Med Ved glemslens rand har Sergei Lebedev skrevet et essayistisk storværk, der med sine filosofiske spekulationer, særegne stilistik og sanselige sprog fortjener sammenligning med de romaner og litterære essays, der har været med til at definere Europa i årtierne efter krigene.
Solsjenitsyns arvtager
Om denne bog har nobelprismodtageren Svetlana Aleksijevitj sagt, at de personer, som Sergei Lebedev præsenterer i Ved glemslen rand, forsøger at klippe navlestrengen over mellem deres egen generation og Stalins generation. I årene efter, at Sovjetunionen blev opløst, tog russerne friheden for givet. Men det var forkert, for romantisk og for naivt at gøre. I sine egne bøger – hvoraf to af dem ligesom Ved glemslens rand er udkommet på Forlaget Palomar – peger Aleksijevitj på, at troen på, at de mennesker, der havde levet i overensstemmelse med værdierne under Sovjetunionen, nu ville ændre sig radikalt, fordi systemet ændrede sig, var forkert og tenderende til det utopiske. Selvom systemet ændrede sig, ændrede menneskerne sig ikke. Blandt årsagerne til dette skriver hun, at ingen, der har fået tildelt en livstidsstraf i arbejdslejrene eller har skullet sørge for eksekveringen af disse straffe, fra den ene dag til den anden kan glemme det og leve et lykkeligt liv i frihed.
Det er den pointe, som Lebedev cementerer. På et tidspunkt sagde ruslandskenderen og tidligere kulturredaktør på Jyllands-Posten, Flemming Rose, at Aleksijevitjs bøger var fantastiske og et godt bekendtskab, hvis man ønskede at forstå ruserne og Rusland. Det er jeg helt enig med ham i, men til det vil jeg føje, at Lebedevs bog ligeledes giver et vidunderligt indblik ind i den russiske verden og det russiske menneske. Det, som gør Aleksijevitjs og Lebedevs forfatterskaber til oplysende supplementer til faglitterære værker om Sovjetunionens storhed og fald, er at de viser, at russerne ikke først og fremmest er politiske mennesker. Deres historie og selvforståelse er spundet ind i politiske fejltagelser, men russerne er mere end noget andet et lidende folk. Politikken er en del af det, men hvis man tager politikken ud, står man ikke tilbage med en lykkelig nation. Det er blandt andet det, som Lebedev med Ved glemslens rand husker os på.
Bedstefar To
Det gør han gennem en historie om en dreng – og senere mand – der aldrig bliver navngivet. Som barn opholder han sig i et sommerhus i Rusland, hvor manden Bedstefar To, der er blind, flytter ind. Den første halvdel af romanen centrerer sig om de dage, måneder og år i hans barndom, som han oplever sammen med Bedstefar To. Passagerne og afsnittene, der handler om det, er tæt på at være mesterlige. Det er sanselige erindringsglimt, der er stilistik vellykkede. Uden yderligere sammenligninger konnoterer de til det, der gør Marcel Prousts store erindringsværk så formidabelt: I mødet med de sanselige beskrivelser begynder man at erindre selv.
Det gør man også her, og selvom fortællerens barndom ikke er præget af idyl, rigdom og umiddelbar lykke, betyder det ikke, at det er de negative aspekter ved ens egen barndom, man kommer i tanker om. Det er det ikke; det er snarere duften af kamilleblomster, sommerweekenderne ved floden og farveløse glimt af usoignerede enge, bilfrie landeveje og afsondrede sandstrande. At fremprovokere det hos sine læsere er ikke noget, man bare lige gør. Men det gør Lebedev, og det virker, som om han gør det relativt ubesværet. Det er ikke mindre end imponerende.
Bedstefar To, som i bund og grund er omdrejningspunktet i romanens første halvdel, er imidlertid en interessant skikkelse. Det skyldes blandt andet, at der er en sælsom, men meget dragende tvetydighed i kendskabet til ham: På én gang kender man ham og ved absolut intet om ham. Dette er fortælleren udmærket klar over. Om Bedstefar To reflekterer han:
Alt andet står fotografisk stærkt, men hans ansigt er der ikke; det er som om det er blevet overbelyst. Jeg kan nævne de ydre træk – han var af middelhøjde, mager, gråhåret, men de udgør ikke kernen i en beskrivelse; den ligger snarere i det lag af vores sanser hvor indtryk ikke længere er direkte forbundet med det vi ser.
