Europas floder af Jens Carl Sanderhoff er, måske, en af årets bøger og en af de bedste læseoplevelser, denne anmelder har udsat sig selv for. Romanen er stærk, smuk, dyb rød næsten til det sorte i sin poetiske indfarvning af den menneskelige væren.
Floder
Jens Carl Sanderhoffs roman ‘Europas floder’ er som et lysende orgel af glas på en moden kornmark indhyllet i nattens mørke. Stor og mærkelig. Og det er den fornemmelse, man som læser sidder tilbage med. En stor og mærkelig fornemmelse af at være til i dette liv.
I romanen møder vi ni personer, der ikke kender hinanden på forhånd, men en ting har de til fælles. De skal alle til deres vens begravelse i Gl. Skørping landsbykirke. Alle har de fået besked fra et advokatfirma om en arv. Deres fælles ven, som vi ikke får meget at vide om, har på et eller andet tidspunkt optrådt i deres liv på på den ene eller anden mere eller mindre omsiggribende måde. De ni meget forskellige personer, det være sig for eksempel en kunstmaler, en fløjtenist, en fadermorder og en almindelig familiefar, begiver sig af forskellige årsager afsted gennem Danmark for at deltage i begravelsen.
Romanen er inddelt i ni dele – en del til hver person. Delen kaldes vandringer. Hver vandring er delt i to. Den ene del består af en række nedslag i personernes liv, for eksempel sansninger, problemer eller oplevelser. Nedslagene, eller floderne om man vil, er stærke poetiske frembringelser. Afrevne stumper af tid. Uordnet. En pludselige opstået støj, grebet og frembragt i sproget. Floderne står på den måde som et poetiske forsøg på at gribe den menneskelige væren. Som her hos personen Maria Juul Jensen:
“Hun mærkede sig selv med en gigantisk følelse. Hun lod den ukendte strøm rive alt med sig. Udløsningen gjorde hende bange. Hjertet hamrede af sted, og hun troede et øjeblik, at hun havde gjort noget, der var farligt, at hun måske skulle dø, og hun begyndte at græde. Langsomt faldt pulsen ned igen, og mens hun lå på sengen, forstod hun helt sprødt og ukompliceret, at hun skulle dø en dag”.
Den seksuelle lyst, orgasmens tilfredsstillelse og menneskets kødelige eksistens sammenkædes med erfaringen af, at det kød er forgængeligt, at lysten til livet er sammenføjet med smerten ved livet – at vi en dag skal dø.
Havet
Den anden del af vandringen har fået navn efter det hav, floderne udmunder i. Havet kalder Sanderhoff for nuet. Delen består af en længere sammenhængende beskrivelse af de ni personers rejse gennem Danmark til begravelsen og hvert hav indledes med sætningen “Set udfra ligner alle mennesker hinanden. De er summen af behov indfarvet af særhed”. Dette punkt sættes op mod sætningen, der indleder roman “Viden bevæger sig og afspejler den, der søger den”. Disse to punkter samler sig i nuet, i havet, som dermed fungerer som metafor for identiteten. Den, der søger viden, er summen af behov og særhed. Den, der søger viden, bevæges af den, bevæger sig og forbliver således ikke den samme.
De ni personer i romanen har hver i sær noget med sig i bagagen, en traumastisk oplevelse der danner klangbund for deres selvopfattelse. Dette er egentlig, i Sanderhoffs optik vil jeg mene, deres tragedie i livet. De er stoppet op. De er sådan. Livet er nok sådan.
Men nu har de af forskellige grunde sat sig i bevægelse mod en begravelse. En bevægelse mod en begravelse af deres egen selvopfattelse. De ser det endnu ikke. Nok ser de ud som adskilte bevægelser, men vi ser dem alligevel som dele af det hele. At dem de er peger udover dem selv.
Sanderhoff har her skabt en stor og smuk metafor, som tegner et kort over menneskelivets forløb, der når det betragtes fra oven, som på et kort, viser sig at være større end det enkelte menneske selv.
Livet er livet. Kan vi sige mere? Stringent? Logisk set? Men vi siger mere, vi vil vide mere, have forklaring, mening, betydning og forståelse. Og vil vi nærme os dette liv, forstå, forklare det, have viden om det, må vi forlade den tautologiske stilstand. Netop sproget muliggør dette, muliggør identifikationen med noget andet. Sproget er det mægtigste organ, hedder det et sted i romanen.En bevægelse sættes i gang, en søgen er indledt, en vandring er påbegyndt. Gør det endelige med Jens Carl Sanderhoffs “Europas floder”. Gør det for pokker!
Forlag: WunderBuch
Udgivelse: 2016
Sider: 295
Omslag: Martin Bigum
Bogen kan købes her.