Hvad kan en “serie af selvstændige og afsluttede” værker, der passer i baglommen og “kan læses på 30 minutter”, egentlig? Og kan de noget sammen eller mest hver for sig? Forlaget Baggaardsbaroner vil gerne introducere os til deres baglommebøger af “oversete eller kuriøse stemmer” i den kontemporære danske litteratur. Kortformatet lægger op til en (næsten) kvadratisk, praktisk og hvis ikke god, så i hvert fald hurtig læseoplevelse — og baronerne leverer varen.
SAMMEN OG HVER FOR SIG
Det er i grunden en lidt arrogant beslutning at anmelde tre så forskellige værker i en og samme ombæring, men ikke desto mindre er det netop dét, de følgende ord har til hensigt at gøre. Argumenterne imod er indlysende: Der er tale om tre individuelle fortællinger, der stikker i tre divergerende retninger og hver især vil os noget distinktivt – og dermed uden tvivl fortjener hver deres dedikerede anmeldelse.
Alligevel interesserede det mig meget under læsningen, hvad værkerne kan sammen. De er trods alt præsenteret i en seriel sammenhæng, som – ifølge forlaget selv – ikke kun refererer til form, men også indhold. Denne insisterende nysgerrighed blev yderligere pirret af et besøg i Baggaardsbaronernes onlineunivers og dermed et møde med deres Star Wars-introduktionsinspirerede beskrivelse af visionen (og missionen) bag forlagets udgivne bøger. Hos baronerne er “gode historier” dem, der “afslører fjern mystik og mørk eksistentialisme, viser os drømme, som kun børn tør drømme”. Baronerne nyder deres gode litteratur på “afkølede, regnfulde dage”, hvor de funderer på livet og litteraturens gensidige relation. Ifølge dem hænger livet ikke sammen, og “litteraturen eksisterer i det felt, hvor man taber hovedet.”
Og så bliver det pludselig rigtig interessant. I en ret skarp beskrivelse af det menneskelige behov for at skabe mening i det ellers tilsyneladende meningsløse liv via vores evindelige kategorisering, op- og inddeling, romantisering, melankoli og skønmaleri af vores eksistens afslører baronerne præmissen for deres udgivelser: De skal hver især “ophæve virvaret af tilfældigheder, og for en kort stund gøre livets korte åndedræt til noget udover det meningsløse”. En ambitiøs intention!
Her finder jeg altså svaret på de tre kortværkers sammenfald – og dermed ræsonnementet for at forene dem i én samlet anmeldelse. De tre kortromaner afsøger hver især “umuligheden af at leve” i det grænseland af den menneskelige eksistens, hvor så mange andre historiefortællere aldrig vover sig ud. Og her står de bare stærkere i fællesskab end alene. Ved at læse dem serielt indlader man sig på en rejse ud i tre vidt forskellige afkroge af det umulige liv, både i form, indhold og stilistik.
Hver afkrog (eller bog) skal – ifølge Baggaardsbaronernes manifest – “dømmes på sit omslag”. For at opnå dette har baronerne sørget for et distinkt visuelt udtryk ved at alliere sig med illustratoren Zven Balslev, der udfordrer øjet igennem sin surrealistiske og vovede stil. Udtrykket er simpelt: en gennemgående mættet farve med de sorte, linoleumslignende tryk og den lidt naive font, men så alligevel ret komplekst, når man tillader at lade historien åbne sig allerede med Balslevs streg. Sart lyserød bliver til brændt orange bliver til kølig turkisblå, hvis man læser værkerne i forlagets nummererede intention, og måske giver dette også en særlig mening. Det vil jeg vende tilbage til senere.
001: HÅBET ER LYSERØDT
Hos Simon Kabel serveres der både tekstlig undergang og menneskeligt forfald i seriens første værk, Aprosalypse. Og så eksisterer der også et spinkelt håb, der glimter i alt det dunkle. Hans tre kapitler (som efterfølges af et fjerde, bonuskapitlet “Miraklernes Manual”, trykt på blå baggrund) behandler ophævelsen af det virvar, det menneskelige liv består af.
Kabel vil ikke blot skrive om det, men også helt konkret få os til at føle det. Allerede fra første kapitel – benævnt S – demonstrerer fortælleren det store dilemma, som menneskelivet fører med sig. Det beskrives:
Da jeg dukkede op til overfladen igen, hilste jeg på alle i kirken med et skrig. Jeg var i pagt med verden nu.
Jeg var blevet slynget ind gemmer elementernes rasen, og havde fundet vejen ud af min moders krop. Nu skulle jeg befinde mig her. Nu skulle jeg være et jeg.
Men pagten er blevet problematisk med tiden.
Pagten er problematisk i tiden.
