Trine Bjerres anden roman, der momentvis byder på godkendte passager og enkelte psykologiske indsigter, inviterer til indirekte refleksioner over eksistentielle temaer som kærlighed, valg og ulykke.

 

Det fineste værelse

Modsat debutromanen UnterWelt fra 2017, hvor Trine Bjerre beskrev en sygdomsepidemi på det afrikanske kontinent, beskriver hun i Historien om en solnedgang et spirende og – i gængs henseende – ufordelagtigt kærlighedsforhold, der udspiller sig på et kurhotel i de østrigske bjerge. Hotellet er grundlagt og bestyret af ægteparret Wolfgang og Hildegard, og det er dette hotel, som Hr. Hansen, hvem romanen centrerer sig om, beslutter sig for at feriere på. Det står forbløffende hurtigt klart, at der ved det første møde opstår en både seksuel og sensuel kemi mellem Hildegard og Hr. Hansen, der kommer til at vare ved med en skiftende intensitet i to år. Det er en kemi, som Wolfgang ikke synes at ænse. Han glæder sig blot over, at Hr. Hansen har tid og lyst til at drikke snesevis af øl med ham, når han er færdig ude i køkkenet. Med få ord kan man sige, at det er sådan, de fem besøg forløber: Wolfgang og Hansen bliver bedre og bedre venner, mens Hildegard og Hr. Hansen bliver mere og mere forelskede i hinanden.  Da Hr. Hansen ankommer til hotellet, får han tildelt hotellets fineste værelse, hvorfra man kan se en solnedgang; en af Hildegaards store srømme. Dette er også grund til, at Hildegard udviser stor glæde, da Hansen fortæller hende, at han har et sommerhus på den danske vestkyst. Derfra har Hansen bevidnet mange solnedgange. Men når han skal forsøge at genkalde sig en af dem, som han har set, er han ikke i stand til det.

 

En litterær stereotyp

Ud over sit arbejde, sine bøger og en række komponister er der ikke særlig meget, som Hr. Hansen ikke holder af eller mestrer. Han er en – på tolvte år – fraskilt mand, der ikke har noget samvær med sine børn, og som lider af en næsten uoverstigelig følelse af monotoni og livstræthed. Foruden manglen på farer i hverdagen, er der øjensynlig heller ikke nogen forbindelse mellem hans arbejdsliv og privatliv. Hans virke stemmer ikke overens med hans passion for litteratur, og hans passion for netop dette stemmer ikke overens med hans velbetalte arbejde i den merkantile sektor. Med andre ord er der meget lidt, der er, som det burde være. Det er på én gang latterligt og ynkværdigt. Bjerres skildring af dette tenderer til at være en veltilrettelagt udlægning af luksusklassespleen, som der er skrevet rigtig megen skarpsindig litteratur om. Men portrættet af Hr, Hansen bliver aldrig rigtig rørende, dybsindigt, tragisk eller morsomt. Det er for banalt til at blive rigtig alvorligt, og det er for alvorligt til at banalitetens komik træder frem.

Hvad er i bund og grund årsagen til, at Bjerre har valgt at give Hansen alle de karakteristika, der kendetegner en skandinavisk mand i krise? Det fremstod i lange tider som en gåde for mig, fordi plottets stille fremdrift som sådan ikke er afhængigt af Hansens personlighed, som for eksempel Tom Kristensens Hærværk er det af Ole Jastraus ditto. Men stille og roligt gik det op for mig, at det ikke er uopfindsomhed, der ligger til grund for det. Det er derimod nødvendighed. Historien om en solnedgang, som den foreligger her, havde ganske enkelt ikke været en mulighed uden Hansen, og bogens store pointe om kærlighedens betydning havde heller ikke været så klar og entydig, hvis ikke hovedpersonen havde befundet sig på randen af en personlig afgrund. Med de valg, som Hansen tager, og systematikken i de humørændringer, som han lægger krop til, in mente, står det klart, at Bjerres roman i sidste ende formidler det ældgamle, men altid friske standpunkt, som The Beatles satte musik til i tresserne: All you need is love.       

 

Forelskelseshistorien

Det er utvivlsomt i løbet af udfoldelsen af forelskelseshistorien og i cementeringen af pointen om, at kærligheden er et essentielt gode, at Bjerre viser sig fra sin bedste side. Når hun gør det, formår hun at udpensle et rigt indre liv, der veksler mellem længsel og forløsning, desperation og apati, glæde og fortvivlelse, lykke og forbandelse. Det er i henhold til det, at bogens mindeværdige passager findes. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at begyndelsen er påtaget, men i løbet af de mange stunder, som Hansen, Hildegard og Wolfgang tilbringer i hinandens selskab, er der nogle gode scener og en enkel pointe om forførelse at hente. Pointen findes i den måde, som Hansen forfører Hildegard på. Modsat Johannes Forføreren, der forfører Cordelia for at spille forførelsens liflige spil, og Don Juan, der forfører ved sin blotte tilstedeværelse og er forelsket i kvindeligheden i kvinden, så er Hansen ikke en forfører, der forfører Hildegard på sine egne præmisser. Hildegard lader sig ikke spinde ind i Hansens forførelse. Hans forførelsen er derimod afhængig af, at hun gerne vil forføres. Hansens indsigt er, at den rette forførelse rekvirerer en unik respekt for den, der skal forføres. Forførelsen er med andre ord ikke en mulighed uden gensidig kærlighed.

 

Afsluttende bemærkning

På trods af de til tider kluntede og urealistiske samtaler og en uheldig tilbøjelighed hos forfatteren til at fortælle, hvilke følelser karakterne har, i stedet for at lade dem udspille sig, så foreligger der mindeværdige scener i Historien om en solnedgang. Men der er desværre for få til, at jeg mener, at det er et vellykket værk.

 


 

INFO

Trine Bjerre: Historien om en solnedgang

234 sider.

Byens Forlag

2018

Bogen kan køber på forlagets hjemmeside her