Et interessant og morsomt indblik i en forkvaklet ung akademikers splittede sind.
Rammet ind som kogebogsroman
“Mine ben er ømme, mine fødder er virkelig ømme, og jeg føler mig ulækker, fordi jeg ikke har lavet andet end at æde og drikke i to dage.” Det er anden dag i træk, hun løber. I går, morgenen efter Thanksgiving, blev det til 16 kilometer. ”Det er bare ikke nok, når man har sønderbombet sin maveregion med cirka 7.000 kilo mad” siger Amanda.”
Da jeg først hørte ordet ”kogebogsroman”, vækkede det mest associationer til titler som Green kitchen derhjemme, Meyers grøn mad og Ren selvkærlighed med super bowls, men da jeg gik i gang med at læse, kom jeg hurtigt på andre tanker: for mig at se handler Det var ikke planen at købe kålroer om alt andet end mad. For selvom det hele foregår over gryderne i Amandas køkken, hvor hun viser os sine madlavningsevner og kokkererer alt fra jordbærmorgenmad og mango-snack til butternutsquashsuppe og wok i en fart, forekommer det mig blot at være en ramme for det, romanen i virkeligheden handler om, nemlig de uudholdeligt tåkrummende, men uhyre underholdende anekdoter og beretninger fra en, hvad jeg vil sige, trist, men overkommelig tilværelse.
Så tragisk, at det er komisk
Amanda er en ung selvretfærdig kvinde først i trediverne, bosat i Brooklyn og meget glad for mad og motion, men nok allermest for fadøl. Derudover er hun ansat ved New York City College of Technology, hvor hun underviser i sociologi og ikke aner, hvad der er passende, og hvad der ikke er. Hun forsøger at komme sig over bruddet med ekskæresten og ritalinnarkomanen Josh og kan hverken tage sig sammen til at skrive sin ph.d.-afhandling eller til at søge jobs. I stedet forsvinder hun på bedste eskapistiske maner væk i hvidvinsbranderter og ter sig tosset sammen med sin nye flirt Ryan, hvem hun dog ikke er villig til at forpligte sig til. For, siger hun, hun egner sig vist ikke rigtig til et forhold – med et menneske. Amanda viser os, hvor let det kan være at gå på universitetet, ureflekteret tilslutte sig en politisk holdning og lire kompliceret teori af til folk, der ved mindre end en, uden rigtigt at vide, hvad man egentlig taler om. Hun læser kritisk filosofi, og hun kan sin Marx, men paradoksalt nok influerer det ikke hendes liv og omsætter sig til handling. Hun går til valg og stemmer, men ikke fordi hun tror, det gør en forskel. Demokratiet er en stor løgn, men det er sjovt at få lov at trykke knappen ind og dreje på det store håndtag. Når alt kommer til alt, drømmer hun egentlig også bare om at få et arbejde, og uanset hvad for et lortested det så bliver, og uanset hvor det lortested så ligger, så får hun sig en lille have.
Det hele tegner et billede af Amanda som en temmelig kontradiktorisk karakter. På den ene side er hun en højtuddannet og miljøbevidst person, der prædiker Foucault og tingsteori og hævder, at det er forkert at producere porno, der promoverer opfattelsen af kvindekroppen som offentlig ejendom, og på den anden side er hun afskyeligt usympatisk og fryder sig over andres ulykke. Hendes monolog er sovset så meget ind i skældsord og superlativer, at det næsten er for meget, og hendes komplette mangel på selvindsigt gør hende til tider decideret frastødende, og for mig at se er det fremskrivningen af denne diskrepans, der gør bogen så interessant. Amanda er det ubeslutsomme og selvsaboterende subjekt, der ikke kan realisere sig selv, som vi kender fra Flaubert såvel som Proust og Kafka, men på mest satiriske og usentimentale vis. Den ironiske tone, der gennemsyrer hele værket, og de poetiske klicheer, der afrunder det, letter stemningen og ægger til latter fremfor gråd. For, selvom man qua Amandas følelsesafstumpethed, seksuelle udskejelser og autoerotiske drømme, hvad jeg vil betegne øko-horror, aner klare paralleller til Houllebecqs mørke og pessimistiske univers, er hun ikke fortabt. Straks man fornemmer det mindste ubehag, hvad der ville være god grund til, afmonteres det af en kommentar fra Amanda, som ofte er så tragisk, at det går hen og bliver komisk.
Fra kålrabisuppe til sprøjteorgasmer og tilbage igen
… Og hvis hun ikke er på druk eller ude og løbe, er det, fordi hun laver mad, hvad der gør romanen til en kogebogsroman. Hvor alvorligt denne del er tænkt, er mig stadig uklart, men uanset hvad formår den at løfte et velkendt narrativ og præsentere det på ny: i køkkenet, hvor Amanda taler fra, selve det punkt hvorfra hendes liv folder sig ud. Grunden til, at det eksempelvis ikke føles trist og håbløst at læse om hendes oplevelse som publikum ved optagelserne af en grotes pornofilm, ligger i selve plottet og de frapperende klip. Det ene øjeblik befinder vi os i Amandas køkken, hvor hun er i gang med at lave kålrabisuppe, og i det næste sidder vi på et stort, brunt værtshus med poolbord og dart og skal til at overvære en kvinde blive ydmyget på det groveste, og lynhurtigt er vi igen tilbage i køkkenets hjemlige og trygge rammer, hvor Amanda knytter kommentarer til maden:
[…] og hele optagelsen sluttede med, at Barbara Bush smurte sin højre knytnæve ind i glidecreme og metodisk arbejdede den op i røven på Erin Zane, inden hun med venstre hånd gav hende en sprøjteorgasme. ”Vi snakker meterlange sprøjt her,” siger Amanda. Hun tager låget af bøtterne og dufter. ”Den er ikke helt god.” De har stået i køleskabet i fem dage.
Klippet mellem det moralsk forkastelige og det mondæne narrativ sker så brat og alligevel så glidende, at man nærmest ikke lægger mærke til det. Ubehaget afmonteres, fordi Amanda koldsindigt bare fortsætter med det, hun er i gang med, og hvad, der kunne have været en ubehagelig læseoplevelse, bliver i stedet forbavsende morsom, hvilket der i sandhed er tankevækkende – for ubehaget opstår i det sekund, det går op for en, at man ikke har følt ubehag ved det ubehagelige, at man har vidnet det groteske og mekanisk fortsat, hvad end man var i gang med, nøjagtig som Amanda.
En intelligent og medrivende kogebogsroman
Denne afmonteringsteknik synes altså at være afgørende for vores oplevelse af Amanda. En oplevelse, som er svær at forklare, for hvad har den egentlig efterladt i mig? Et skisma. For er Det var ikke planen at købe kålroer bare en gimmick, eller forsøger værket at ægge mig til kritisk refleksion? Hvis sidstnævnte, forsøger det så at fortælle mig, at jeg lever i en modsætningsfyldt tid fuld af modsætningsfyldte mennesker, for hvem hardcore pornografi over kålroer er hverdagskost, og at jeg er en af dem? Forsøger det at højne min bevidsthed og få mig til at indse, at jeg selv er Amanda? Anders Haahr Rasmussen efterlader mig med følelsen af, at jeg står over for en kompliceret gåde, som jeg ikke kan løse, hvad der både er forvirrende og fortryllende. Han har skrevet en intelligent og medrivende kogebogsroman, hvor ironisk det så end lyder, som jeg på det varmeste kan anbefale – både som et underholdende indslag på en grå hverdag og som et aktuelt og interessant stykke litteratur, der taler direkte ind i en tid, hvor netop et overdrevent fokus på kost og karriere, motion og miljø kan synes konstitutivt i mange menneskers dagligdag.
Anders Haahr Rasmussen: Det var ikke planen at købe kålroer
140 sider.
Pris: 200 kr.
Forlaget Ekbátana
Køb bogen på forlagets hjemmeside her