Leena Krohn

I Leena Krohns roman befinder vi os i en fremtid, på et hotel kaldet Sapiens. Der er ikke tale om noget normalt hotel. Her er ingen tjenere til at varte op, men nogle mystiske figurer, der kaldes vogterne. Selv samme har efter sigende overtaget verden. Stemningen giver mindelse om Tarkovskijs Solaris eller af at befinde sig på Thomas Manns Zauberberg. Det er umiddelbart en hård medicin at skulle tage ved indgangen til læsningen. Men ikke desto mindre ligger der med ”Hotel Sapiens” en fantastisk flot udfoldet roman om menneskets paradoksale og tragiske tilværelse.   

 

Skyer og Ure

Leena Krohn arbejder i romanen ud fra det menneskelige problem; dels at være til, være skabt som et tilfælde, i et uforudsigeligt kaos med viljen og friheden til at vælge, med alt hvad det indebærer – dette der i romanen metaforisk henvises til som skyen. Og dels at komme ind i en verden med en orden, en skæbnemæssige lovmæssighed knyttet til livet – der i romanen metaforisk lyder som urets tikken. Og netop dette forhold, ikke at være den ene af delene helt, men at være dem begge, som et ufuldkomment væsen, der hverken lader sig indfælde i en komplet fuldendt orden, ej heller lader sig overgive til det komplette kaos, er romanens omdrejningspunkt.

Dette punkt udbygges yderligere allerede i indledningskapitlet ”Geléen”, hvor menneskevæsenets forhold til sig selv og sin omverden problematiseres. Nok kunne menneskeheden opfattes som syv milliarder individer, adskilte og uafhængige af hinanden, men var denne art blevet studeret nøjere ville man have opdaget, at alle disse mennesker var et og samme væsen.

Del-helheds problematik tegnes klart op i afslutningen af kapitlet hvor det lyder:

”Helheden kender ikke sine dele, delene kender ikke deres helhed. Massen af organismer, frenetisk myldrende i ham, lever i den samme tilstand af usikkerhed som hele menneskeheden, når de gamle skrumper ind og dør, nå nye uafladeligt fødes. De væsner tror formodentlig, at de er adskilte og uafhængige, og at enhver udgør sin egen verden, ligesom han også engang troede. Hvilken vildfarelse! Hvilke fejltagelse!”

Den han der omtales i citatet er den fiktive forfatter Väinö K -nen. Han nedfælder sine oplevelser og samtaler på Hotel Sapiens. Der er dog ikke tale om en fremadskridende samlende fortælling, men kun om en fortæller, der samler. Romanen består således af en række historier om de forskellige mennesketyper, der af den ene eller anden grund har ophold på hotellet. På den måde løfter Leena Krohn del og helheds problematikken op på et formmæssigt niveau, da alle delene udgør den samlede fortælling om Hotel Sapiens.

 

Et ironisk smil

De vildfarelser, de fejltagelser som mennesket skaber for sig selv og for sin omverden har i Leena Krohns fantastiske fremtidsdystopi skabt en situation, hvor mennesket ikke længere er i stand til at tage vare på sig selv og sine valg. Derfor skabte man vogterne, disse i romanen mystiske figurer som ingen ser, til at tage vare på mennesket og dets valg. Men inden længe opstod situationen, hvor vogterne overtog jorden:

”De forhindrer os efter sigende i at begå endnu mere skæbnesvangre fejl end dem, vi allerede har nået at forfalde til… Vogterne (er) i al deres umenneskelighed den eneste upartiske sektor, som kan træffe retfærdige beslutninger.”

Og nu befinder disse mennesker sig, måske de sidste på jorden på Hotel Sapiens. Hvad hotellet er for et sted, bliver man aldrig helt klar over, hvilket det følgende er et eksempel på:

”Hotel Sapiens er en flygtningelejr og et evakueringscenter, fordi de, der er kommet her eller er blevet bragt hertil, er på flugt fra en verden, som man måske aldrig mere kan vende tilbage til. Dette hus er også et hospital og en lægevidenskabelig forskningsafdeling, for husets beboere bliver studeret, som om de var smittet med en sjælden sygdom. Og vi er bærere af en ond, uhelbredelig sygdom: en sygdom bed navn menneskelighed.”

Netop den usikkerhed, hvad enten den angår vogternes eksistens, Hotel Sapiens som sådan, eller hele romanens historie og om dens mennesker blot er en illusion, ligger som en gennemspillet understrøm, der giver hele romanen det ironiske smils skær.

 

Det jordiske flag

Vel skildrer Leena Krohn en dystopisk civilisationskritisk fremtid, hvor mennesket har sat alt over styr; i kraft af sin menneskelighed. Heri ligger tragedien. På den anden side kan det ironiske smils skær ikke slukkes. Et smil, som kun mennesket er i stand til at udtrykke. Derfor er det denne anmelders påstand, at der i Leena Krohns roman er en hyldest, på trods eller måske nærmere i kraft af det tragiske, til mennesket. En hyldest, der kommer tydeligt frem i kapitlet om ”Jordklodeflaget” og navnlig i slutningen, som ikke skal røbes her.

I kapitlet om ”Jordklodeflaget”, følger vi det eneste unge menneske på Hotel Sapiens, Sakari:

”Sakari har sat et specielt flag op på sin dør. Jeg kendte ikke flaget i forvejen, men det er smukt. Der er tre cirkler i forskellige størrelser, en hvid, en gul og en blå.

Jeg spurgte Sakari om det var et bestemt lands flag.

Det er hele jordklodens flag, svarede han. – Jeg har selv syet det. Den gule cirkel er solen, den blå jorden og månen er den allermindste, den hvide.”

Hvem andre end et menneske kunne stå bag skabelsen af denne symbolske hyldest, som flaget er, til jorden og universet? Og i slutningen af romanen fuldendes dette billede. Men det kan man selv forvisse sig om ved at læse romanen. Det er der al mulig grund til at gøre, hvorfor romanen også for de varmeste anbefalinger herfra.

5 modspor


INFO

Romanen kan købes for 269,- her.

Sidetal: 152

Udgivelse: 2015

Omslag: RubArt

Portrætfoto: Katri Lassila