Victor Boy Lindholms fem cykelessays er ikke kun eftertænksomme og smukt iagttagende essays om at køre på cykel og have cyklen som det middel, med hvilket man kan forsøge at køre sig selv til nye erkendelser og indsigter. De er også en grundlæggende refleksion over, hvad det vil sige at være et menneske i en moderne verden og et barn af sin tid.
Friheden på vejene
I essaysamlingen Stræk tiden, som forlaget Turbine har genudgivet, beskriver Victor Boy Lindholm i samlingens andet essay, hvordan byen Lauenborg var et væsentligt sted i det daværende Østtyskland. Det var det, fordi man kunne cykle der. Isoleret set er denne mulighed et betydeligt billede på frihed, og dette billede forstærkes både af de fire andre essays, samlingens forord og ditto efterord. I sit kryptiske, men poetisk suggerende forord skriver Weekendavisens cykeljournalist og tidligere cykelkommentator Brian Nygaard, at cykling er en frihed uden lige. Det er en ægte frihed, der akkompagneres af en ærlig ensomhed.
Men det er netop dette, der gør cykling til en nødvendighed. Med klokkeklar inspiration fra Arthur Schopenhauer skriver digteren og germanisten Søren R. Fauth i efterordet, at livet helt basalt set er en fluktuation mellem længsel, momentan tilfredsstillelse og kedsomhed. Når det er sådan, er det godt, at cyklen findes. Den er nemlig garant for, at livets dage bliver fyldt ud med en form for mening. Det er ikke en ukærkommen overdrivelse, men derimod rimelig præcist, når han skriver, at kroppen og sindet går i et, når man ligger og kører ude på landevejene. Samtidig med, at det er en beskæftigelse, der – i egenskab af dens konstante og ikke-progressive gentagelse – bliver til en form for meditation, så er det at cykle også et stille oprør mod en verden, der er sygeligt optaget af effektivitet, penge og meritokratisk stræbsomhed. Det er fordi, cykling ikke er andet end et rum, hvor stilhed, kontemplation og gentagelse fylder tiden ud. Det står i skarp kontrast til det, der fylder samfundet ud.
På Sicilien uden verdenshistorien
Det betyder imidlertid ikke, at cykling med nødvendighed skal forstås som en egoistisk eskapisme og en måde at undgå at konfrontrere sig selv med verdens skyggesider, herunder eksistentielle fænomener som lidelse og kedsomhed, på. I samlingens sidste essay, der både kan fungere som et essay for sig og som en intelligent refleksion over cykling som fænomen og på de cykelrejser, som han har været ud på, skriver Lindholm, at cykling er en måde at lære at kede sig på. Snarere end det er en tom adspredelse fra den kedsomhed, der er blevet allemandseje, er det en måde at blive fortrolig og tilpas med kedsomheden på.
Det erfarede han blandt andet på en tur til Italien. Det er den tur, som det første essay handler om. Årsagen til, at han valgte at cykle fra Norditalien til Sicilien er, at han er interesseret i at se flygtninge og igennem det lære noget vigtigt om flygtningekrisen. Med hans egne ord ville han gerne fylde sit ”liv med mening ved at være en del af den fortælling, der hedder historien”. På trods af, at han ikke er i form til at cykle turen og på trods af, at han godt er klar over, at det er arrogant og i sidste ende fuldstændig uden mening at tage til Italien for at cykle i fire uger, gør han det alligevel.
Fra en by nær Milano starter han sin tur. Den første dag ender i byen Pavio, der var den by, hvor Romulus Augustus blev afsat som kejser af Romerrigt. Det er med andre ord en historisk by, men det er ikke det, han er optaget af, da han slår sit telt op. Han ser ikke historien. Med formålet med rejsen in mente er det en fin og – virker det til – velovervejet detalje.
Mens han cykler ned mod den sicilianske havneby Catania, hvis hoteller eftersigende er fyldt til bristepunktet af flygtninge, og hvor han skal stå midt i en verdenshistoriske begivenhed, reflekterer han over Tomas Espedals forfatterskab. Afsnittene om det vidner om et stort kendskab til og en begavet læsning af dette forfatterskab. Det, som Lindholm fokuserer på, er en passage, hvor Espedal beskriver, hvordan han – med ture til Spanien og øvelse i at overnatte udenfor – forbereder sig på at vandre rundt i Wales. I Wales regner det, og ”halvanden side efter giver han op”.
