I Kristin Bergets digtsamling Hendes ansigt foregår der en krig i sproget og et centralt emne er søgen efter identitet. Udforskningen er et stort element i Bergets forfatterskab, og denne digtsamling er ingen undtagelse.
Isolationens favntag
Siden jeg læste Der ganze weg som Fuglekøjen udgav i 2014, har jeg glædet mig til at læse mere fra Kristin Bergets hånd på dansk. Allerede dengang ramte sprogets sitren mig, og jeg var meget begejstret for formen. Poesien var stor i den samling, og det samme gør sig gældende i Hendes ansigt.
”Sorterer ammunition efter kaliber
Har skudt våbnet ind
…
Ved ikke om forskellen mellem død og død
er tydeligere end den mellem liv og død
Når søstre forlader hinanden
jager de fortsat hinanden i drømme”
Lyder et uddrag fra åbningsdigtet, og krigstonen er slået an; men samtidigt også isolationen. Dét at forlade, dét at eftersøge det (eller den) forladte i drømmene. Den udspændthed går igen i digtene, hvor digterjeget veksler mellem den psykiske isolation og de vilde drømmesekvenser. Umiddelbart kan det være svært at sige, om vi befinder os i en fiktion, en drømmesekvens, en virkelig hytte eller i et univers, hvor digterjeget vikles rundt og udvides. Det interessante og krævende ved digtsamlingen bliver gåden.
Digterjeget bevæger sig hele tiden på randen af virkeligheden, og det kan til tider være svært at finde rundt som læser, men ikke desto mindre kunne jeg ikke lade være med at læse videre. Digtene skaber en særlig stemning, der gør, at jeg bliver ved med at læse – og bagefter bliver ved med at tænke.
”Om natten er det mørkere end jeg husker
Går langsomt placerer det ene ben foran det andet
med uhyggelig præcision
Det bløde underlag i skoven
en varm vind gennem espeløvet
Jeg ved hun tænker på skoven nu
hun tænker på den hele tiden
Eller går jeg i søvne
igen
Må være vågen når jeg leder”
Her oplever vi den sikkerhed og usikkerhed, der går igen i forhold til det opløste forhold. Jeget er sikker på, hvad hun tænker, men i næste nu er jeget usikker. