Med Kældermennesker har Carsten Jensen skrevet en bog, der både er en fragmentarisk samling af små essays, en begavet analyse af populisme og en konkret replik til den tidsepoke, der kulminerede med amerikanernes valg af Donald Trump som præsident.
Polemikeren og essayisten
Siden Carsten Jensen virkede som tv-anmelder på Dagbladet Politiken i 1980’erne, har han været en markant stemme i den danske samfundsdebat. Med en utrættelighed, en virkelyst og en unik evne til at formulere sig spydigt og polemisk, uden at dette har forringet indholdet, har han blandet sig i den offentlige debat. Det være sig både den politiske og den kulturelle. Hvor han med nogen ret kan siges at have skrevet sig ind i den kulturradikale tradition, som Klaus Rifbjerg populariserede, når han debatterede, har han på forbilledlig vis formået ikke at lade dette influere hans litterære udgivelser. På den måde har der været to udgaver af Carsten Jensen, der har taget sig sært uafhængigt af hinanden ud: ham, der blander sig i den offentlige debat, og ham, der skriver romaner og essaysamlinger, der udmærker sig ved sin åbenlyse begavelse og sit intellektuelle vingefang.
For mig at se har der været et iøjnefaldende skel mellem disse to. Bogen Kældermennesker, der blev udgivet på Politikens Forlag i slutningen af 2018, er det tætteste, vi i Carsten Jensens forfatterskab kommer på en blanding af den polemiske debattør og den eftertænksomme essayist.
Populismen forstået af humanisten
Heldigvis er det stadigvæk den begavede essayist, der træder tydeligst frem. Det er med andre ord den intellektuelle kapacitet, den tænksomme analyse og det sobre sprog, der er hovedsporet i bogen. Det vil sige, at de ikke polemiske konstateringer, de satiriske formuleringer og den åbenlyse foragt for visse standpunkter bruges som friske, men ikke nødvendige indslag i analysen. Som bogens omslag også siger, så er bogen i høj grad en analyse af populisme. På trods af at der er begået talrige analyser af populismens væsen, så er Carsten Jensens bidrag til den samlede mængde litteratur om populismen særdeles velkommen. Hvor de fleste af dem, der beskæftiger sig med populisme, typisk er politologer, filosoffer og idéhistorikere, er Jensen kunstner og litterat af uddannelse. Og det træder af og til meget tydeligt frem i tilgangen til at forstå populisme. På forbilledlig vis formår han at kombinere det politiske, det socioøkonomiske, det kulturelle og det enkelte menneskes vilkår i sin analyse. Det er blandt andet gennem analyser af Karl Ove Knausgård og det norske tv-fænomen Skam, at han når frem til sine konklusioner. Når nu bogen er skrevet som en samling af korte essays, og hvert enkelt af disse essay for så vidt godt kan stå alene, gør det, at bogen indeholder mange interessante analyser, kommentarer og replikker, der ikke direkte er med til at forklare, hvad populisme er, og hvordan den er opstået. Dette er ikke en kritik, det er snarere en af bogens styrker. Det er det, fordi disse fascinerende digressioner hverken er for lange til, at man mister fokusset fra det, som bogen handler om, eller at de virker søgte, forcerede eller malplacerede i henhold til bogens overordnede formål, som er at beskrive populismen – og i særdeleshed årsagerne til den. Og det lykkes han med.
Årsagerne til populismen
Indledningsvis stiller Jensen det på mange måder provokerende spørgsmål, om vi endnu engang skal til at tage en dikotomi som barbari og civilisation alvorligt igen. Han affejer blankt det synspunkt, der hedder, at civilisationen er et tyndt fernis, som menneskets barbariske natur kan bryde igennem uden yderligere forhindringer. Civilisationen er robust, men tegnene på, at den kan eroderes stille og roligt, er begyndt at vise sig. Med sin demagogi, sin appel til frygt og sine forskruede forestillinger om, hvad der er årsag til hvad, er populismen en af de ting, der er ved at betvivle civilisationens fundament. Den betvivler og kritiserer humanismen, oplysningstanken og fremskridtstroen. På sin vis retter de en kritik mod de civilisatoriske træk, der udmærker Vesten, og som Francis Fukuyama troede, ville udbrede sig til den resterende del af verden.
