Alle kender til Auschwitz og dens ofre, men hvor mange har måske hørt om den tjekkiske kz-lejr, Theresienstadt, eller om de store tab Østeuropa led. Forlaget Silkefyret har givet de danske læsere muligheden for at udforske tjekkiske Jáchym Topols roman Gennem et koldt land, der beretter om det traume, vi lever med i dag, som vi kalder for 2. verdenskrig.
Europa ramt af PTSD
Theresienstadt er i forfald. Efter krigen har man ryddet stedet, og folk, som fortælleren, lever nu i den forhenværende koncentrationslejr. Modsat koncentrationslejre som Auschwitz og Sachsenhausen er Theresienstadt blevet glemt af resten af Europa, ifølge forfatteren. Det er det, som Lebo, en mand født og opvokset i smug i Theresienstadt under krigen, vil lave om på. Sammen med fortælleren får han skabt opmærksomhed og turisme; efterkommere af krigens ofrer kommer langvejs fra for at finde svar på, hvordan der kan findes så megen ondskab i verden. De jages af spøgelser, der ikke engang er deres egne, og som ikke vil give slip. Men disse pilgrimsrejsende finder aldrig svar på deres spørgsmål. I stedet tilbyder Theresienstadt dem muligheden for at give slip på fortidens rædsler og komme videre.
Gennem et koldt land anskuer den nye europæiske generation som værende offer for PTSD. Ud fra dette synspunkt gennemgår den tematikker, som ikke er typiske for en bog, der har 2. verdenskrig som omdrejningspunkt. I et retrospektivt lys er det overraskende, at der ikke er flere bøger som denne, der stiller spørgsmålet om, hvad vi nu skal gøre; skal vi bare prøve at glemme det hele og lade, som om det aldrig er sket, eller er det vores pligt at holde fast i disse spøgelser i et forsøg på at forhindre, at det sker igen? Hvad er konsekvenserne ved begge valg? Gennem fortællingen vil man blive præsenteret for så mange forskellige pointer, argumenter og propaganda, at man bliver helt rundtosset og ikke ved, hvad man skal tænke og tro længere.
Hvis vi taber vores fortid, har vi heller ikke nogen fremtid. Vi holder op med at eksistere, fatter du det?
[…]
Man siger, at når du graver i en gammel grav, brækker du ribbenene på de levende.
Værkets svageste led
Jáchym Topols fortælling er hårrejsende og kan bringe ens humør ned. Hans portrættering af Europas befolkning er skrækindjagende og til tider svært at relatere til. Hvad der gør det endnu sværere, er, at vores fortæller ikke er til megen hjælp. Han står i kontrast til sine medkarakterer, da han i modsætningen til dem i virkeligheden er helt ligeglad.
Men for mig handlede det ikke om, at verden skulle huske, for mig handlede det om at have et sted at bo.
Man kan undre sig over, hvorfor Jáchym Topol valgte denne ordknappe og nærmest apatiske fortæller til et værk, der prøver at provokere tanker og følelser frem i læseren. Er det for at vi læsere selv skal være i stand til at danne os en mening uden hans påvirkning? Eller er det, fordi Topol mener, at en apati for krigen er den rigtige måde at komme videre på? Eller er det meningen, at jeg skal være provokeret af hans apati? Bogens største svaghed virker til at være fortælleren. Han giver ikke mening; jeg ved ikke, hvad jeg skal mene om ham i forhold til plottet. Hvorfor skal vi se verden gennem hans øjne? Det føles, som om forfatteren har prøvet at binde en sløjfe, men ikke har strammet den godt nok i begge ender.
Et manglende kendskab til Østeuropa
Hvor man kan sige, at den forvirrende fortæller mangler at blive bragt op til en højere enhed, kan man dog ikke sige det samme om resten af romanen. Ved at læse Gennem et koldt land gik det op for mig, hvor lidt jeg egentlig ved om Østeuropa, og jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der vil nå frem til denne erkendelse. Selvom de arrede pilgrimsrejsende stammer fra hele Europa, er det Østeuropa, som lider mest:
[I]ngen her i Østeuropa fatter, hvilket helvede I stadig sidder fast i.
For eksempel bliver vi sammen med fortælleren transporteret videre til Hviderusland, der er truet af borgerkrig. Landet er i undtagelsestilstand; oppositionen og demonstranter prøver at vælte præsidenten/diktatoren. Det var svært at relatere og acceptere disse beskrivelser af Hviderusland, da jeg samtidig blev mistænksom. For hvordan kan disse politiske tilstande have været i et europæisk land, uden at jeg har hørt om det? Men det er netop en af pointerne for, hvorfor Forlaget Silkefyret har valgt at oversætte dette værk: Vi vesteuropæere ved netop ikke meget om Østeuropa, og hvad der foregår der.
Værket er klart en øjenåbner i forhold til vores uvidenhed. Det udfordrer sine læsere, forvirrer dem, konfronterer dem for derefter at efterlade dem med en følelse af i sandhed at have set stedet, hvor Djævlens værksted ligger. Det er ofte en barsk læseoplevelse, men også en som nok er nødvendig at gå igennem.
INFO
Jáchym Topols: Gennem et koldt land
Forlaget Silkefyret
221 sider
Køb bogen på forlagets hjemmeside her