Da han ankommer til Catania, er han skuffet. Det er en dejlig by, panikken udmærker sig ved sit galoperende fravær, og der er ikke en synlig krise til stede. I stedet for at stå midt i verdenshistorien og lade sig overmande af vingesuset og dets vælde, spenderer han en dag i en park med at læse bøger. På samme måde som med aftenen i Pavio, så ser han ikke historien. Det er kun dagligdagen, den helt almindelige, europæiske dagligdag, han ser. Og med denne afslutning på essayet får referencen til Espedal en ny og personlig betydning.
Regn og feber i Tyskland
Ligesom beskrivelserne af dagen på cyklen og det landskab, han kører igennem, er gode og sanselige i det første essay, er de det også i samlingens andet essay, der foregår i Tyskland. Selvom Lindholms minimalisme er konsekvent igennem essayene, formår han at beskrive sine observationer, på en måde, der er tro mod det, han ser. Det er grundlæggende det samme, han foretager sig i de forskellige essays, men der er en meget stor forskel på den stemning, der foreligger i essayet fra Italien, og den, der foreligger i essayet fra Tyskland. Hvor stemningen i Italien er let, håbefuld og næsten fortrøstningsfuld, så mærker man kulden og de mange nuancer af grå i Tyskland på en måde, der slet og ret er imponerende. Stemningsforskellene virker ikke forcerede, og de virker nærmest heller ikke planlagt. De vidner derimod om, at Lindholm er en ufattelig dygtig reportagejournalist, der kan sit litterære håndværk.
I Tyskland skal han køre The Iron Curtain Trail. Og det er der også en mening med, der er foranlediget af et ønske om at forstå den tid, vi lever i. I essayets første afsnit skriver han, at han er et barn af den tid, hvor man som følge af genforeningen mellem Øst- og Vesttyskland troede på, at ”Kants evige fred var blevet til virkelighed, at vi levede der på kanten af historien med ro på kontinentet”. Men, som Lindholm nøgternt konstaterer, så er den evige fred langt væk. Den har endnu ikke sænket sig over Europa. Formålet med at cykle ned gennem Tyskland ad en rute, der er et produkt af optimismen i kølvandet på genforeningen, er, at han gerne vil tænke på og prøve at forstå, hvorfor vi skal stræbe efter at høre sammen, snarere end vi skal bestræbe os på at dele os igen.
Turen starter ud med, at han punkterer et alarmerende antal gange, inden han ud på aftenen når frem til det første overnatningssted. Den næste dag beskrives som et helvede. Han har feber, og han kalder selv dagen for den ”værste dag på cykel i hele mit liv”. Smerten i den måde, han beskriver sin egen tilstand på, er åbenbar og beskrevet med den vanlige og velfungerende minimalisme. Det gør blandt andet, at den åbenlyse følsomhed, som han skriver om og ikke mindst skriver med, aldrig nogensinde bliver sentimental. I en sætning kan man sige, at han er i stand til det, som Josefine Klougart og Tomas Espedal kan: Han kan skrive rigtig mange følelser frem med meget få, næsten værdineutrale ord.
Tilbage i Danmark, hvor essayet afsluttes, tænker han på sin idé med at cykle ned gennem Tyskland for at forøge sin forståelse for verdens sammenhæng. Det kan godt være en god idé, og selvom han ikke fandt det, han ledte efter, var dagene på The Iron Curtain Trail ikke uden nye indsigter: Han fandt ud af, hvad der kan ske, hvis vi europæere ”giver op og giver slip på den paneuropæiske tanke”. Det er de tilbageværende tomme vagttårne og det, der konstituerede The Iron Curtain Trail, før det blev en vandre- og cykelrute, et synligt og præsent bevis på.
Eksistentialisme i cykelbukser
Selvom samlingens fem essays alle sammen er læsværdige, er det – sammen med det afsluttende og fortolkende essay – for mig at se de to, som jeg har fokuseret på, der står stærkest. Det gør de, fordi de er formfuldendte og stærkt vedkommende essays, der balancerer fortrinligt mellem at handle om cykling, samfundsmæssige spørgsmål og personlig nødvendighed. I alle essayene har man en klar fornemmelse af, at cykling for Lindholm først og fremmest er et eksistentielt anliggende. Det er en indre nødvendighed, og de mange timer på cyklen skyldes ikke et ønske om at erhverve sig en god krop og en imponerende kondition. Det er mere end det. Victor Boy Lindholm er ikke motionscyklist: Han er derimod en eksistentialist i cykelbukser, der heldigvis har skrevet fem meget læsværdige essays om at være det.
Info
Victor Boy Lindholm: Stræk tiden
Turbine
2020
Læs mere her