Floden der forsvandt

File_000 (4)

En afsveden fremtidsødemark i et forladt kulminedistrikt danner baggrunden for Dorothee Elmigers underspillede, dystopiske debut fra 2010, som nu er udkommet i dansk oversættelse.

 

Velkommen til dystopien

At blive smidt ned i et fiktivt fremtidsunivers, som umiddelbart ligner vores eget samfund, er altid en urovækkende oplevelse, fordi man begyndelsesvist aldrig helt kan sætte fingeren på, hvad der er galt, og ikke mindst på hvornår det gik galt. Alle kendte pejlemærker er forsvundet, alle de ekspertsystemer og institutioner, vi er vant til at stole på, er sat ude af kraft. Som vi lige nu oplever det i den fremragende serieudgave af Margaret Atwoods The Handmaid’s Tale eller i et af dystopiens mest berømmede værker, Orwells 1984, eller i nogle af de populære YA-serier, der efterhånden er blevet til franchises; Hunger Games og Divergent. Indbydelse til vovehalsene er mere 1984-uhyggelig, end den er Jennifer Lawrence-sej, men mest af alt er den bare sin egen med en sælsom blanding af narrative forviklinger og poetisk spindelvæv.

 

Betydningstung flod

De eneste tilbageværende pejlemærker i denne fremtidsfortælling er de dystre minetårne, som står efterladte efter en altødelæggende brand i mineskaterne. Udover at være en dystopifortælling er Indbydelse til vovehalsene på sin vis også en detektivroman. De to søstre, Margarete og Fritzi, er på jagt efter floden Buenaventura, der ifølge gamle optegnelser skulle løbe igennem det nu knastørre og udpinte landskab, som omgiver deres hjem:

”Man fortalte mig, at området var fortabt, man sagde, at det var spildt møje, om det så bare var for at gøre forsøget, området var fortabt, landskabet er udmattet, og det var man også.”

Umiddelbart er eftersøgningen af Buenaventura en genskrivning af myten om en stor flod, der angiveligt skulle løbe tværs gennem hele Nordamerika, og i dette værk synes floden at være søstrenes eneste redning, den eneste mulighed for at skabe et nyt liv i den forpinte ødemark. Floden breder sig ikke bare skjult i landskabet, den bugter sig også semantisk gennem teksten, idet navnet ”Buenaventura” har en lang række forskellige betydninger. Det handler ikke blot om søskendeparrets fysiske eftersøgning, det handler i lige så høj grad om tekstens afdækning af floden som symbol og floden som sprog. Hvis man som læser dykker ned i denne del af teksten (eller floden), udfolder der sig en særegen og mangefacetteret sprogfilosofi, der lader ords forskellige betydninger glide ud og ind af hinanden. Det er et vanskeligt og nærmest storladent projekt, Elmiger har kastet sig ud i, men hun lykkes overbevisende med at indflette dette spor i de mere ydre handlingslag.

 

Klimakritik

Indbydelse til vovehalsene er et meget stedstungt værk, forstået på den måde, at stednavne fyger rundt i teksten. De har ofte en tysk klang, men landskabet fremstår samtidigt mere amerikansk end europæisk. I den ensomme ørkenødemark findes skurvognsbyer, tankstationer og værelse til leje-skilte. Som modsætning til ødemarken introduceres et andet landskab halvvejs gennem værket, nemlig en sumpskov, hvor skovbunden er dækket af vand. Disse ødelagte og ekstreme landskaber minder overordentligt meget om de amerikanske landskaber, vi møder i Sara Stridsbergs Drømmefakultetet og Darling River, og ligesom i disse værker er landskabet i Indbydelse til vovehalsene præget af isolation og desperation. Elmiger er utrolig dygtig til at indfange stemningen af desperation med hjælp fra landskaberne, og disse ekstreme ikke-steder står nærmest mere centralt i teksten end karaktererne. I fremtidsdystopien har landskabet og stederne mistet deres særtegn, det hele flyder sammen, og den subtile klimakritik flyder lige så insisterende som floden.

 

Narrative forviklinger

”Fortællerne er Stein-døtrene, af hvilke Margarete Stein er mest draget mod at fortælle, mens Fritzi Stein derimod ofte er beskæftiget med forskning i felten.”

Sådan lyder en introducerende serviceoplysning om rollefordelingen imellem de to søstre. Fritzi er primært beskæftiget med at lede efter spor i landskabet. Margarete higer og søger i gamle bøger, imens hun fungerer som værkets fortæller. Denne opdeling blødes dog op, og den gesjæftige Fritzi får også plads til at overtage fortællingen. Fortællerskiftene er markeret med et indryk, men så er der også lige de steder, hvor teksten er kursiveret. Og hvad med alle de underlige gentagelser? Og citaterne? Hemingway-referencerne? Værket er præget af en kaotisk indre logik og et spindelvæv af skjulte betydninger, som får lov til at folde sig ud i de øde og ensomme landskaber. Indbydelse til vovehalsene er en sær lille størrelse, den er først og fremmest et yderst interessant bud på moderne, klimakritisk litteratur, men den er også åndeløst smuk og en forvirrende fornøjelse på alle niveauer. Når jeg forresten siger, at ”værket er præget af en kaotisk indre logik og et spindelvæv af skjulte betydninger”, kan det naturligvis læses som en eufemisme for, at jeg ikke fatter en brik af, hvad der foregår. Fred være med det, jeg skal bestemt læse Indbydelse til vovehalsene igen med det samme.

 


 

INFO

Dorothee Elmiger: Indbydelse til vovehalsene

Oversat fra tysk af Selma Rosenfeldt-Olsen

Forlaget Gladiator

146 sider

Bogen kan købes her

Print Friendly
FacebookTwitterGoogle+Google Gmail

Læg en Kommentar