Således præsenteret for fortællerens indgang til livet og dermed begyndelsen til enden glider vi nu med videre ind i de dystre livsomstændigheder af tab, længsel og sygdom. I bogens andet kapitel er S blevet et OS, og her arbejder Kabel med den tekstuelle repetition. Som om fortælleren ikke blot skal overbevise os, men også sig selv, gentages centrale sætninger igen og igen. Men her dukker alligevel også glimt af førnævnte håb op – en drøm om at kunne skrive sig til selvhjælp.
I det tredje kapitel udvides OS til KOSMOS. Men der er tale om et KOSMOS (og OS) i total opløsning. Kabel giver os destruktion helt nede på det konkrete, tekstlige plan. Sætninger og linjer opbrydes, og pludselig kan det tekstlige indhold kun begribes fuldkomment ved også at læse tomheden imellem ordene med. Vi gør op med det hele nu. Alt er i forfald. Og så griber Kabel os alligevel til sidst med en selvhjælpsmanual, hvor en forsigtig accept af det, som er, præsenteres. For ifølge Aprosalypse sker alt uanset, om vi tror på det eller ej – også mirakler.
002: EN MULTIMODAL SOLSTORM
I baglommeseriens andet værk Det tørstige land præsenterer Kahan Kesef os for en symbolsk og mærkværdig verden. Fortællingen er bygget op af flere elementer. For det første er bogen – ifølge forlagets beskrivelse – “en pastiche bestående udelukkende af citater hentet fra David Attenborough-dokumentaren Africa”. Det i sig selv må siges at være en bedrift. Dernæst opbrydes tekstrummet af indtryksfulde helsideillustrationer, hvori mørke landskaber står i kontrast til de hvide symboler og ord. Og slutteligt placerer Kesef mystiske, næsten mytologisk udseende symboler i stedet for ord i det ellers så konkrete tekstunivers. Det tørstige land er noget af de mest irriterende at læse for en perfektionist som mig. Og netop derfor er det fantastisk! Jeg skal pludselig selv aktivt deltage og tillægge hvert ukendt symbol mening. Det er som at læse en bog på et fremmed sprog, hvor jeg kun har lært halvdelen af bogstaverne.
Som læser skal man altså hos Kesef foretage et bevidst valg. Står symbolet for “menneske” eller “væsen”? Er det flertal eller ental? Og når valget er truffet, må det måske ændres få sider efter, fordi det ikke længere passer betydningsmæssigt eller grammatisk i fortællingen. Man hvirvles som læser ind i en læseoplevelse af selvtvivl og second-guessing. Og snart må man konkludere, at der måske ikke nødvendigvis findes et enkelt korrekt ord for hvert af de ikonografiske symboler, men at symbolerne i stedet repræsenterer flere ord – eller blot en abstrakt forståelsestørrelse. En følelse af en forståelse.
Kesef forfører mig med sin mystik, og jeg er vild med udfordringen. Samtidig er dette dog også det eneste værk, der ikke levede op til forlagets læseramme på 30 minutter. Kesef bringer grundbetydningen af et symbol tilbage – noget, der repræsenterer eller forbindes med en idé eller et begreb. Og hermed vækker han en poetisk, ikonisk verden til live indeni læseren. Betydning, forståelse og symbol flyder sammen med ordene, sætningerne og narrativet – og læseren er både detektiv og tilskuer. Vi oplever, imens vi selv skaber oplevelsen – og jeg er fan. Dette værk fortjener genlæsning. Igen og igen.
003: VANEMAGT & MENNESKELIGE SIMRERETTER
I seriens sidste titel, Hotellet, giver Storm Frost os allerede ved første øjekast en mere kølig fornemmelse. Det turkisblå cover brydes af en illustration, der ligner en trappe, nogle få stole-møbler og plantestængler, der står bladløse og dødlignende hen. Og nederst på trappen en mørk skikkelse på vej op eller ned – måske.
Hotellet er den mest letlæselige af de tre paperbacks, og Frost har valgt en ret traditionel skrivestil uden lange mellemrum imellem ord eller sætninger, uden farvet baggrund og uden mystiske symboler, der skal fortolkes. Hos Frost er fortællingen kun afbrudt af et enkelt bilag midt i, der tydeligt refererer til noget konkret i narrativet. På den måde er Hotellet i sammenligning med de to forudgående værker et noget mere trygt tekstunivers at bevæge sig i.
Trygheden falmer dog hurtigt, når man dykker ned i det tekstlige indhold. Her serverer Frost en morbid og til tider gruopvækkende skildring, men han gør det på en ret brillant facon. Faktisk er det ret uhyggeligt, hvor hurtigt man som læser – igennem Frosts ligefremme skrivestil – kan acceptere fortællerens rationale, der udvikler sig i en absurd retning i takt med, at hans rutineprægede realitet forstyrres af livets uforudsigeligheder.