På et tidspunkt redder Bedstefar To fortællerens liv ved at donere blod, hvilket Bedstefar To efterfølgende dør af. Det er med udgangspunkt i det, at romanen bliver interessant i et filosofisk, kulturelt og historisk henseende. Det gør den, fordi fortælleren er opsat på at finde ud af, hvem Bedstefar To egentlig var. Foranlediget af nogle breve, som han finder, drager han ud i det sibiriske ødeland, hvor Gulag lå, i sin jagt på svar.
Dette markerer også et skift i den genre, man kan rubricere romanen som. Idet han drager ud i ødelandet, går romanen fra at være en erindringsroman til at være noget, som man bedst kan betegne som en essayistisk rejseskildring.
Skæbne, glemsel og erindring
Selvom man ikke med sikkerhed kan slutte sig til det, så får man en klar opfattelse af, at Bedstefar To engang har arbejdet for staten og i Gulag-systemet. Men det forbliver uvist, fordi han næsten kategorisk nægter at tale om historien. Dette er fortælleren også bevidst om, idet han skriver:
Jeg har allerede nævnt at Bedstefar To levede som et menneske uden fortid; en ydre utilstrækkelighed – blindheden – dækkede over en anden: den fuldstændige mangel på en fortid.
Med det in mente kan man sige, at Bedstefar To fungerer som et symbol på noget, der både er præsent og gennemtrængende i den russiske historie: en modvilje mod at tale om fortiden. I stedet for at have en fælles historie, så tilpasses historien det enkelte menneske og dets fejlbarlige hukommelse.
I dette henseende er bloddonationen symbolsk betydningsfuld. Hvis Bedstefar To faktisk har arbejdet i Gulag, kan det læses som, at det lever videre i den næste generation. Det antydes, at der forefindes et ubrydeligt fællesskab mellem generationerne, mellem Stalin og Putin og mellem dem, der byggede Sovjetunionen op, og dem, der så det falde. Dermed er Ved glemslens rand en subtil, men yderst begavet analogi over et af de mere klassiske skæbnebegreber: Selvom der er ting, som man gerne vil slippe af med, er man ufrivilligt bundet til dem. Selv udtrykker fortælleren det sådan her:
På den måde blev min eksistens forbundet med hans eksistens; jeg ville aldrig mere være helt mig selv – Bedstefar Tos blod cirkulerede i mig, havde reddet mig.
Selvom det er en betragtning, der kun vedrører ham selv, kan man med fordel sætte det i henhold til den nyere russiske historie. I forbindelse med de folkeafstemninger om Putins nye tiltag, der snart skal finde sted, var der en almindelig borger i en russisk storby, der skulle forholde sig til det. Han mente ikke, at det ville ændre noget. I en alder af 73 sagde han til TV 2, at intet havde ændret sig i løbet af hans levetid. Dette synspunkt kan man godt argumentere for, at Lebedev indirekte understøtter. Intet har ændret sig, fordi generationerne forbinder sig til hinanden gennem glemsel og historiefortrængning. Når det er sådan, lærer generationerne ikke af hinanden, og når det er sådan, har forbedringer og forandringer trange kår.
Det, som fortælleren med tiden finder ud af, er, at selvom russerne har en tendens til at glemme, så glemmer naturen og landskaberne ikke. Systemet såvel som de mennesker, der udgjorde og konstituerede den sovjetiske magt, har indprentet sig i naturen. Den er ødelagt af det, og da Sovjet faldt, var der ingen, der bekymrede sig om at rydde op efter det. Historien sætter sig i landskaberne, og på sin rejse iagttager han, at:
overalt var der bomme, advarsler, skilte med »indkørsel forbudt«, vagtbure hvor vagterne fodrede de herreløse hunde der strejfede omkring og kastede sig gøende mod bilen (…) igen dukkede der plankeværker op, projektører, værkstedshaller, skorstene, røg, damp og lys – og igen et øde hul.; (…) landet var her ramt af udslæt, vagtsomhedens udslæt, og alt det her – plankeværkerne, pigtråden, bommene – var som et langt, uendeligt råb »stop eller jeg skyder!”
Selvom de russiske borgere ikke har en fælles historie, så indeholder naturen det, som de ikke længere husker på. Det vil sige, at fortiden og muligheden for erindring om fortiden ikke som sådan forsvinder. Muligheden for at blive bekendt med fortiden eksisterer stadig, men det kræver, at man selv opsøger den. Indtil det sker i et væsentligt større omfang, så er muligheden for, at der heller ikke sker noget de næste 73 år, bestemt til stede. Og det er Ved glemslens rand både en påmindelse om og en refleksion over.
Info
Sergej Lebedev: Ved glemslens rand
Forlaget Palomar
2018
Oversat af Lotte Jansen