Fiktionen som et grundvilkår

File_000 (61)

Amalie Smith gør med Et hjerte i alt op med både sin egen og den vestlige verdens historieopfattelse. Hun insisterer på sprogets materialitet og på fiktionen som et grundvilkår. Hun er på én gang inderlig og udfarende, på én gang hjerteknust og filosofisk undersøgende. Tag med ind i en collage af hendes praksis over de sidste ti år. 

 

En hybridens hybrid

Allerede på bogens omslag bliver Et hjerte i alt præsenteret som en hybrid, idet værket beskrives som ”noter, essays, praksis, poetik 2007-2017”. Er man bekendt med Amalie Smiths forfatterskab (og kunstneriske praksis, for den sags skyld) er man heller ikke overrasket over sådan en genrebetegnelse; Smith er vel selv en slags hybrid ved både at være uddannet fra Kunstakademiet og Forfatterskolen, så det virker kun naturligt, at hendes arbejde også er det – hybrider.

Et hjerte i alt består, som genrebetegnelsen lover, af mange ”slags” tekster og billeder, der er udarbejdet over en periode på ti år, og som er skåret i stykker og sat sammen på ny. Læseoplevelsen bliver således på én gang flydende og abrupt. Den føles flydende, fordi layoutet meget udtalt lader tekster og billeder følge hinanden prompte. Og den føles abrupt, fordi de enkelte spor er skåret skånselsløst over og derfor ikke altid afsluttes tilfredsstillende (og her er problemet selvfølgelig, at jeg som læser simpelthen bliver glubsk).

 

Den konstruerede sammenhæng

Layout og tekstopsætning er næsten et lille stykke kunst – eller statement – i sig selv. Bogens omslag er på højkant, men teksten vender den anden vej, og for at læse bogen må man derfor dreje den 90 grader. De enkelte tekststykker og billeder er skilt fra hinanden af sorte streger, men til gengæld foregår der aldrig sideskift. Det giver en form for langstrakt læseoplevelse, fordi sporene afløser hinanden med en konstant øjeblikkelighed. Opsætningen kan måske ligefrem tolkes som et argument for rækkefølgens betydning for læserens opfattelse af sammenhæng, af kontinuitet. Idet teksterne er klippet i stykker og sat sammen på netop denne måde skabes en helt ny betydning – og her fungerer selve bogens æstetik som en udsigelse i sig selv. En udsigelse, der hænger godt sammen med, at Amalie Smith er optaget af hvordan mennesker konkluderer ud fra det, de umiddelbart ser – et tema, hun undersøgte grundigt med sin sidste udgivelse Marble, der blandt andet funderer over, hvorvidt den vestlige verden historisk har argumenteret for at opprioritere hvid hud ved at henvise til antikke marmorstatuers hvidhed – hvilket gennem romanens undersøgelse viser sig at være fejlagtigt, fordi marmorstatuerne faktisk var bemalede i farver, der blot er forsvundet og derfor har efterladt Vesten med en ”falsk” historieopfattelse.  Amalie Smiths arbejde med hvordan vi skaber narrativer er ikke kun noget hun skriver om, men altså også noget, hun arbejder æstetisk og mere fysisk med, her i form af tekstopsætning; hun genskriver sine egne tekster og siger hermed, at vi altid og hele tiden også omskriver vores opfattelse af historien om os selv og verden.

 

Naturen skriver digte!

Samtidig er opsætningen – og det at klippe tekster i stykker og sætte dem sammen på ny – en måde at eksplicitere fortællingens og forståelsens konstruktion som et grundvilkår. Når Amalie Smith klippe-klistrer, siger hun samtidig, at alle måder at se og læse på er konstruktioner; der findes med andre ord ikke én sandhed, hvilket også kommer tekstligt til udtryk i flere af bogens essay-dele:

//Det er for mig at se et vilkår, at vi er formet af sproget og af de sociale fiktioner, vi fortæller og får fortalt af hinanden. Jeget kan ikke affiktionaliseres ind til en enkel og ”ærlig” kerne. Af samme grund er fiktioner ikke fremmedgørende i sig selv. De er ikke noget der er uden for verden.//

Ovenstående citat er måske også et godt eksempel på, hvordan Amalie Smith skriver sig ind i sin ”generations” optagethed af det materielle: sprog findes, krop findes, natur findes. Alt ER I VERDEN:

//Vi har følt os overlegne i verden. Da Descartes skrev ”Jeg tænker, altså er jeg”, gjorde han det klart, at det, der ikke tænker som os, heller ikke er i samme grad som os. Uden sprog findes ingen rigtig bevidsthed. Vi har tænkt, at naturen ikke skriver digte. I dag ved vi, at vi har kommunikation, planlægning og beslutninger til fælles med både dyr og planter. Muligvis også metaller, muligvis også maskiner! Men også mennesker er bygget af grundstoffer – vi er naturen, der skriver digte!//

 

Er det for alle?

Meget af teksten i Et hjerte i alt rummer refleksioner over Amalie Smiths yderligere forfatterskab. Hun vender og drejer sin egen praksis, hvilket er ekstremt berigende for en læser som undertegnede, der er så heldig at være bekendt med det arbejde, der omtales. En hage ved Et hjerte i alt kan også netop være det: at romanen enkelte steder vil virke tung og indforstået for en læser, der ikke har læst Amalie Smiths tidligere værker. På samme måde bliver enkelte essayistiske dele helt vildt filosofisk abstrakte, og der namedroppes og citeres både Descartes, Da Vinci og tænkere, jeg aldrig nogensinde har hørt om. Jeg sidder simpelthen og føler mig lidt dum. Det er ærgerligt, for Amalie Smiths refleksioner er pirrende og interessante, også for et ikke-akademisk publikum. Det er svært at gøre filosofisk stof let tilgængeligt, men Amalie Smith formår trods alt at skrive om alt andet i et blødt, let og alligevel ekspanderende sprog og jeg synes det er ærgerligt, at det ikke også overføres til de tungere tekststykker.

 

En hybrid fryd

Når det er sagt, så er det den rene fryd at tage Amalie Smith i hånden igennem hendes sidste ti års praksis: Det er hjerteskærende, klogt, ømt og opmærksomt. Hendes prosatekster om hjertesorg, hvor hun beskriver et brud fra en kæreste, er så inderlige, at jeg når at blive blød i knæene inden teksten afløses af refleksioner over vestlig tænkning. Et hjerte i alt har rørt mig dybt og samtidig vækket refleksioner, der føles essentielle for forståelsen af mig selv og verden og mig selv i verden.

 


 

INFO

Amalie Smith

Et hjerte i alt

Gyldendal

171 sider

Bogen kan blandt andet købes her

 

Print Friendly
FacebookTwitterGoogle+Google Gmail

Læg en Kommentar