælleren her gør det på Twin Peaks. Igennem 136 siders prosa roder fortælleren rundt iblandt Bob, Cooper, Laura og de andre, blandet med scener fra hans eget forfatterliv.
Engageret læsning
Jonas Okholm Jensens anden bog, Jeg håber og tror at TWIN PEAKS vil samle os igen, begynder med en intens plot-spoiler advarsel til læseren. I stedet for at læse bogen opfordres man til at gå ud og lege i skoven (eller se serien) og komme tilbage, når tiden er inde. Det samme kan måske med fordel siges om denne anmeldelse.
Det er dog nærmere bogen, der spoiles, hvis man ikke har set serien, end det er serien, der spoiles, hvis man først har læst bogen. Som læser er det nemlig svært at holde koncentrationen igennem Okholm Jensens udredninger af forhold, plot og følelser i Twin Peaks, hvis man ikke for nylig har set eller genset David Lynchs genvisit i Twin Peaks-universet, The Return, fra 2017.
Jeg gav mig derfor til at se de 18 timelange afsnit af The Return på HBO, hvilket jeg havde udskudt, siden de var blevet tilgængelige for et par år siden. Samtidig kunne jeg dog ikke holde mig fra at læse lidt i Okholm Jensens bog, og det viste sig at være en god beslutning.
Bogen er udgjort af prosatekster (på nær et enkelt digt med linjebrud), fortalt af et tilsyneladende autobiografisk jeg om hans tanker og følelser i forhold til Twin Peaks, angst, virkelighed og fiktion. Det lader til, at Jeg håber og tror at TWIN PEAKS vil samle os igen er skrevet kronologisk i den rækkefølge, teksterne optræder i.
Således fortælles der i takt med udsendelserne af den tredje sæson af Twin Peaks efter 25 års pause, hvor jeget med spænding og indlevelse ser de nye afsnit uge for uge. ”Jeg var lidt bange for at stå op og se del 11 her til morgen, fordi vi er i et lille hus i en skov, og når det er mørkt rundt om et lille hus i en skov blandet med TWIN PEAKS, så er TWIN PEAKS meget tæt på.” Måden, hvorpå fortælleren benytter sig af Twin Peaks, kan beskrives som en engageret læsning, hvor seriens virkelighed blandes sammen med hans egen, og de to på flere måder kommunikerer med hinanden igennem jeget. Min beslutning om at læse bogen i takt med, at jeg så The Return var god, fordi det lykkedes mig at time min læsning således, at jeg først så afsnittene, og derefter fik Okholm Jensens take på dem lidt efter lidt. Nogle gange kom jeg langt forud i afsnittene, og andre gange kom jeg til at læse frem til noget, jeg ikke selv havde set i serien endnu. Dette var dog okay, for bogen handler netop, ligesom Twin Peaks, meget om sammenblandinger af forskellige virkelighedsplaner, tid og sted.
Det Lynch’ske
At kaste mig ud i en beskrivelse af David Lynch’ filmtekniske stil og Twin Peaks’ univers ville være et utroligt ambitiøst projekt. Kort sagt kan man måske karakterisere det som en mystisk, idiosynkratisk stemning, der gennemsyrer både verden og karakterer. På samme måde som det er tilfældet med flere af de store instruktører, der har skabt sig en helt personlig stil, er man ikke i tvivl, når man ser noget af David Lynch.
Og på samme måde kan man, efter at have tilbragt et par timer i et af hans filmuniverser, gå ned i supermarkedet og føle, at virkeligheden også er instrueret af David Lynch. Der er et eller andet off i udvekslingen af høfligheder mellem ekspedienten og kunden. Der er en atmosfære i rummet, som er fulgt med fra Twin Peaks og ud i virkeligheden. På en måde er det dette fænomen, Okholm Jensen spiller på i sin bog: Twin Peaks bliver en del af hans virkelighed, og han bliver en del af Twin Peaks. Som her, hvor jeget fortæller om sin psykologs fejlslagne forsøg på at lokalisere hans angst:
Angst havde ikke noget med Bob at gøre. Så langt kom vi. Men det havde det jo, jeg holdt bare lidt igen. Lortekontrol. Angst er at miste kontrollen, fordi man har holdt på den. Så bryder den ud her og der. Det er uhyggeligt. Leland kunne ikke slappe af og være sig selv. Bliver jeg først hel, når jeg smider TWIN PEAKS? Det hele! Vil ikke. Piv.
Twin Peaks bliver til en trigger af jegets angst igennem den dæmoniske Bob, der dukker op igen og igen i teksten. Samtidig fungerer det dog også terapeutisk, idet jeget kan projicere sin egen angst over på Twin Peaks, og på den måde få det lidt på afstand. Derfor har han ikke lyst til at (eller kan ikke) give slip på serien, fordi det ville få angsten til at stå skrækkeligt klart. Der ligger et psykoterapeutisk lag i manien med Twin Peaks, fordi den både er så let at pege på og så svær at forstå, hvilket også er en god beskrivelse af Bob og det overnaturliges rolle i Twin Peaks.
