I forbindelse med Dorothee Elmigers besøg i København, mødte MODSPOR den sweiziske forfatter til en snak om forfatterskab, Selma Rosenfeldt-Olsens dedikation som oversætter og udfordringen ved at være abstrakt.
En tidlig søndag eftermiddag haster jeg igennem en solrig Nybrogade med retning mod Litteraturhuset Vandkunsten. Igennem de massive trædøre træder jeg ind i et smukt lokale, dekoreret med farvstrålende kunstværker på væggene og opstillede rækker med træstole, der vidner om det eftermiddagsarrangement, som senere skal finde sted.
“Beklager forsinkelsen!” undskylder jeg.
Men det viser sig, at Københavns Halvmarathons uforudsete paralysering af al offentlig transport også var en overraskelse for Dorothee Elmiger og Selma Rosenfeldt-Olsen, henholdsvis forfatter og oversætter til Forlaget Gladiators nye udgivelse Indbydelse til vovehalsene, som den prisbelønnede sweiziske forfatter er kommet til København for at fortælle om. En bog, som siden hen er blevet læst som en opfordring til et nyt ungdomsoprør, selvom det, på trods af interessen for sprog og ord, ikke altid lå i kortene for Dorothee Elmiger at skulle ende med at udgive en bog – og at den ville blive populær nok til rejse videre til andre lande. På filosofi- og statskundskabsstudiet droppede den unge forfatter forelæsningstimerne for at skrive, og efter et ophold på en forfatterskole i Schweiz udviklede strøtanken sig til en seriøs overvejelse.
“Jeg har altid troet, at en forfatter var en vis, gråhåret og gammel person, og at jeg aldrig kom til at skrive en roman… Men så skete det bare!” fortæller Dorothee med grin og fortsætter:
“Så nu har jeg skrevet to fiktionsbøger og arbejder på en tredje. Men alligevel er spørgsmålet hvorfor? den største forhindring. Hvorfor skal jeg skrive? Hvad har jeg at fortælle?”
Vi hælder kaffe op i hver vores kop på bordet, imens Dorothee karakteriserer sig selv som værende en langsomt skrivende forfatter, da det præcise og forsigtige driver værket.
“Jeg har altid store planer i mit hoved, men så snart jeg sætter mig ned, går det op for mig, at det ikke fungerer sådan – jeg kan ikke planlægge alting på forhånd… Der er mange omveje. Der er meget research bag, men det kreative øjeblik hverken kan researches eller planlægges. Sådan fungerer litteratur ikke; der kan opstå blokeringer eller tilfældigheder.”
Den bagomliggende viden, som udspringer af det omfattende research, kommer man heller ikke uden om som læser, når man først træder ind i det historiske univers, som er den røde tråd gennem Indbydelse til vovehalsene. Romanen handler om søstrene Fritzi og Margarete Stein, som umiddelbart er den eneste tilbageblivende ungdom i et smuldrende kulminedistrikt. I den lille by stiller de ubesvarede spørgsmål om fortiden og indleder en større efterforskning efter den forsvundne flod Buenaventura.
Det var tilfældighederne, der satte gang i ideerne, da Dorothee Elmiger faldt over fænomenet om de underjordiske brænde og herefter begyndte at studere minearbejde uden at tænkte over, at det måske i fremtiden kunne blive til en decideret bog. Igennem læsningen, som egentlig stod udenfor hendes akademiske felt, opstod landskabets billede, og plottet blev formet. Efter samlingen af viden havde ophobet sig, stod arbejdet på at klippe tekststykkerne ud og sætte det sammen igen til den endelige og sirligt udformede komposition til den abstrakte fortælling.
“Og tilfældighederne fortsatte, da jeg flyttede til Liebzig, hvor jeg var omringet af mineområder, som konfronterede mig med atmosfæren. Men de tilfældigheder sker jo hele tiden – især hvis man har bestemte ‘briller’ på, når man kigger ud på verden”, fortæller hun. Selma Rosenfeldt-Olsen nikker genkendende til Dorothees tese. Oversættelsesarbejdet resulterede i en større forskning, end hvad man måske umiddelbart skulle tro, da det danske sprog ikke omfavner alle de mine-betegnelser, der findes på f.eks. tysk og engelsk. Blandt andet ordet ‘weißkaue’, som er betegnelsen for de rum, hvori minearbejdernes tøj hejses op under loftet, i hvad der ligner små bure.
Igennem litteraturhusets vinduer er solen forsvundet, og i stedet kan man skimte en regnfuld Slotskanal. Men billedekopien af de ‘minearbejderomklædningsrum’ (som blev Selma Rosenfeldt-Olsens endelige oversættelseskompromis) optager os med så stor fascination, at vi ikke opdager den sagte torden, som med sekunders mellemrum efterfølger lysglimtende uden for bygningen. Reaktionerne på romanen har været overordnet været positive, men få har dog haft det svært med, hvordan Dorothee Elmigers karakteristiske skrivestil sætter hjernen på arbejde.
“Og jeg forstår godt problematikken. I skolen lærer vi ofte fra start at læse på en specifik måde”, forklarer Dorothee.
“Man skal tillade sig selv at være en abstrakt læser”, indskyder Selma og pointerer tendensen til at give op, når noget er uvant eller afviger fra den vante tilgang.
“Og det begrænser sig ikke kun til måden at læse på, det er en overordnet stilling, nogle har sat sig i livet på, hvilket er en forfærdelig måde at tilgå udfordringer. Men det kan være svært at træne op – som hvis en marathonløber skulle begynde til yoga.”
Det nikker vi enigt til.
“Jeg tror, at der er to måder at reagere på”, tilføjer Dorothee, “for nogle er det spændende at opdage noget nyt, og for andre er det en trussel – men det er okay, at det er sådan.“
Timerne går, og det før rolige lokale fyldes så småt op af interesserede gæster, som er mødt op til arrangementet for at høre Dorothee og Selmas oplæsning af romanen – på tysk og på dansk. Og mens jeg lytter til de ord, jeg forstår, og til dem, jeg knapt forstår, falder fokus på tanken om at give slip på kontrollen, hengive sig tilfældighederne, åbne sindet og forsvinde ind i det abstrakte univers, som er tilgængeligt for alle der tør at være en vovehals. Også selvom man måske ikke er god til yoga – men det kan man heldigvis blive.
MODSPOR har tidligere anmeldt Indbydelse til vovehalsene. Læs den her
Køb bogen her
Idaemilia har lavet en podcast af interviewet, som kan findes lige her