Jeg har tidligere selv anmeldt udgivelser fra forlaget Sidste Århundrede. Andre af min kolleger her på Modspor har også anmeldt udgivelser fra dette forlag og fra Forlaget Escho. Fællestrækket er langt hen ad vejen, at bøgerne vækker begejstring. Jeg vil heller ikke mene, at nærværende udgivelse falder uden for den generelle begejstring. Åndeverdenens Dårekiste rummer dog et overraskelsesmoment i form af en nærmest kognitiv dissonans, idet forfatteren til indholdet af bogen er ingen ringere end den store salmedigter B.S. Ingemann. Det overraskende er, at det her er grotesk horror i krydsfeltet mellem eventyr og folklore i stedet for gudsbesyngende salmer.

Udskældt af sin samtid

Når talen falder på B.S. Ingemann, er det næppe gyserfortællinger, der popper op i bevidstheden. Manden, der blev født i 1789 og døde i 1862, er mest af alt kendt for sine salmer samt nogle historiske romaner. Men den kære Ingemann havde altså også en mere eksperimenterende side. En mere mørk side, om man vil. Løbende gennem sit forfatterskab skrev han kortere eller længere gyserfortællinger. Fortællinger, der genremæssigt kredser mere om folkeeventyret og gammel folklore, da gysergenren ikke var en genre eller et begreb, man brugte. Fra 1813 og helt indtil sin død arbejdede han dedikeret med denne sidegesjæft. Noget af det blev udgivet i hans samtid, andet blev overladt til forglemmelsen. Modtagelsen af det, der rent faktisk blev udgivet, var mildest talt ikke opløftende. Heldigvis er Forlaget Sidste Århundrede og Forlaget Escho, med deres ‘Serie for grotesker’, klar til at give den mørke og semiokkulte side af Ingemann den oprejsning, han fortjener.

En dansk Arthur Machen?

Men hvad er det så, der er kommet som tredje bog i ‘Serie for grotesker’? Jo, det er en samling af forholdsvis korte historier, der hver især er forfattet på forskellige tidspunkter i Ingemanns liv, men som har det til fælles at være mørke og på en eller anden måde uhyggelige. Der er ikke tale om moderne gys, men om horror-genren i sin tidlige form. Som den udvikledes af forfattere som Mary Shelley og Edgar Allan Poe, finder denne type fiktion sin inspiration i folklore.

Da diligencen kort efter, i det klare måneskin, rullede forbi den mørke galgebakke, der lå nogle hundrede skridt fra kroen, og hvorpå stagen med mordbrænderskens dødningehoved ragede i vejret, mens det lange, mørke hår flagrede om stangen, syntes baron Anton på bakkens top at skimte en kvindelig skikkelse med et langt, flagrende slør, der dog øjeblikkelig forsvandt på den modsatte side af højen.

Overtro og vandrerhistorier om religiøse eller okkulte hændelser er brændstof til de mørkere afkroge af sindet og fantasien. Dette univers har altså også B.S. Ingemann fundet interessant og inspirerende nok til at kaste sig over. Og hvor gør han det bare godt. Der er 17 forskellige fortællinger, hvoraf nogle er bedre end andre. Men fælles for dem er, at de rammer den her groteske folklorestemning i en grad, som spiller op imod en af genrens helt store, nemlig Arthur Machen. Særligt historierne Moster Marie, Det forbandede hus, Frøbenet og Det tilmurede værelse brillerer, når det kommer til denne type af den tidlige gotiske gys à la Machen og H.P. Lovecraft. Grunden til, at jeg fremhæver disse historier, er, at de adskiller sig i konsistens. De er bedre end de andre, da de har mere fokus fortællingens flow, uden at det skærmer for den uhyggelige grundfølelse.

Uhyggen ved den manglende forklaring

Jeg nævner fællestrækket med Machen, fordi Ingemann bruger den samme ubekendte som Machen. Man får ikke altid grunden til de mystiske hændelser eller handlinger forklaret. Derimod finder værket rum i overtroens trang til upræcise forklaringer. Jeg kan sammenligne det lidt med nyere gyserfilm, som ofte er meget uhyggelige, indtil man ser monstret eller får forklaringen på hele handlingen. Derefter er det, som om noget af uhyggen og mystikken forsvinder fra fortællingen. Hos Machen og Ingemann fungerer det bare bedre uden klarhed. Det sætter tankerne fri, som f.eks. her i en passage fra ”Det tilmurede værelse”, hvor en mystisk tilmuret dør i et gammelt hus udgør centrum for fortællingen:

Han trådte nu ind i den åbne sal og fandt den tom; men med forbavselse så han, at den hemmelighedsfulde dør til det mørke, tilmurede kammer var sprængt. Han nærmerede sig i urolig spænding og så med forfærdelse sin bruds fætter, den drabelige fægtemester, ligge bleg og livløs på dørtærsklen. Ved hans fødder lå der en stor sten, som ved dørens sprængning måtte være faldet ned på hans hoved og må have det, hvis han straks var trådt helt ind.

Senere i fortællingen konstateres det dog, at der ikke var tegn på, at den omtalte sten havde ramt ham, hvoraf årsagen til hans død måtte være en ganske anden. Denne grund får man dog aldrig at vide, hvilket er med til at skabe en gribende overtroisk dimension i fortællingen.  

Genrefans eller nysgerrige

Åndeverdenens Dårekiste er vel mest af alt for fans af dette miks af folkeeventyr, folklore og gys. Men den kan også have interessere for læsere, der er nysgerrige efter at møde en anderledes B.S. Ingemann, end den man kender fra salmedigtningen. Escho og Sidste Århundredes seriebetegnelse er lige stedet for denne udgivelse. Det er nemlig grotesk og ikkeopbyggelig litteratur, da denne type af litteratur ikke åbenlyst har en morale at servere for læseren. Men som Lasse S. Bertelsen, en af de tre forlæggerne fra Sidste Århundrede, selv har sagt i et interview til dagbladet Politiken, så behøver litteratur, der ikke er opbyggelig, jo ikke at være destruktiv. Underholdningen er på plads og giver læseren en oplevelse fra en anden tid. En tid, hvor overtroen havde de bedste vilkår. Da historierne er skrevet mellem 1813 og 1864, må man selvfølgelig medregne umoderne eller glemte ord, men redaktionelt har man opdateret retskrivningen til nutidige stavemåder. Det gør, at læseren får præsenteret tekster, der ikke virker bedagede, skønt de heller ikke mangler deres oprindelige tone og ordvalg. Udgivelsen og bearbejdningen er vigtig og konsistent, og jeg er langt større fan af den mørke side af Ingemann end af hans opbyggelige salmer. God læselyst, hvis du tør.




Info

B.S. Ingemann: Åndeverdenens Dårekiste

Forlaget Escho og Sidste Århundrede

2018

275 sider

Køb bogen på forlagets hjemmeside her