Med Døgnkioskmennesket formår Sayaka Murata at skrive hverdagens poesi og et ensomt menneskes bekendelser ud i et minimalistisk sprog, der er både sanseligt, nøgternt og følsomt. Det er melankolsk, det er livsbekræftende, og det er ikke mindst tindrende smukt.
Arven fra Murakami
Samtidig med, at man kan hævde, at Sayaka Murata skriver sig ind i den tradition, som Haruki Murakami har raffineret og udbredt, kan man også hævde det modsatte.
Muratas smukke, men simple sprog minder om Murakamis, og den melankoli og det vemod, der gennemstrømmer Muratas roman, forefindes også i det meste af Murakamis forfatterskab. Den åbenlyse forskel mellem dem findes imidlertid her: Hvor Murakami benytter sig af virkemidler, der er hentet fra den magiske realisme, gør Murata det ikke. En blandt mange fortolkninger af Murakamis magiske realisme er, at han benytter sig af disse virkemidler for at understrege det moderne menneskes melankoli og for at understrege, at affortryllelsen af verden er dybt reel.
Netop dette viser Murata også i en overlegen stil, men uden at skrive sig ind i den magisk realistiske tradition, hvilket jeg anser for at være positivt. For det giver melankolien et udtryk, der er mere råt, ærligt og brutalt end poetisk. Det er netop i denne brutale ærlighed, at sårbarheden og udsatheden sættes til skue. Og den måde, som Murata skriver det ud på, er usædvanlig smuk.
Keiko
Stemmen, der er eksponent for denne melankoli, er romanens hovedperson Keiko. Hun er en seksogtredive årig kvinde, der på attende år arbejder som løsarbejder i en døgnkiosk i Tokyo. Foruden den næsten konstante ensomhed, som hun har følt, siden hun var en ung pige, berettes det i hendes egne fragmentariske barndomserindringer, at hun også var anderledes. I disse fortæller hun om en håndfuld begivenheder, hvor hun har ageret aparte, uden at hun selv har fundet sin opførelse aparte. I sig selv er disse beskrivelser interessante, men det er den betydning, som det giver hendes voksne jeg og de reaktioner, som hun får af sin familie, og de forventninger, som de har til hende, der er det mest interessante. På mange måder er Keiko et usødet blik ind i en kvindes sind, der er præget af en besynderlig glæde ved sit liv, en lyst til at indfri udefrakommende forventninger og som er bærer af en kulsort analyse af verden. Det er et aldeles troværdigt portræt.
I flere relevante henseender er det arbejdet i døgnkiosken, der har reddet hendes liv – og givet det den nødvendige mening. Ordret mener hun, at hun blev genfødt, da hun blev ansat i døgnkiosken. Når hun trækker i uniformen, føler hun sig som et normalt menneske. Det er der en interessant pointe i. For det er, når forskellene udviskes, at hun føler sig som et normalt og dermed rigtigt menneske. Det er jobbet, der gør, at hun kan leve som et normalt menneske. Hun bliver en del af verden, en del af samfundet. Det interessante består i, at den normale opfattelse af uniformering og dermed nivelleringen er vendt om. Men det er, idet forskellen hører op, og idet hun bliver anset som ansat i en døgnkiosk – og ikke som en person – at hun har det bedst. Blandt andet tænker hun om uniformerne: ”Det var virkelig, som om vi klædte os ud og blev til et helt andet væsen”. Og det væsen, som Keiko bliver, er, efter eget udsagn, et normalt menneske.
Shiraha
På et tidspunkt bliver Shiraha, der er en ensom mand, og som er Keiko jævnaldrende, ansat i døgnkiosken. Udadtil er deres respektive situationer sammenlignelige, og det samme er deres problemer med normaliteten og udefrakommende forventninger, men de kommer ikke godt ud af det med hinanden. Deres analyse af verden som værende et sted, hvor der ikke er plads til udskud og outsidere, har lighedstræk, men de er ikke helt ens.
Hvor Keikos analyse er personligt begrundet og et resultat af hendes egne oplevelser, er Shirahas mere generel og tilnærmelsesvis filosofisk. Keiko oplever døgnkioskens univers som noget, hun har tillid til. Dermed må vi forstå, at tilliden er fraværende i hendes relation til resten af verden. Det har hun også god grund til ikke at have, for hun føler sig ikke anerkendt som det menneske, hun er. Det er kun i døgnkiosken, hun føler sig anerkendt. Og det er vel at mærke som medarbejder. Hendes holdning til den verden, der omgiver frirummet i døgnkiosken, kan opsummeres med en tanke, som hun har i bogens første halvdel:
Hvis man er bare en lille smule underlig, tror alle andre, at de har ret til at vade hen over en med sko på for at finde ud af, hvad grunden er. Jeg synes, at det er dybt uforskammet, arrogant og besværligt.
