I Fem dage for Rose sættes et parforhold på noget af en prøve, når de i mere en én forstand kæmper for at nå i land i live.
Søsyge i parforholdet
Simon er en mand, der arbejder som underviser, holder foredrag om matematik i kunst og som har en undertrykt, men ikke særlig hemmelig drøm om at sejle. Hans kæreste Laura er vel det, man kan kalde motionist – at være fanget på en båd konflikter for det første med hendes ambition om at træne op til triatlon, for det andet gider hun slet ikke sejle. Under den kæresteferie til USA, som danner rammen for Fem dage for Rose, ender parret alligevel på en båd. Simon konfronteres med en midtvejskrise, han nok ikke helt var klar over, at han havde. Det er en fortælling om at overlade sin skæbne til naturen for så at se, hvordan den centrifugeres rundt af skånselsløse bølger og synes anderledes på den anden side. I Fem dage for Rose bliver en tilfældig sejltur på Den Mexicanske Golf en altafgørende scene for, ikke bare et parforhold, men for et menneskes livsværdier.
Scenen er simpelt sat: Efter en lang debat er parret nået til enighed om USA som feriedestination. Efter tilfældigt at støde på den yderst gæstfri amerikaner Steve overtaler Simon Laura til at tage imod tilbuddet om at sejle Steves båd Rose fra A til B. En tur, der ifølge Steve er piece of cake og burde tage en dag – men som selvfølgelig bliver både kompliceret og længere end ventet.
Parforholdet mellem Simon og Laura er både betændt og konfliktfyldt fra første side: Simon vil gerne sejle, Laura vil gerne træne. Simon vil gerne spise morgenmad med Laura, men hun insisterer på, at det vil ødelægge hendes fysiske form. Lauras veninde kalder hende og Laura for ”soul-mates” (da røg du i anden række, kammerat). Laura udtrykker irritation og en absolut ikkeeksisterende tålmodig overfor sin kæreste. Hun bliver sågar irriteret, når han vil have sex (stakkels mand). Der skal ikke mange sider til, før man aner, at et tur på havet vil generere tårnhøje bølger i parforholdet. Og man tvivler på, at søsygen vil bringe meget andet end intensiveret kvalme og verbal opkast. Det skal vise sig, at jeg – til dels – har ret: En tur på havet skal selvfølgelig vise sig at blive altafgørende for parforholdet – heldigvis formår scenerne på vandet at være blandt de mest nuancerede i romanen. Styrken i Fem dage for Rose er i høj grad den uromantiske og alligevel ømme formidling af et menneskets følelse af forbundethed eller relation til livet på vandet. Jeg fornemmer, at det er på båden Rose, forfatter Hans Hedegaard Andersen føler sig ægte hjemme: og det spejler sig i den tekst, der foregår på vandet: med åbne arme omfavner den mig med autencitet, autoritet og sans for det medrivende drama. Det er simpelthen behageligt at lade sig forføre af.
Kvinden som manden ser hende og en blød soldat
Den mandlige hovedkarakter, Simon, stråler af nuanceret menneskelighed, og han handler med et svingende held, som fremstår uhyre troværdigt. Det samme kan desværre ikke siges om hans kvindelige modpart. Laura portrætteres simpelthen som for hysterisk og ufølsom til, at man tror på hende som et nuanceret menneske: hvor manden er modsætningsfuld er kvinden kun træls. I enkelte glimt aner man den gode intension: eksempelvis åbnes for parrets problemer med at blive gravide. Men det føres ikke til dørs, og jeg må sige, at det er ærgerligt. Som læser mistede jeg interessen i, hvordan det skulle gå med deres relation, fordi Laura portrætteres så grænseløst irriterende. at jeg ikke køber, at det er hele historien – og hvis det rent faktisk er hele historien, er jeg simpelthen ikke i stand til at heppe på deres forhold.
Det samme gør sig gældende for portrættet af Steve. Steve, der med amerikansk åbenhed, store armbevægelser og en lækker kæreste, får rodet Simon og Laura ud på bådmissionen. Langsomt løftes slørret for Steves baggrund som udsendt soldat og binder en fin sløjfe på hans store forbrug af alkohol og flyvske natur. Ikke som sådan en utroværdig karakter, men han doseres desværre så dramaturgisk, at det grænser sig til en stereotyp – og det er ekstra ærgerligt, for den komplekse amerikaner ville have tilført en dejlig vidde til romanen, hvis han dog bare havde fået mere plads og dybde.
Et sprog, der maler uden at klatte for meget rundt
Når det er sagt: Hold da op, for en turbulent tur ned af Den Mexicanske Golf Fem dage for Rose tager sin læser med på. Handlingsforløbet er smukt balanceret ved både at være dramatisk og plausibelt. Gennem scenerne på floden er romanen en ægte intens page-turner – og vandet som terapi eller øjenåbner serveres uden for meget pynt og føles utrolig troværdigt. Simons udvikling, hvor han indser, at han er endt på et forkert spor i sit liv med dertilhørende forkerte kæreste, er ligeledes øm og medrivende. Både storm og nærdødsoplevelse til trods får jeg selv en helt umådelig lyst til at kaste mig hovedkluds ud på et sejleventyr.
Feriefortællingen er nærmest filmisk med sin dramatiske sans for fremdrift. Og dét ment på den absolut bedste måde: Hans Hedegaard Andersen maler med en upyntet lethed det Amerika frem, parret er på prøve i: fra industrielle småbyer, hvor civile bliver mødt med afvisende hårdhed over grillpartys i haver og på barer og til det sterile luksusresort, hvor Simon og Laura ender rejsen: alting er lige tilpas farvelagt til, at hjernen får plads til at gøre resten. Det er let og lækkert.
Driv med!
Fem dage for Rose er en medrivende fortælling om en mand, som konfronteres med sin midtvejskrise under en ferie med sin irriterende, krævende og hysteriske kæreste. Floden og senere i romanen også havet spiller rollen som terapeut til bravur. Til trods for enkelte flade portrætter bærer Hans Hedegaard Andersen sin læser i havn ved at være dramatisk og intens uden at give køb på det menneskelige i sin hovedkarakter. Fem dage for Rose er som at se en spændende film: selvom man aner, hvordan det hele skal ende, er det en fornøjelse at læse med.
INFO
Hans Hedegaard Andersen: Fem dage for Rose
Forlaget Gladiator
Udkommer 30. november 2017
261 sider
Køb bogen på forlagets hjemmeside her
