Hojoki, der er et næsten tusind år gammelt essay skrevet af den japanske eneboer og buddhistiske tænker Kamo no Chomei, er både en smuk og dybt personlig refleksion over eviggyldige tematikker som forgængelighed og ensomhed – der er lige så vedkommende i 2020, som det har været, dengang han skrev det i sit hjem ved bakkerne lidt syd for Kyoto.

COVID-19 og ensomhed

I takt med, at verdensomspændende fænomener som globalisering, urbanisering og individualisering har taget til, er udbredelsen af ensomhed og følelsen af at være alene steget. Det er sket uden, at det som sådan har været synligt, men med covid-19 som det, hverdagen kom til at centrere sig om, blev ensomheden synligere, end den havde været i meget lang tid.

Som følge af det opstod der også et andet syn på og en anden forståelse for, hvordan moderne ensomhed ser ud og konstituerer sig. Lidt karikeret og ditto polemisk kan man sige, at det mest udbredte blik på ensomhed var, at det var noget, som især ældre og unge mennesker, der tog glansbilleder på Instagram for gode varer, led af. I det store hele er det også statistisk korrekt, men det blev pludselig anerkendt og alment accepteret, at ensomhed, der med tiden kan blive en indre dæmon, også kan ramme den studerende, der bor alene på kollegium, den familiefar, der ikke længere kan gå til sport med sine venner om aftenen, og den midaldrende kvinde, der måtte aflyse alle sociale aftaler i kalenderen. Det var en ny virkelighed, som rigtig mange skulle vænne sig til, hvor antallet af timer, man skulle tilbringe alene i sit eget selskab, fordobledes. Det kunne være en smerte, men det behøvede det ikke at være.     

Forgængelighedens filosofi

Det behøver det ikke at være, fordi ensomhed ikke behøver at være noget, som man skal forsøge at befri sig selv fra. Den japanske eremit Kamo no Chomei skriver om flere forskellige ting i løbet af de knap halvtreds sider i essayet ”Hojoki”, men den pointe, der synes at gå igen og gennemstrømme hele værket, er, at ensomheden i sidste ende er grundlæggende god. Dette kan han sige med overbevisning i stemmen og med autoriteten i behold, fordi han ikke levede sin barndom, ungdom og tidlige voksenliv med ensomheden som sin fortrolige. Det var noget, som han selv valgte til senere i sit liv. Han voksede op i en velstående familie, men da hans far døde, fik Chomei ikke lov til at varetage en betydelig funktion i familieforetagendet. Som konsekvens af det flyttede han ind hos et nyt familiemedlem og blev ansat som poet ved den japanske kejser. Men da han ikke kunne få den faste stilling, som han havde håbet på, besluttede han sig for at tage afsked med den civiliserede verden og hellige sig et liv som eneboer. Efter han havde resideret et sted ved Hiei i nogle år fandt han sig til rette ved bakkerne nær Kyoto.

Det ville ikke være forkert at sige, at essayet består af to dele. Det er i forvejen inddelt i forskellige afsnit, såsom ”Hungersnød” og ”Social status”, hvoraf de fleste ikke fylder meget mere end et par sider – men omkring halvvejs inde i bogen foretager Chomei et emneskift og et skifte i det, som han fokuserer på. Hvor den første del af essayet centrerer sig om forgængelighed, handler den sidste del af essayet mere direkte om hans liv som eneboer.

Der er især én ting, som Chomei er optaget af i afsnittene, der handler om forgængelighed: det enkelte menneskes manglende erkendelse af det og ydermere den manglende evne til at handle i overensstemmelse med det. Hvordan man skal forstå, hvad han mener med forgængelighed, fortæller han selv i essayets indledende afsnit. Med en iøjnefaldende og velvalgt reference til den græske filosof Heraklit skriver han, at ”floden strømmer uafladeligt, og vandet er aldrig det samme”. Det er et ekko af Heraklits meget berømte ord om, at man aldrig kan træde ned i den samme flod to gange. Uden at forlade denne metafor og filosofihistoriske reference, mener han, at mennesket kan sammenlignes med det skum, der det meste af tiden kan iagttages på vandets overflade. Om dette skum skriver han, at det ”opløses og gendannes, og vandet står kun stille i korte øjeblikke”. Med andre ord er det enkelte menneske i live i kort tid, og når det dør, fødes der et nyt umiddelbart efter.

