Forfatteren Sille K. Berthelsen går analytisk til værks i sin essayistiske bog Med hjertet og kussen i laser – et magtmenstruelt hævnskrift, der giver #MeToo-kritikere og andre med deres på det tørre svar på tiltale gennem Vita Andersens poesi, hvori hun genforhandler 1970’ernes bekendelseslitteratur i en nutidig, feministisk kontekst.
Et essay med en kønspolitisk agenda
Køn, ligestilling og seksualitet er højaktuelle emner overalt i både samfundet og popkulturen. Det vælter frem med tv-serier, film og litteratur, der stiller skarpt på, hvad der egentlig er på spil inden for disse emner. Selvom det ikke er en debat der startede i går, er der lige nu gang i en udvikling, ja måske endda en lille revolution, inden for feltet. Og det er lige netop gennem litteraturen, at læserne kan få indblik og indsigt i alle de problemer og følelser der følger med.
Med hjertet og kussen i laser er en del af Tumulti-serien, der består af fem bøger. Forlaget Nemo beskriver selv serien som værende: ”en platform for kritisk teori og politisk filosofi, der udfordrer vores gængse opfattelser af verden”. Det er akkurat hvad Berthelsens bog er og gør. Jeg blev nemlig udfordret. Selvom jeg i grad anser mig som feminist, blev jeg alligevel overrumplet mere end én gang. Én af gangene, da jeg slog om sidst i bogen, hvor der er et billede af forfatteren med spredte ben og blod i skidtet. Berthelsen diskuterer da også senere i bogen forholdet mellem sæd og menstruationsblod, hvor hun konkluderer at sæd sættes på en piedestal, imens menstruation er urent og ulækkert (og problematiserer at det forholder sig sådan). Jeg bliver ikke frastødt og jeg er som sådan heller ikke uenig i det fremsatte argumenter. Berthelsen går ind i læseren med træsko på; hun stormer frem med sine holdninger og bruger Vita Andersens poesi som rygdækning; og det er deri kvaliteten ligger. Hun formår, gennem sine nøjagtige og velargumenterede analyser, at hæve Vita Andersens poesi til et nyt niveau. Alle de tematikker der gør sig gældende i Andersens debut Tryghedsnarkomaner fra 1977, bliver sat i en nutidig kontekst, hvilket giver de fremhævede digte en dybde, jeg personligt ikke selv fandt frem til, da jeg læste digtsamlingen første gang. Digtene fortæller, i knækprosaisk stil, om kvindens liv i et patriarkalsk samfund. De forskellige kvinder i digtene oplever usikkerheden, angsten for at være alene, frygten for at blive afvist af mænd og frihedens utilgængelighed. Problematikker som de fleste (kvinder) højst sandsynligt også oplever i dag.
Bekendelseslitteraturen er (stadig) aktuel
Da Tryghedsnarkomaner udkom i 1977, blev den revet ned fra hylderne. Den solgte over 100.000 eksemplarer, og er siden kun overgået af Yahya Hassans debut fra 2013.
Hvorfor har netop disse to digtsamlinger fået så stor succes hos læserne? Normalt er det ikke lyrik danskerne køber mest af, men i disse to tilfælde forholdt det sig anderledes. Digtene i begge digtsamlinger er knækprosa – altså små fortællinger der er knækket over i kortere linjer, og stillet op som et digt. Og netop det prosaiske islæt er nok en af nøglerne til succesen. I disse digte skal man ikke (umiddelbart) lede længe efter en utilgængelig fortolkning. Det er ren og skær bekendelselitteratur, hvor forfatterne krænger deres inderste tanker og følelser ud. Andersen fortæller ærligt om følelser hos kvinder, og Hassan fortæller om sin opvækst i ghettoen. En anden fællesnævner er, at de begge er (en form for) minoriteter. De etniske danskere ved ikke hvordan et liv i ghettoen er, og derfor bliver nysgerrigheden vækket. Anderledes forholder det sig for Andersens digte – de bekræfter kvinder i at de har det hårdt, og de finder genkendelse og tryghed i Andersens poesi. På trods af Andersens store succes, blev hun i 80’erne mødt med stor kritik.
Kritikken gik primært på, at hendes digte ikke har ikke den store lyriske kvalitet. De savner udtryk, og har kun det jævne indhold tilbage. Men de problematikker indholdet kredser om, er vigtige. Den simple stil uden metaforer og anden sproglig leg tjener to formål. Det ene er at appellere bredt, da sproget og formen er tilgængelig for alle. Det andet, at understrege det konkrete og det sommetider groteske ved netop ikke at pakke det ind i et formfuldendt lyrisk udtryk, der ville fjerne fokus fra selve indholdet.
Udvid din litterære og kønspolitiske horisont!
Berthelsens bog er et vigtigt værk; den skubber til gængse opfattelser af kvinder og mænd, og samspillet derimellem. Den slår et slag for, at kvinder har lige så meget ret til at eksistere som mænd, og med poesi fra 1970’erne i ryggen, står det klart at samfundet har sovet i timen, og at det er på tide at vågne. Hun graver Vita Andersens værk frem, som nær var gået i glemmebogen, og sætter det i en højaktuel kontekst om køn og ligestilling. Det giver i den grad digtene i Tryghedsnarkomaner et løft, og skal man læse den, bør man have læst Berthelsens essay forinden, da det giver digtene fornyet perspektiv.
Jeg kan godt blive træt af, hvis noget overplastres i kusse og menstruation, uden der er mere i det. Berthelsen skriver om disse emner på en smagfuld, intelligent og velargumenteret måde, der gør at læseren nænsomt føres igennem feministiske holdninger, der ellers måske ville falde til jorden; det gør de ikke her! Berthelsen går i en smuk symbiose med Andersen, og disse kvinder, af to forskellige generationer, smelter sammen til en stærk kvinde med knytnæven hævet og et ønske: At blive hørt og taget alvorligt. Jeg synes at alle bør oplyse sig ved at læse Med hjertet og kussen i laser, og nyde at den tør at provokere og støde. Jeg tror mange (inklusiv mig selv) har godt af at få udvidet horisonten fra tid til anden, og det formår Berthelsen at gøre. Både litteraturhistorisk og kønspolitisk!
Info
Silke K. Berthelsen: Med hjertet og kussen i laser – et magtmenstruelt hævnskrift, der giver #MeToo-kritikere og andre med deres på det tørre svar på tiltale gennem Vita Andersens poesi
Forlaget Nemo
2019
Køb bogen på forlagets hjemmeside her