Vladimir Makanin har med ‘Mandehullet’ skrevet en stærk sort dystopisk roman. Kort, men rig. Da den blev udgivet i 1991, kunne den sagtens læses som en samtidskritk af datidens postsovjetiske sammenbrudte samfundsform, men Makanins roman rækker langt ud over sit tidslige ophav. Den fører os ud på et menneskeligt terræn.
Dystopi
Makanins absurde roman Mandehullet foregår i en dobbelt verden. Der er livet over jorden, hvor enhver samfundsorden er brudt sammen. Et dystopisk mareridt. Her hersker mørket og frygten. Der er en udbredt mangel på varer og andre menneskelige fornødenheder. I denne verden er det voldsmandens tid. Foruden dette driver en stor hob rundt. Hoben er en stor samling mennesker i fremdrift uden mål og mening. En zombielignende masse. Den tromler alt ned på sin vej, som det hedder et sted i romanen:
“Mennesker bliver mast, men maser også selv. Der sker sammenstød uafbrudt, men alle deres sammenstød betyder ingenting i forhold til deres vigtigste mål: en eller anden fælles ensretning som ikke står til ansvar over for andet end sig selv før den tramper dem ned som ikke står skulder ved skulder”.
Romanens hovedperson Kljutjarjov lever i denne verden sammen med sin familie. Han har dog adgang, tilsyneladende som den eneste, gennem et mandehul, til en verden under jorden. En verden hvor livet leves under gadelygternes blide skær. Hvor talerige varer byder sig til fra vinduerne og menneskelige samtaler flyder frit i cafeernes hyggelige og ubekymrede atmosfære. Kljutjarjov Søger herned når han mangler varer, men den primære årsag er intellektuel, som det hedder her:
“De taler. Åndens sfære lukker sig som sædvanligt over bordet, og Kljutjarjov der er forstummet (død?) deroppe i de øde gader hvor kun tyven er aktiv og sidder overskrævs på sit offer og roder i dets lommer – den forstummede Kljutjarjov hører Ordets tilstedeværelse. Som en fisk der er kommet tilbage i vandet, liver han op: Det er derfor han er kommet herned”.
På tærsklen
Han befinder sig således på tærsklen mellem to verdner, og romanens store styrke er netop dette indblik. Et indblik i forandringernes destabilisering af verden, et muligt spejl af samfundstilstanden omkring Sovjetunionens opløsning. Det er dog ikke den sociologiske analyse, der driver romanen. Det er indblikket i et menneskes tilstand på tærsklen til en række forandringer. Forandringer der afslører den gamle verdens meninger og sammenhængens grundløshed.
Det er en lidelse for Kljutjarjov. Det er en lidelse der blandt andet kommer til udtryk i bevægelsen gennem mandehullet. Kljutjarjov slipper aldrig uskadt gennem mandehullet. Hans hud rives op. Han riskerer at sidde fast og blive kvalt. Men drevet af nød og åndelig lyst opsøger han igen og igen den sære verden under jorden.
Der er tale om et indblik i et menneskeliv, hvis tilværelsers hidtil så faste kategorier vibrerer og mangler enhver form for vished. Kljutjarjov virker som katten i romanens indledning, der ikke kan beslutte sig for om den vil være inde eller ude. Og hvad skal Kljutjarjov stille op i denne dobbeltverden? Og kan han vælge den ene tilværelse frem for den anden? Således tegner Makanins roman også et etisk dillema op.
Det latterlige menneske
Nok er det en lidelse for Kljutjarjov, og nok kan man føle sympati for ham. Det afholder dog ikke Makanin for at latterliggøre ham. Kljutjarjov er nærmest overdrevet positiv. Selv hvor han finder sit projekt med at bygge en jordhule, der skal sikre familien og ham selv tryghed. Det virker latterligt. Komisk bliver det, da han efter en række drømme, som kunne virke som fortolkningsbroer i denne verden, erklærer at drømmene var uretfærdige i deres mistro til fornuften. Skal vi le af ham fordi han er en nar? Eller viser Makanin måske her, at det netop er det latterlige menneske, som i en verden hinsides enhver form for fornuft, stadig insisterer på dens brug. Måske ligger der en art svar i hovedpersonens navn, som vi får oplyst i et godt efterord af Trine Søndergaard, der betyder Nøglesen. Forvis dig selv om dette i Mandehullet.
Makanin har på glimrende vis skrevet en roman, der nok er liden i sit omfang, men rig på indhold og forsøg på at gribe den moderne menneskelig tilværelse.
Info
Forlag: Basilisk
Udgivet: 2016
Oversætter: Trine Søndergaard
Omslag: Ivan Micic
Sider: 129
Bogen kan købes her.