Fiktionen og virkeligheden
Twin Peaks’ rolle i bogen er interessant, fordi den både på et indholdsmæssigt og formmæssigt niveau er så gennemsyrende. Dette opnås ved en gennemgribende fusionering af virkeligheden og fiktionen på flere niveauer. Psykologen beder Jonas om at sætte Bob til side og koncentrere sig om virkeligheden. Jonas behandler karaktererne, som om de er virkelige personer. Samtidig er han også bevidst om sammenblandingerne: ”Harry er syg. Han er syg, fordi Michael Ontkean måske er syg. Og sådan er tingene så påvirkede af hinanden.” Twin Peaks er altså utroligt tæt på for Okholm Jensen, og bliver det dermed også for læseren.
Her kommer der endnu et forvirrende og meta lag. Okholm Jensen beskriver, hvordan han i kølvandet på sin første bog, ’Så snart man åbner vinduet ud til den populære sol vælter årets første flue ind i rodet’, var gået i gang med at skrive en opfølger. Denne bog skulle handle om karakteren Steffen, der dog hurtigt ”gik op i limningen under et buksekøb i Lyngby Storcenter”, hvorefter ”Steffen splittede i mindst to dele”. Det ender med, at denne roman ikke bliver til noget, men at Okholm Jensen skriver nærværende bog om Twin Peaks i stedet.
Splittelsen af Steffen minder dog til forveksling om splittelsen af Cooper, Twin Peaks’ centrale karakter, der i The Return er blevet delt i to eller tre forskellige kroppe. ”Steffen blev på mange måder min Cooper.” Igennem bogen er der ingen tvivl om, at Coopers splittelse er meget central i Okholm Jensens læsning af serien, og dette kommer blandt andet til udtryk igennem den konstante venden tilbage til Steffen.
Det at den opløste karakter Steffen fra det droppede romanprojekt er tilstede i denne bog, kan være svært at få til helt at give mening igennem læseoplevelsen. Indimellem kommer der bare en scene, hvor jeget beskriver Steffens daglige liv. ”Steffen holder øje med vasketøjet, der er hængt til tørre i haven. Jeg holder øje med Steffen.” Det kan måske anses som endnu et udtryk for splittelsen og angsten, at jeget ikke selv hænger vasketøjet op, men lader Steffen gøre det. Måske kan man sige, at Steffen er jegets dobbeltgænger, og på den måde bliver virkeligheden og fiktionen igen klistret sammen på uadskillelig vis. Der overlades dog utroligt meget til læseren, når det kommer til at dechifrere knudrede greb som dette.
Cooper tager en for holdet
I det hele taget er det svært at holde hovedet koldt igennem denne bog, men det er måske netop pointen. Jeget holder i hvert fald slet ikke selv hovedet koldt, men lader sig igen og igen rive med af Twin Peaks og alle karaktererne og de mange mysterier. Som læser kan man bruge meget energi på at forsøge at finde rundt i det hele. Men man kan også bare nyde det skøre, energiske og fantasisprængende ved en Twin Peaks-fans vidunderlige Twin Peaks-mani.
Og så kommer der dog alligevel en form for klarhed i forhold til jegfortællerens egen angst, da han pludselig genkalder sig en oplevelse fra ungdommen. Til en fest i et hus er han ved at blive voldtaget af en større dreng. Det afbrydes, da en flok andre unge kommer ind i lokalet, og jeget slipper væk. I refleksionen omkring denne episode giver Twin Peaks perspektiveringen ekstra god mening, og der opstår en uventet, velkommen klarhed:
Man lever i sine drømme på grund af traumer. Jeg kan sagtens sige et af mine fra en joggingbuksetid, fordi det forekommer mig helt almindeligt. Det er ting, der sker for folk, og de sker hver weekend. De sker hver dag. Man hiver en angst med sig ind i drømmen. Man lever i den. TWIN PEAKS hjælper med en forståelse. Man kan se sit eget liv og gå mindre vaklende. Cooper tager en for holdet. Et traume behøver ikke at være stort for andre. Sagen er, det er stort i en selv. Tak, Cooper.
Jeget ved godt, at hans egen oplevelse ikke kan fremprovokere den samme effekt hos læseren, som den har haft for ham igennem livet. I stedet prøver han måske at vise os, hvordan det kan være en stor hjælp at spejle sig i ting som Twin Peaks for bedre at kunne forstå sig selv. Ved at spejle sig i Cooper, føler jeget, at han selv kan trække vejret mere frit. Man må give slip på noget, for at lade det falde på plads. På den måde handler hele bogen om, igennem afveje, splittelser og spejlinger, at finde en måde at håndtere sin angst på.
Det er både underholdende, fascinerende og ubehageligt at følge, hvordan Okholm Jensen tilsyneladende agerer psykolog på sig selv via Twin Peaks. I al dens uforståelige vanvid kunne man alligevel ikke forestille sig, at bogen kunne være skrevet på andre, lettere tilgængelige måder.
Info
Jonas Okholm Jensen: Jeg håber og tror at TWIN PEAKS vil samle os igen
Escho
Forsideillustration: Javier Tapia
Omslag: Nis Sigurdsson
2018
136 sider
Køb bogen på forlagets hjemmeside her