I Marieke Lucas Rijnevelds debutroman Aftenens ubehag følger vi den tiårige Jas i kølvandet på hendes brors død, skildret med både ømhed og sympati. Vi ser verden gennem Jas’ unge blik, der endnu ikke har lært, at tilværelsen er affortryllet og fuld af kedelige følgeslutninger.
Barnets blik på verden
Gennem de sidste ti år er vi i Danmark blevet beriget med gode romaner om både barnets fortryllende blik på verden og vilkårene i den moderne underklasse. Blandt romanerne om barnets blik er det værd at fremhæve Josefine Klougarts Stigninger og fald. I et sanseligt sprog skildrer hun fragmenter af en opvækst i Jylland, der er præget af ømme øjeblikke og naturoplevelser, som bliver set gennem barnets umiddelbare og derfor smukke blik. Det er en hjemstavnsfortælling, der gennem billedskønne stilbilleder og møder med naturen og sindets begyndende kompleksitet tegner det store billede af barndommens landskaber uden, at det er helt begribeligt, hvordan det er muligt at gøre med et så lyrisk blik.
Det er i den tradition, at hollandske Marieke Lucas Rijneveld skriver sig ind med sin debutroman Aftenens ubehag, der er udkommet på Vinter i oversættelse af Birthe Lundsgaard, og som tilmed vandt den prestigiøse The International Booker Prize i 2020. Det er også fortjent, for Rijneveld har skrevet en fantastisk roman om sorg, kristendom og seksualitet set med barnets blik.
Verden ifølge Jas
Ganske få sider inde i romanen afgår fortælleren Jas’ bror Matthies ved døden, da han på en skøjtetur går gennem isen i gåafstand fra familiens gård i Holland. Det er afsættet, og det er med denne tragedie som det konstante baggrundsbillede, at romanen udspiller sig. At vi har at gøre med en roman, der ikke er bange for at tale om de dybere afkroge af menneskets sind, viser sig, når vi finder ud af, at Jas har bedt til Gud – og sagt, at det ville være bedre, at Matthies døde, end at hendes kanin, der stod til at skulle aflives, døde. Da Jas kun er ti år gammel, så er de tilbagevendende refleksioner over, hvorvidt hun er direkte skyld i, at Matthies gik gennem isen, præget af en oprigtig undren og en barnlig uskyld. Dette blik er Rijneveld rigtig god til at fastholde. Jas er et reflekteret og ensomt barn, men den meget vanskelige kunst, det er at beskrive den måde, som et intelligent barn erfarer verden på, mestrer Rijneveld. For selvom man ikke er i tvivl om, at Jas er klog, så bliver hendes refleksioner, overvejelser og sammenligninger aldrig lig et voksent menneskes.
De umiddelbare refleksioner og erfaringer, der er præget af Jas’ uskyldige og næsten poetiske blik på verden, er konsekvente hele romanen igen. Når man læser dem, fornemmer man ikke, at der forekommer synlige og iøjnefaldende forskel i perceptionen på, om det er døden, familiens kristendom eller den endnu ikke udtalte seksualitet, som er genstand for Jas’ overvejelser. For eksempel lover hun Gud, at hun gerne vil ”udstå én omgang diarre”, hvis hendes forældre kommer sikkert hjem, og da hendes stearinlys, som hun har fået af byens præst, begynder at brænde ud, håber hun ikke, at ”Guds ord også begynder at stråle mindre”. Dette repræsenterer og illustrerer, hvordan Jas erfarer verden – og dette gennemførte blik, som er ret intelligent i sin umiddelbarhed og barnlige naivitet, gør Aftenens ubehag til en roman, som man bliver klogere af at læse. Der er en visdom i det, der aldrig ville kunne formidles af en voksen.
Spørgsmålet, man med rette kan stille sig selv, er, hvad man får ud af at lade et tiårigt barn være fortælleren i en beretning, der handler om sorgen i kølvandet på et dødsfald. Det er hverken det helt lille barns helt umiddelbare og blotte beskrivelse af det, der sker, eller den unge voksnes refleksive blik. Jas’ blik befinder sig i et broget grænseland mellem de to, men det fungerer overraskende godt. For det betyder, at hun har en forståelse for døden, samtidig med, at denne forståelse langt fra er færdigudviklet. Da Jas ser Matthies’ lig i kisten, ærgrer hun sig over, at øjnene ikke er åbne – for hvis de var det, så ville han jo se hende en sidste gang, hvormed det ville være sikkert, at ”han heller ikke skulle glemme” hende. Det bærer præg af fornægtelse af dødens implikationer, men fordi Jas kun er ti, og fordi hendes måde at tænke over det på er så uventet original, bliver det enormt vedkommende og næsten antitesen til at være patetisk. På den måde kan man sige, at Rijneveld med Jas giver en stemme til øjeblikke og sekvenser i sorgperioden, som voksne også har, men som sjældent bliver taget alvorligt og tolereret med den påkrævede respekt: nemlig de perioder, hvor der er et oprigtigt håb om, at en for tidlig død ikke er indtruffet i al sin uundgåelige frygtelighed.
De temaer, der er gennemgående i Aftenens ubehag – og som også giver romanen mere dybde, end man umiddelbart tror efter halvtreds sider – er sorg og den kristendom, som hele familiens liv og tænkemåde er spundet ind i og afhængig af. Jas’ mor er for eksempel overbevist om, at Matthies’ død er et tegn på, at der er en tiende plage, som Gud har ladet dem lide under. Når det er sagt, så er romanen ikke en almindelig beretning om en sorgperiode. Det giver ikke rigtig mening at sammenligne den med klassiske bøger om sorg såsom Roland Barthes Sorgens dagbog ogNaja Marie Aidts Carls bog, og det skyldes, at ærindet med Rijnevelds bog ikke er at levere en beskrivelse af sorgens væsen. Det er snarere at beskrive det daglige liv, der er nødt til at fortsætte på trods af sorgen. I stedet for en refleksion over sorgen og døden præsenteret af en tiårig, så får vi knap trehundrede siders skiftevis trist og livsbekræftende poesi om alt fra begyndende seksualitet til den sociale og økonomiske desperation, som overmander familien, da gårdens køer bliver ramt af mund- og klovsyge. Og det er fuldstændig rigtigt disponeret.
Guds lys
Aftenens ubehag er med andre ord en debutroman om sorg, der samtidig gør plads til poetiske, sanselige og umiddelbare skildringer af det liv og den dagligdag, der må overleve et dødsfald. Det er ikke, fordi Jas og familien nogensinde befinder sig i en næsten paradisisk tilstand af lykke, men stille og roligt stråler Guds lys mindre og mindre i familiens liv og i Jas’ sind. Og det har Marieke Lucas Rijneveld skildret på mesterlig vis.
Info
Marieke Lucas Rijneveld: Aftenens ubehag
2021
Vinter Forlag
Oversat af Birthe Lundsgaard
284 sider
Læs mere på forlagets hjemmeside her
