I sin imponerende og voldsomme debut Alcatraz udforsker Luca Engberg Talamona, hvad pludselig sygdom og død gør ved forholdet mellem far og søn. Alcatraz er en digtcyklus om en terminalt syg far, men det er også en digtcyklus om erindringer, kulturkløfter og hverdag.
Intertekstuelt bolværk
Alcatraz er et værk, der gerne vil tale med litteraturen og kulturen omkring sig. Det rækker ud til højre og venstre, det har hele tiden travlt med at prikke andre forfattere og værker på skulderen. Der nikkes ungdommeligt-modigt til Jack Keouracs On the Road, og ligesom Allen Ginsbergs Kaddish har også Alcatraz en syg og døende forældre som ufravigeligt midtpunkt. Udover Beatfolket er der også en række filminstruktører på spil: Jean-Luc Godard, Chaplin, Rosselini, Fellini. En nabo bliver til Lille My fra Mumitroldene, og den syge far har en forkærlighed for Star Trek og scifi-bøger. I en barndomserindring gennemspiller far og søn en scene fra Indiana Jones, og senere på hospitalet deler faren stue med en skaldet, kræftsyg dreng, der læser Dragon Ball og forestiller sig at være én af karaktererne; ”Jeg bliver til Kuririn, mor”. Kemoen er superkræfter, og moren begynder at græde. I Alcatraz fungerer de mange intertekstuelle referencer nærmest som et bolværk, et forsøg på at holde sygdommen og døden ude, og ikke mindst erkendelsen af at sygdommen og døden er en realitet. Det er næsten, som om teksten med alle sine referencer forsøger at tale højt hen over virkeligheden for at overdøve den. De realiteter, vi møder i Alcatraz, er da også i den grad nogle, man ikke har lyst til at vedkende sig, og derfor står de mange referencer enormt stærkt midt i al håbløsheden.
Poesi og prosa
Bolværket bryder alligevel sammen; omkring de mange referencer udfolder farens sygdomsforløb sig, og værket forsøger at begribe og beskrive kræften på flere forskellige måder:
Du knugede mobilen i hånden
da lægen d. 5. august ’14
ringede og sagde du havde uhelbredelig lungehindekræft
som stammede fra asbest
at kræften kun var i den venstre lunge
at den sorte kerne havde været indkapslet i 30 år
at det var som ukrudt der havde vokseværk
som langsomt muterede
og til sidst utålmodigt
fyldte lungen med vand
Her ser vi dels en meget håndgribelig beskrivelse af sygdommen; den får et konkret navn, en mulig årsagsforklaring, og strofen indledes med en præcis tidsangivelse. Dels beskrives kræften også via en sammenligning; det er ”ukrudt med vokseværk”, men samtidig besjæles sygdommen også og får menneskelige egenskaber; kræften er ”utålmodig”. Sådanne passager fylder en stor del af værket, og kombinationen af det konkrete med det mere metaforiske er yderst vellykket. Denne kombination mimer også værkets form. Alcatraz indeholder digte, men de er ikke metrisk fastlåste – der er ingen rim og faste verselinjer. Poesien og prosaen går således hånd i hånd, og i den frie form indfanges ikke bare sygdomsforløbet, men også flere af jegets barndomserindringer.
Stedet som erindringskatalysator
Jeget rejser tilbage til Italien – til den gamle kunstnerkoloni Alcatraz og til farens hjem, der ligger på den anden side af dalen. Her etableres et lidt særegent fortidsrum, som er befolket af naboer og minder om, hvordan livet var før kræften. Stedet fungerer på den måde som katalysator for erindringerne og bygger bro mellem fortiden og nutiden. Ikke kun i forhold til karaktererne, men også på et mere overordnet plan. Der er ruiner og rester af udskæringer i klipperne, men ovenpå restauranten står en fuldfigurs udgave af Batman. Alcatraz og landskabet omkring er steder, der muliggør liv; der er græs man kan ligge i, heste man kan fodre og jazzkoncerter, man kan gå til. Men det kan faren ikke, fordi han er syg. På den måde bliver Alcatraz til et ikke-sted, en sorg, en fornemmelse af tab, der gennemsyrer hele værket. Digtcyklussen er generelt centreret omkring en lang række kontraster, ikke bare fortiden og nutiden blandes sammen i den gamle kunstnerkoloni, også modsætningen mellem danske og italienske temperamenter tydeliggøres, ligesom hverdagen bliver ved med at infiltrere den undtagelsestilstand, som opstår, når et familiemedlem bliver terminalt syg. Hverdagen er især illustreret via de geskæftige og (lidt for) praktiske naboer, der bekymrer sig om planterne får nok vand og beder om hjælp til at skaffe et nyt tv. Og hvordan pokker skal man lige forholde sig til den slags, når ens far ligger rødplettet, svedende og dødssyg inde i sengen?
En imponerende debut
Alcatraz falder i femten dele, vekslende mellem nutid og fortid, altid forankret i kroppen, opbygget af et dynamisk spil mellem en lang række personlige pronominer. Jeget dominerer i registreringerne og beskrivelserne, men den syge far bliver ligeledes midtpunkt, idet han er det ”du”, som konsekvent tiltales gennem hele værket. Samspillet mellem disse to karakterer underbygger forholdet mellem fortid og nutid og mellem de to generationer. Det levede, raske liv beskrives igennem en række erindringer, der gudskelov ikke stilles op som en glansbilledelykkelig modsætning til sygdommens grusomhed. I det levede liv findes også familiekonflikter og svigt. Farens problematiske forhold til broren Gigi får således også lov til at folde sig ud som sin egen historie, ligesom forældrenes skilsmisse og jegets afstand til sin far også berøres. Det er ganske enkelt imponerende, at så meget og noget så stort, er så elegant foldet ind i et forholdsvis lille værk. De 69 sider er tunge af erindringer, krop og sorg. Luca Engberg Talamona har begået en tåremættet, fortættet og alligevel rummelig debut, der på én gang er betagende og voldsomt sorgfuld.
INFO
Luca Engberg Talamona
Alcatraz
Forlaget Gladiator
69 sider
Velskr. anm.