Louis Levys glemte roman om Menneskeløget Kzradock er i bogstaveligste forstand et syndigt rod: På én gang forud for sin tid og underligt retro. Fuld af løse ender, fjollede plottwists og tvivlsomme eksistenser – og samtidig genuint underholdende. Freud og Jung ville have klappet i deres hænder. Det gør denne anmelder også.
På randen af fornuft
Den danske forfatter Louis Levy (1875-1940) må have haft et godt øje til sin samtids gryende avantgarde, såvel som til de landevindinger, der fandt sted inden for det psykoanalytiske felt i årene omkring 1. Verdenskrig. Han har antageligt heller ikke været uden humor. I hvert fald er det med Menneskeløget Kzradock, den vårfriske Methusalem lykkedes ham at begå noget så sjældent som en avantgarderoman, der er spækket med teoretiske indforståetheder uden af den grund at være tung læsning. Romanen er sådan set pakket med action fra første side: På en sindssygeanstalt i Paris ligger den mystiske Kzradock i trance. Hans behandler – den selvsikre psykiater Renard de Montpensier, der også er romanens jegfortæller – iagttager ham med videnskabelig fascination og behandler ham med kærlig ømhed. Men snart er Montpensier viklet ind i et drama, som han slet ikke kan styre. Kzradocks skæbne synes nemlig at være uløseligt forbundet med den gådefulde Lady Florence – for ikke at tale om en rødhåret detektiv, et åndebarn, en magisk ring og flere makabre mord. Fra Paris’ gader til klipperne omkring den engelske badeby Brighton går jagten på det mysterium, som Kzradock synes at være nøglen til. Undervejs konfronteres Renard de Montpensier med sin egen tvivl – på sig selv, på Kzradock og ikke mindst på den fornuft, som han ellers sætter over alt andet ved romanens begyndelse.
Parodisk fremsynethed
Louis Levys roman udkom første gang i 1910. På dét tidspunkt var Levy kendt som manuskriptforfatteren bag flere af Asta Nielsens film, som kritiker og som ophavsmand til flere børnerim; heriblandt børnesangen Sørens far har penge (1904). Hans roman om Kzradock fik imidlertid en overvejende negativ modtagelse, og vi skal til Tyskland for at finde notabiliteter, der for alvor regnede romanen for noget. Her høstede Levy især ros fra filosofferne Walter Benjamin (1892-1940) og Gershom Sholem (1897-1982).
Som Mads Peder Lau Jensen (en af ophavsmændene til genudgivelsen) skriver i sit efterord, skyldes de negative reaktioner måske romanens parodiske anstrøg. En del af romanens elementer kan da også forekomme en smule fjollede, dengang såvel som i dag. Jeg nævner i flæng: En krovært, der under dæknavnet Dick Hardy (navnet alene) spionerer for et par mystiske ældre damer, men samtidig helt og holdent kontrolleres af den bændelorm, der har taget bolig i hans tarme. En døvstum hund, der angriber på kommando, og hvis ligheder med Sherlock Holmes-figuren Baskervilles Hund (fra 1902) synes ganske påfaldende. Og – selvfølgelig, fristes man til at sige – en femme fatale, hvis mulige elskere m/k går til grunde efter hendes vilje og gerne med hjælp fra hendes tamme puma (!). Disse parodiske referencer til især kriminallitteraturen kan minde om meget senere værker, så som Umberto Ecos Rosens navn (1980), hvis hovedperson Sir William of Baskerville eksempelvis ret utvetydigt refererer til netop Sherlock Holmes. Læst i dag leder romanen også tankerne hen på langt senere spionromaner; ligesom i det mindste denne læser ikke var længe om at associere fra den blodtørstige håndlangerpuma til James Bond-skurken Blofeld og hans ikoniske hvide perserkat. For så vidt ligner Levys roman næsten et stykke meget tidlig postmodernistisk litteratur.
