Mats Strandbergs første voksenroman Færgen er opbygget som gyser, men den formår desværre ikke at få mig til at gyse. Historien er velskrevet og personskildringerne udførlige, men i min optik når den ikke ud til læseren som troværdig. Hvad det præcis er, der gør det, er svært at sætte en finger på, men jeg synes ikke, at den kryber ind under huden på mig, som en rigtig gyser skal. Havde Strandberg holdt sig til udelukkende at skildre en færgeoverfart med alle de involverede personer, havde den formentlig været mere vellykket, men med de overnaturlige elementer og måden hvorpå, de beskrives, er det som om bogen mister sin troværdighed.
Sex, drugs ‘n karaoke
Færgen er en bog om båden Charisma og dens overfart imellem Sverige og Finland. Menneskene i historien tager på overfarten med følgende ting for øje: At drikke, spise, muntre sig og dyrke sex. Kort sagt at få en god oplevelse, hvor tid, normer og hæmninger ikke eksisterer for en kort stund. At trække stikket ud og bare være til i en overflod af noget sanseligt.
Vi følger en halv snes personer, som kapitlerne skifter imellem, og denne form virker rigtig godt, da læsningen på denne måde ikke bliver ensformig. De parallelle historier om personerne, og deres personlige motiver for at være på færgen, går indbyrdes godt i spænd og er i en slags vekselvirkning, som bliver dynamisk. Med andre ord, der er flow i historien, og det er en af styrkesiderne ved fortællingen.
Som fx her:
”Marianne ville ønske, at hun stadig røg. At hun kunne gå ud på kajen og tage en cigaret, så hun havde noget at tage sig til. Men nu er hun i det mindste her. Midt blandt alle lydene. Og hun bestemmer sig. Nej, det er ikke hende. Men hun er træt af at være sig selv. Hun kan ikke tage hjem. Hele sommeren sad hun i en lejlighed og hørte latter og stemmer og musik fra lejlighederne ved siden af, fra altanerne inde i gården, fra gaden udenfor køkkenet. Lyden af det liv, der blev levet overalt.”
På færgen er noget dog ikke, som det skal være. Om bord på skibet er der to passagerer, som er anderledes på en urovækkende måde. Deres agenda er også en anden, end de øvrige tilstedeværendes. Jeg vil imidlertid ikke afsløre mere end det, da jeg synes læseren skal have overraskelsen til gode. Under alle omstændigheder er disse to personer skelsættende for historien, og herfra udvikles den til at være et mareridt for de øvrige passagerer om bord.
Troværdighed vs. den gode historie
Strandberg har et fint sprog, der flyder naturligt og ubesværet. Beskrivelserne af omstændighederne er præcise, og man fornemmer at være der selv. Skildringen af personerne om bord på færgen er udførlig, og man oplever dem som alt andet end flade. De får liv under Strandbergs hånd.
Derfor er det så ærgerligt, at plottet ikke virker. Det er bare ikke troværdigt og foreneligt med de ellers glimrende beskrivelser af personer og omstændigheder, vi som læsere får serveret. Det er som om, der er to parallelle forløb i historien, men hvor det ene ikke fungerer optimalt. Strandberg har gjort sit bedste for at få det til at lykkes, desværre mærker jeg simpelthen ikke historien som en helhed. Jeg mærker ikke suset og gyset, når jeg læser.
Til gengæld er slutningen glimrende, og romanen kunne nærmest ikke slutte på en bedre måde. Den forholdsvis åbne slutning gør, at vi ikke får ALT serveret, og heldigvis for det.
Afslutningsvis vil jeg skrive, at romanen overordnet set er ganske god læsning, men den mangler bare lige det dér, der er så forbandet vigtig ved en helstøbt roman.
INFO
Forlag: Modtryk
Udgivet: 2016
Oversætter: Allan Hilton Andersen
Du kan købe bogen her.
Om forfatteren:
Mats Strandberg er født i 1976. Som tiårig begyndte han at læse Stephen King og fik omgående mareridt og stress-eksem. Men kærligheden til gysergenren var født, og den har fulgt ham hele livet. Sammen med Sara B. Elfgren står han bag ungdomsromanerne i Engelsforstrilogien. Færgen er hans første voksenroman på dansk.
Kendetegnende for Strandbergs forfatterskab er hans skarpe personskildringer og hans forkærlighed for at blande det socialrealistiske med det overnaturlige.