Forholdsvis tidligt i bogen skriver Carsten Jensen, at årsagen til populismen ikke udelukkende er ”et tab af illusioner på fællesskabets vegne”. Den udtrykker netop også et tab af motivation, der tager sig resignerende, magtesløs og oprørt ud, når det gælder ”selve idéen om deltagelse i samfundslivet”. Derpå påpeger han meget skarpsindigt, at populisterne ikke er nogen, der frivilligt har stillet sig ud på kanten af samfundet. De føler snarere, at de er blevet skubbet derud af andre. De står der mod deres vilje. Det er en meget vigtig pointe, da det i nogen henseender giver en stærkt plausibel forklaring på, hvorfor populisme tiltrækker nogen, samtidig med at den forarger andre. Dem, der er tiltrukket af den og tilkendegiver, at de overordnet set er enige i dens budskaber, benævner den som en radikaldemokratisk gave. Og dem, der ikke tilslutter sig den, siger, at den sender associationer tilbage til fascisme, totalitarisme og Europas mørkeste kapitler. Hvordan dette skel kan opstå, der normalt ikke opstår som konsekvens af politisk uenighed, kan for mig at se forklares således: dem, der føler, at de er meldt ud af samfundet, kræver en samfundsændring, der ikke blot rekvirerer små politiske justeringer. Denne efterspurgte ændring vil samtidig være en ændring af det samfund, der har virket så godt for dem, der er en del af det.
En af konsekvenserne af dette er, at dem, der har profiteret på det nuværende system, ikke leverer en systemkritik, der kan fungere som et retorisk vellykket modstykke til populismen. Med udgangspunkt i den amerikanske filosof Richard Rortys bog Achieving Our Country, der solgte overvældende mange eksemplarer i kølvandet på amerikanernes valg af Donald Trump til at varetage præsidentembedet, skriver Jensen, at systemkritik er blevet til tilskuersport – som ikke bidrager med hverken nydannelser eller konstruktivt engagement – for den akademiske venstrefløj og den liberale elite.
På trods af at populismen står for en samfundskritik, som man bliver nødt til at forholde sig til uden at gøre dette med hån, spot og latterliggørelse, påpeger Jensen, at den ikke står for et reelt alternativ til det, som den kritiserer. Det er blandt andet derfor, at populismen er en alvorlig trussel mod den vestlige liberalisme og i sidste ende mod de demokratiske institutioner, der er blevet til med liberalismens værdier som grundlag. Det skyldes blandt andet, at populismen ikke er noget, der hverken romantiserer magt eller bygger sin politik på en præmis, der hedder, at politikken kan indfries og realiseres med magt. Det er snarere et udtryk for afmagt. Og en af afmagtens afledte konsekvenser er vrede. Dette ses tydeligt hos Trump og hos dem, der stemte på ham i efteråret 2016. Carsten Jensen skriver meget fint, at Trumps vælgere ikke som sådan forventer, at Trump udretter noget politisk. Det er ikke det, hans popularitet står og falder med. Han er nærmere ”en politisk maskinstormer” og det er netop det, hans vælgere elsker ham for.
Det betyder også, at man ikke kan forstå populismen og udfordre populisten ved at læse dennes partiprogram. Det er derimod den påståede sympati med de udstødte, man skal fokusere på. Det er heri, at både populismens berettigelse og fuldstændig vanvittige blufnummer ligger. For sympatien er fin nok, den er frigørende. Problemet er bare, at når frigørelsen er sket, spindes de ind i det, der i sidste ende driver populisterne: had, vrede og frygt. Det er skarpsindigt set af Carsten Jensen.
En klar anbefaling
Som antydet er denne bog hverken en generel introduktion til eller en stringent undersøgelse af populisme. Men det er for mig at se en af bogens store styrker. Samtidig med at Carsten Jensen drager sine egne konklusioner, er det også en implicit opfordring til at tænke selv. Bogens analyser og Carsten Jensens måde at ræsonnere på er både meget engageret, dybt begavet og til tider stærkt provokerende. Med andre ord er man nødt til at tage stilling til det, som han skriver. I egenskab af dette tvinger han sine læsere til at koncentrere sig og tænke kritisk over det, de bliver præsenteret for. Og det er en evne, som de færreste bøger evner. Men det gør den her, og det skyldes primært, at det er en fremragende bog.
Info
Carsten Jensen: Kældermennesker.
2018
160 sider
Politikens Forlag
Køb bogen på forlagets hjemmeside her