Referencer til psykoanalysen
Menneskeløget Kzradock, den vårfriske Methusalem er imidlertid også fremsynet på helt andre niveauer. Levy synes nemlig her at have fat i nogle tematikker fra psykoanalysen, som vi ellers først ser udfoldet senere; ikke mindst i Hermann Hesses klassiker Steppeulven fra 1927. I Steppeulven hvirvles hovedpersonen Harry Haller ind i en teateragtig parallelvirkelighed – lokket af et skilt med ordene ”Kun for for-rykte”. Hos Louis Levy udspiller en del af handlingen sig rent faktisk 17 år tidligere på et sted ’kun for forrykte’; nemlig den parisiske sindssygeanstalt. Herfra orkestreres blandt andet et dramatisk oprør blandt patienterne, og på et tidspunkt synes Kzradock sågar at dirigere en slags lydløs symfoni – ”denne stumme og vanvittige menuet” – med sine medpatienter som teatralske aktører. Stemningsmæssigt og motivisk aner man her nogle ligheder med Hesses roman. En anden og slående lighed møder vi gennem den mystiske femme fatale Lady Florence. I Steppeulven hjælpes Harry Haller på vej af den unge kvinde Hermine, hvis navn er en feminisering af forfatterens. Hermine er ofte blevet tolket som en personificering af psykoanalytikeren Carl Gustav Jungs (1875-1961) begreb om Anima; den kvindelige side i mandens ubevidste. Hesse var patient hos Jung, hvad Levy så vidt vides ikke var. Men Levy var dog samtidig med Jungs psykoanalytiske gennembrud og kan med en vis rimelighed have været bekendt med grundbegreberne i hans teori. Dén udlægning synes i hvert fald oplagt, hvis man retter fokus mod et citat som det følgende:
Den indelukkede sjæl, der myrder og begår alle slags forbrydelser for at nære sin illusion. Den indelukkede sjæl, der i sig selv danner sin modvilje. Hvis det er en mand sit kvindelige modstykke, sin hun, som her lady Florence…
Hos Jung manifesterer Anima sig typisk i skikkelse af eksempelvis en kat eller en grotte. Begge dele spiller en rolle for handlingen i Menneskeløget Kzradock, den vårfriske Methusalem, og begge dele knyttes her uløseligt til netop Lady Florence-figuren, der dog i modsætning til Hesses Hermine ikke er nogen synderligt venlig eller hjælpsom personage.
Samtidig virker der til at være nogle nærmest über-freudianske figurer på spil, når eksempelvis spionen Dick Hardy beskriver den bændelorm, der fallisk snor sig i hans indre og leder ham til at udføre en række forbudte handlinger.
Endelig forekommer de hypnotiske seancer mellem Renard de Montpensier og Kzradock i romanens begyndelse at have en del til fælles med den allertidligste psykoanalyses forbindelse til spiritisme og hypnose. En forbindelse, der i øvrigt er glimrende beskrevet i Margaret Atwoods roman Alias Grace fra 1996, men ofte overses i dag.
For meget for de mange
Som læser får man med andre ord kam til sit hår, når man fordyber sig i Louis Levys roman. Det er ikke overraskende, at romanen var for meget for sin samtid. Den var og er et unika og på ingen måde mainstream. Hvor denne anmeldelse måske giver indtryk af et elitært og akademisk nørdet værk, er det imidlertid vigtigt at slå fast, at romanen også er yderst underholdende læsning – netop i kraft af sit spionroman-lignende plot og sit hastigt fremadskridende og ofte makabre handlingsforløb.
Det er svært at forestille sig, at ophavsmanden til Menneskeløget Kzradock er den samme forfatter, som ham der i sin tid skrev om Sørens far, der ”har Søren/og mange andre børn/og bittesmå som jeg”. Ligesom børnesangens jegfortæller får vi bestemt ikke alle de håndgribelige goder, som Sørens far har. I stedet får vi lange rækker af mulige personlighedsspaltninger og besynderlige hændelser. Vi får med andre ord Kzradock. Og han er ingen Søren.
INFO
Louis Levy Menneskeløget Kzradock, den vårfriske Methusalem
Escho/Sidste Århundrede
2017
130 sider
Bogen kan købes på forlagets hjemmeside her