Selvom Shirahas ydre karakteristika minder om Keikos, er forskellen stor. Hvor Keiko er resigneret, er Shiraha indigneret. Han er vred på samfundet. Han er træt af, at der er krav, som en mand skal leve op til. Det filosofiske islæt i hans analyse er til stede, fordi han ikke ser nogle relevante forskelle på det moderne samfund og det hedengangne stenaldersamfund. Det er de samme mekanismer, der går igen. Præcis som i stenalderen udstødes folk, hvis de enten er unormale eller ubrugelige.
Elegancen og troværdigheden i Muratas dialog, som de to har om dette, er åbenbar. Keiko forstår ikke Shiraha, og Shirahas opførsel og konsekvensen, som han tager af sine tanker, ender med at bekræfte Keiko i hendes syn: For han, som selv er en ensom og udstødt outsider, respekterer hende heller ikke som det menneske, hun er.
Af årsager, der virker vanvittige, men dog sympatiske og i en vis forstand forståelige, flytter Shiraha ind hos Keiko i hendes lille lejlighed. Han er uden arbejde og spenderer de vågne timer med at sidde i badekarret med sin tablet, så det er Keiko, der forsørger dem begge to. Denne på mange måder absurde situation bliver opretholdt, fordi det er bekvemt for dem begge to. Keiko skal ikke længere lytte til familiens patroniserende ord om hendes manglende kærlighedsliv, og Shiraha kan trække sig fra verdenen. På trods af at Shiraha vil hævne sig på verdenen og dennes krav til mænd ved at nasse på Keiko og lade hende forsørge ham, så er situationen udholdelig for Keiko. Shirahas tilstedeværelse gør, at hun kan gemme sig under dække af at være normal. Situationen forbliver udholdelig for hende, indtil hun af blandt andet Shiraha bliver tvunget til at sige sit job i døgnkiosken op.
Da hun ikke længere kan identificere sig som døgnkioskmedarbejder, spørger hun en af Shirahas kvindelige familiemedlemmer, om hun synes, at Keiko og Shiraha skal starte en familie. Bag dette spørgsmål ligger et ræsonnement om, at hvis hun ikke kan identificere sig som døgnkioskmedarbejder, så må hun kunne identificere sig med det dyriske i mennesket og blive mor.
Det er blandt andet her, at verdens brutalitet og det enkelte menneskes destruktive normalitetstænkning tager sig ud i al sin grusomhed. For det synes Shirahas bekendte ikke, at de skal. Og det skyldes deres manglende normalitet. Det vil sige, at Murata på én gang viser, at det enkelte menneskes stræben efter normaliteten er ødelæggende, og at dem, der prædiker normaliteten og ser ned på dem, der ikke er normale, aldrig vil anerkende et skifte fra unormal til normal.
Elsk din skæbne
Døgnkioskmennesket er en roman, men det er også en usentimental og trøstende selvhjælpsbog. Keiko er en påmindelse om, at der ikke er en formel for, hvordan man lever et godt og lykkeligt liv. Det er en påmindelse om, at man ikke skal leve sit liv udefra og gennem et andet menneskes blik. Døgnkioskmennesket fortæller os, at det er okay, at det, der giver mening for de fleste, kan forekomme andre aldeles meningsløst. Med Keikos karaktertræk og refleksioner over eget liv, synes Murata at ville sige, at man skal omfavne sine særheder, tage konsekvensen af dem og leve sit liv uden at skænke normaliteten en eneste tanke. Med andre ord fortæller hun os, at man ikke behøver at flytte til en større by, lade sig styre af prestige eller finde en kæreste, hvis man elsker at gå alene i seng og stå op alene, hvis ikke det er det, man ønsker for sig selv. Det budskab er en trøst til tvivlerne og outsiderne, der ikke ønsker at lade sig normalisere. Det er blandt andet det, der gør Døgnkioskmennesket til et moderne storværk om ensomhed.
Info
Sayaka Murata: Døgnkioskmennesket
Forlaget Grif
Oprindelig udgivet i 2016, på dansk i 2019.
Køb bogen på forlagets hjemmeside her