Med det in mente undrer han sig over, hvorfor man så bekymrer sig om sin bolig og sine materielle besiddelser. For at udstille det absurde i menneskets ligegyldige og ubetydelige bekymringer om deres ejendele tager han udgangspunkt i forskellige naturfænomener, der ikke er underlagt civilisationens logik og derfor ikke respekterer dens påståede ukrænkelighed. Den første hændelse, som mennesket hverken er herre over eller er i stand til at kontrollere, som han skriver om, er en stor ildebrand, der raserede hovedstaden. I et sprog, der både er sanseligt, neutralt observerende og meget smukt på en afdæmpet måde, beskriver han, hvordan store dele af byen brændte ned, hvordan det kostede menneskeliv, og hvordan dem, der nåede ud af flammehavet, ikke kunne nå at redde deres ejendele. Dette afsnit runder han af med at skrive: ”Den mest ynkelige af alle menneskets forfængelige bestræbelser er dog at spendere formuer og bekymringer på at bygge paladser i hovedstaden, risikabelt som det er”.

Ensomhedens glæde

Det er ikke nogen hemmelighed, at Chomeis tanker om forgængelighed – og hvad konsekvenserne af dens realitet skal være – er synonym med buddhismens tanker om det. ”Hojoki” er hverken nytænkning eller en ny måde at præsentere en gammel idé på, men det ændrer ikke på, at essayets første del er læsværdigt. Det er den hovedsageligt, fordi Chomei er en vidunderlig skribent, der næsten har perfektioneret kombinationen af en poetisk skrivestil med journalistikkens krav om ikke at bruge flere ord end det nødvendige.

Men essayets andel del, der handler om hans liv som eneboer, er ikke kun læsværdigt på grund af Chomeis sprog. Det, som han skriver om, er også meget vedkommende og gennemtænkt. Dette kombineret med hans vidunderlige sprog giver et resultat, der er tindrende smukt. I denne del lægger han ud med at fortælle, at den hytte, som han flyttede ind i, da han ikke længere kunne blive boende i sit tidligere hjem, ikke fyldte mere end en tiendedel af hans tidligere hjem. Det skyldtes, at han ikke havde råd til at bygge et rigtigt hjem. I starten brød han sig ikke om det, men det var i løbet af de år, han boede der og levede et spartansk liv, at han begyndte ”at forstå naturens og min egen forgængelighed”. Det var denne indsigt, der i sidste ende fik ham til at forlade civilisationen for at flytte op i bjergene. Den hytte syd for Kyoto, som han endte med at bo i indtil sin død, var ikke mere end en hundrededel så stor som det hus, han boede i, da han voksede op.

Afsnittene, der følger efter det, vidner om en sindsro og et intellektuelt overskud, der er blevet forfinet af ensomheden, men som også som konsekvens af det har fået en uomtvistelig melankoli over sig. De afsnit, der optager essayets sidste ti sider, er enkeltvis så smukke, at de godt kan stå alene, men sammen lyser de op og står tilbage som et levende og oprigtigt vidnesbyrd på, at man ikke behøver at tilbringe sit liv i selskab med et andet menneske for at leve lykkeligt med en indre fred som sin tro følgesvend. Gennem små tankestrømme, der centrerer sig om blandt andet afsavn, hjem, glæder og sorger, skriver Chomei en refleksiv skønhed frem, som man kun kan fremmane, hvis man virkelig mener, at livet er en smuk ting. Det er man ikke i tvivl om, at han mener. Og man heller ikke et øjeblik i tvivl om, at han mener, at livet er blevet smukkere af, at han har valgt at isolere sig i sin lille hytte.

Tilbage står et lille skrift, der er vedkommende, livsklogt og troværdigt på en både følsom og sårbar måde. Chomei nøjes ikke med at prædike og prise et liv, der respekterer livets forgængelighed; han lever selv i overensstemmelse med det, hvormed han viser, at ensomheden og den simplicitet, som civilisationen ikke kan facilitere, godt kan være en gave til det enkelte menneske.   
  



Info

Kamo no Chomei: Hojoki

Oversat og med efterord af Kirsten Refsing

Forlaget Vandkunsten

2020