Når jeg læser den norske forfatter Tomas Espedals værker, er det både med sorg, glæde og nysgerrighed. Han taler direkte til mig gennem sin poetiske skrift, og hans ord maler en virkelighed frem, som er mere virkelig end noget andet. Lige siden jeg fik stukket hans værker i hånden på første semester på universitetet, har det været umuligt for mig at slippe ham igen. 

Skrivekunst og virkelighedsfølelse

I Espedals forfatterskab fandt jeg med det samme en rød tråd i hans tematikker og skrivestil. Kernen er langt hen ad vejen den samme, men indgangene forandrer sig, og motiver tager nye former. I både interviews og i hans romaner gentager han, at arbejdet består i at skrive bedre bøger og udvide romanens muligheder i takt med hver udgivelse. Gennem skitser, forsøg, breve, notater og dagbogsskrifter åbner han op for et levet liv, og det blev hermed tydeligt for mig, at det er mellem teksten og livet, at jeg som læser skal finde mit rum. Et rum som ikke blot er en firkantet kasse, men et rum fuld af døre, muligheder, følelser, kunst og hverdagsfortællinger, hvor jeg sammen med Espedal har en mission om at finde vejen til det skrevne liv.

I takt med at han undersøger det personlige og selvbiografiske, er det næsten umuligt for mig ikke at tage ham i hånden og dykke dybt ned i mine egne forestillinger om og erfaringer med kærligheden, livet, døden og skrivningens effekt. Det var som en rejse langt ind i mig selv, og langsomt gik det op for mig, at Espedal sammenligner sin skriveproces med livet selv. Det færdige produkt må i en vis forstand være ufærdigt. Litteraturen må være ufuldkommen, da det er livet som skal frem: Et liv som er liv lige så meget som kunst. Kunst og litteratur har altid sat et hav af refleksioner og tanker i gang hos mig, og jeg har flere gange oplevet, at denne proces har hjulpet mig til at forstå min egen virkelighed bedre.

Dødens indflydelse på livet 

Jeg har læst næsten alle bøger af Espedal, men der er dog én bog, som jeg gang på gang vender tilbage til. Døden har altid været et mysterium for mig, og da jeg skrev mit speciale sidste år, havde jeg døden meget tæt ind på livet. Jeg havde ingen idé om, at jeg midt i min specialeproces ville miste min mor. Lige pludselig kom døden og overfaldt mig med alt dens kraft. På dette tidspunkt havde jeg netop færdiggjort min indledning til mit kapitel om Espedals roman Elsken fra 2018. Elsken handler om døden og dens muligheder. Døden trænger sig på, og i løbet af romanen opstår et gennemtrængende paradoks, hvor livet indhenter en mand på vej mod døden. Espedal giver døden en stemme, men side om side med døden løber også livet og den stormende kærlighed. I et indledningscitat inddrager Espedal Pierre Jean Jouve, som skriver: God er døden når den kommer som en elsker. Jeg opdagede hurtigt, at Espedal i denne roman ikke behandler døden i et tabs- og sorgperspektiv. Han ser derimod på døden med kærlige øjne. 

På første side bliver vi præsenteret for hovedpersonen Jeg, som en forårsdag beslutter sig for at gå den gode død i møde. Det er en tanke, som har boet i ham, siden hans kæreste Vali forlod ham for seks år siden. Espedal beskriver på billedlig vis, at Jegs beslutning om at dø springer ud som en sort, smuk blomst i maj, men hvad Jeg endnu ikke ved er, at blomsten snart vil vokse sig ind i en stor kærlighed til en kvinde ved navn Aka, som får en afgørende betydning for Jegs beslutning – og mere vil jeg heller ikke røbe om denne kærlighedshistorie. Den skal læses og fortælles med Espedals ord.
For Jeg er den gode død:

Ikke den som kommer uventet eller som en ulykke, eller en sykdom, ikke den døden man skyver bort og fornekter, men den døden man går i møte, og som man velger. Jeg ville dø mens han ennå hadde livskraft og var åndsfrisk, han ville gjerne dø en dag han var tilfreds og hadde det godt. 

I løbet af Elsken blev jeg bevidst om, at Jeg på den ene side flygter fra virkeligheden ved at give døden al sin opmærksomhed, men på den anden side bringer Jegs tanker om døden ham også tættere på virkeligheden, da han netop ikke flygter fra og unddrager sig døden. Det gik op for mig, at Jeg hermed flygter fra sin egen eksistens ved at fokusere på døden, samtidig med at han, ved at fokusere på døden, kommer til at eksistere. Så i kraft af sit dødsønske kommer han til at leve, hvilket giver hans liv betydning. Det er ikke smaken av død. Nei. Det er smaken av liv, som Espedal skriver på en af de første sider. 

Tanker og terapi 

Det blev en form for terapi for mig at skrive mit speciale færdigt. Hele denne proces ændrede min tankegang og mit syn på døden og livet. Da døden viste sit ansigts for mig, blev det vigtigt for mig at skabe et fast holdepunkt, og derfor blev det Espedals ord, der ændrede mig. I Elsken falder livet og døden sammen: 

Døden. Den kan være så vakker. Også livet er vakkert. Når livet og døden faller sammen i en nødvendighet, er det et øyeblikk av naturlig skjønnhet. Man må selv skape denne skjønnhet. Man må selv underordne seg denne naturligheten, man må velge den, som når vi trekker dynen over oss i sengen eller når vi hopper fra en bro.

Livet er smukt, og døden er smuk, og når disse falder sammen, skaber dette et øjeblik af naturlig skønhed, som vi selv må skabe. Man må vælge den, dvs. vi må vælge døden til i livet for at opnå dette øjeblik af naturlig skønhed. En skønhed som kan være barsk men nødvendig. Espedal formår at skabe billeder, der sætter ord på en række eksistentielle tematikker i tilværelsen næsten mere overbevisende end den virkelighed, der omgiver os. Nu er det snart et år siden, at min mor døde, og når jeg ser tilbage, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at Elsken gav mig troen på livet tilbage. Den banede vejen for en ny og meningsfuld begyndelse efter dødens nærvær.