Bogen lægger ud med at definere sit udgangspunkt selv:
De fleste folk ser sig selv som bestanddele, der bevæger sig gennem tiden. Men jeg tror, det er modsat. Vi er stationære, og tiden bevæger sig gennem os, blæsende som en kold vind, der stjæler vores varme og efterlader os som roserne, sprukne og visne.
Fortælleren Mersault lever altså efter en eksistensforståelse, hvor vi som mennesker er statisk til i verden, imens livet er den dynamiske og altopslugende kraft, der tager tiden fra os. En kraft, der efterlader os som stængler – bladløse og dødlignende som på bogens forsideillustration.
For Mersault er livet lig med vaner, vaner er lig med rutiner, og rutiner er lig med forudsigelighed. Fortællingen er en beskrivelse af, hvad der sker, når denne forudsigeligheds overflade kruser til af de uundgåelige bølger, der nu engang følger med den menneskelige eksistens. Et dødsfald sender Mersault ud på en – for ham selv – logisk flytten rundt på hotellets gæster, møblement og ressourcer. Og i løbet af bogen smelter hotellet sammen med Mersault, så de udgør en fællesmasse af nøje koordinerede bevægelser, der ligesom tiden i førnævnte uddrag penetrerer gæster, møblement og alt andet og efterlader det vissent. Mersault på samme tid bliver til og hersker over Hotellet på sin egen ydmyge og selvopofrende facon og plukker tilsyneladende tilfældige liv ud, hvilket kaster ham hastigt mod sin egen undergang – og dermed Hotellets. Mere vil jeg ikke afsløre om Frosts kortgyser her, men alle burde unde sig selv et enkelt eller flere læseophold på Hotellet.
LÆSNING I PLENUM
Baglommebogspræmissen om, at anmeldte værker skal kunne passe i en baglomme og læses i køen eller på jobcentret er på samme tid spot on og helt forfejlet. Jo, det er muligt at gennemlæse bøgerne hvor som helst og når som helst. Og jo, det tager ikke lang tid at komme igennem dem. Men oplevelsen ved første gennemlæsning er blot en smagsprøve på, hvad man som læser kan få ud af at nyde de tre små fortællinger – ikke blot flere gange, men også i rækkefølge. Og de fortjener alle tre flere gennemlæsninger på samme niveau, som selv den største litteratur gør det. Storm Frost skriver i Hotellets sidste del:
Vi mennesker har et behov for at inddele, kategorisere og opdele livet og udstykke det, til vi finder mening. Ellers bliver vi sindssyge. Det er derfor, vi genfortæller det til hinanden, som et resumé, der opridser hovedpunkterne og de udsving, vi sjældent er herre over.
Netop dette gør de tre værker op med ved at kommentere på det, ruske op i det og lade os som læsere pusle det sammen igen i en forståelsesramme unik for os selv hver især.
Som jeg indledte med at berøre, bevæger vi os fra den lyserøde, menneskelige fødsel og den betingede pagt med fællesskabet, hvor håbet stadig spirer, over i midten af livet. Her, hvor det handler om overlevelse i en uforståelig og kryptisk realitet, skolder en brutal, orange verden os igen og igen, før vi til slut lander i den kølige, turkisblå afslutning på livet. Vi troede, vi vidste, hvad det hele drejede sig om. Vi er nået igennem ørkenen. Vi er rutinerede dyr i en velsmurt vanemaskine. Men når døden rammer – hva’ så? Måske mange af os – som Mersault – bliver til små, selvbestaltede gudevæsner, der tror, vi kan herske over liv og død. Måske ikke, men uanset hvad byder Baggaardsbaronerne op til livsfilosofisk selvrefleksion og til at puslespille med alt det, vi tror, vi ved. Jeg sender mine varmeste anbefalinger af Aprosalypse, Det Tørstige Land og Hotellet, imens jeg spændt venter på, om baronerne mon følger op med flere mikroværker. Og så blot et afsluttende underholdende fif: Husk at læse bøgernes informationssider til sidst.
Info
Titel: 001: APROSALYPSE
Forfatternavn: Simon Kabel
Forlag: Baggaardsbaroner, 1. udgave, 1. oplag 2021
Omslag: Sven Balslev, Onkel Hawaii & Anna Dea Djurass
Udgivelse: D. 20. april 2021
Sidetal: 57
Titel: 002: DET TØRSTIGE LAND
Forfatternavn: Kahan Kesef
Forlag: Baggaardsbaroner, 1. udgave, 1. oplag 2021
Omslag: Sven Balslev, Onkel Hawaii & Anna Dea Djurass
Udgivelse: D. 20. april 2021
Sidetal: 58 sider, inkl. illustrationer
Titel: 003: HOTELLET
Forfatternavn: Storm Frost
Forlag: Baggaardsbaroner, 1. udgave, 1. oplag 2021
Omslag: Sven Balslev, Onkel Hawaii & Anna Dea Djurass
Udgivelse: D. 20. april 2021
Sidetal: 39 sider