Andrés Barbas Små hænder rummer alle novellagenrens formeksperimenterende egenskaber. Hvor det i det klassiske gys som oftest er stemningsbeskrivelserne og de udfoldende detaljer i spændingsopbygningen, der udgør grobunden for de nervepirrende og ængstelige lag, er det i dette værk udeladelsen af netop disse, som danner grundlaget for den foruroligelse, læseren efterlades med efter blot 97 siders komprimeret læsning.
”I aften skal vi lege en leg,” sagde hun.
”Hvilken leg, Marina?”
”En, jeg kender.”
”Hvordan er den?”
”Vi leger den i aften.”
”Kan du sige noget om den?”
”Nej, i aften.”
Inspireret af en passage fra Clarice Lispectors Verdens mindste kvinde trækker Andrés Barba på gysergenrens givetvis uudtømmelige magasin af beretninger om børn, som slår ihjel, de forladte, glemte børn, børnehjem og dukker, som vækkes til live. Og selv om Barba fortæller en historie, som læseren muligvis har hørt før, gør han det på en – for mig i hvert fald – ny måde, som sjældent er hørt før.
Dukkernes nat
Små hænder indledes med, at en lille pige ved navn Marina impliceres i en bilulykke, som forårsager begge hendes forældres død, hvilket efterlader Marina i varetægten på et børnehjem. Hendes tilstedeværelse forstyrrer den i forvejen etablerede egalitet blandt gruppen af hjemmets nuværende beboere, og Marinas opvækst, som fremstår privilegeret sammenlignet med de andre pigers, skaber nysgerrighed, men også jalousi: ”Vi kendte ikke til tristhed, før vi kendte til sammenligning.”
Marina selv har svært ved at skelne de andre piger fra hinanden og må på daglig basis slå sig til tåls med chikanering og differentiering, når de stjæler den dukke, som hun fik foræret af hospitalets psykolog efter forældrenes død.
Men om natten, når månelyset kaster lange skygger over børnehjemmets sovesal, introducerer Marina sin egen dukkeleg: ”Hver aften skal en af os være en dukke. Jeg sminker hende, og så er hun en dukke. Og så kan vi andre se på den og lege med den.”
Således udpeger hun hver aften en ny dukke som objekt for pigernes nysgerrighed og eksperimenterende adfærd, og legens kynisme udvikler sig i takt med, at nætterne bliver flere og flere og mørkere og mørkere.
Indtil Marina en aften peger på sig selv …
Fragmenteret helhed
Historien fortælles via to vekslende fortællerinstanser, hvor perspektivet fra kapitel til kapitel skifter mellem henholdsvis Marina og de øvrige piger, som deler en kollektiv stemme. Dette forekommer på overfladen ret begrænsende, men dykker man dybere ned i teksten, viser det sig at skabe en frigørende dynamik, fordi det for Barba netop er de narrative restriktioner, som skaber et fundament for at sondere over psykologiske spørgsmål, der er knyttet til barndommen.
Det var, som om Marina havde set alle film, været på alle udflugter og spillet alle spil, der var noget uhyrligt i hendes fortid. Hvor havde hun allerede levet meget … Når hun begravede hovedet i puden, kunne hun se det hele for sig, når hun hvilede det på armene, var det tungt som en sten fuld af minder, når hun holdt om en blyant (hvor mange blyanter havde hun egentlig haft: tusinder, millioner?), blev blyanten også lidt misundelig og ville være den, der skrev alle de ting ned, som Marina allerede vidste.
Barba formår at indfange den naivitet og forundring, som barndommens tankemønstre er præget af, og læseren trækkes ind i et hyperrealistisk univers, hvor børnene og deres handlinger udgør kilden til rædslen, og historien står som en myrekrybsfremkaldende modgift til en naiv idé om infantil uskyld og renhed.
Novellaen er oversat fra spansk, og trods et beskedent kendskab til spansk sprog og sætningsopbygning er det min klare opfattelse, at oversætteren, Ane-Grethe Østergaard, på fornem vis indfanger måden, hvorpå de to sprog leksikaliserer uden at ændre hverken den mening eller stemning, som Andrés Barba har tiltænkt værket, herunder de mange metaforer og det næsten lyriske præg.
Bogen er med sine 97 sider så mættet med sanser, at forfatteren på fremragende vis mestrer et sprogligt overskud og formår at formulere det kaos af følelser, som fylder Marina og de andre pigers tilværelse, uden egentlig at sige noget eksplicit. Og det dæmrer. Alt det usagte. Og på trods af sit korte format dvæler Små hænder i læserens bevidsthed længe efter endt læsning.
Info
Andrés Barba: Små hænder
Skjødt Forlag
Omslag: Leo Scherfig
Oversat fra spansk af Ane-Grethe Østergaard
2019
97 sider
Læs mere på forlagets hjemmeside her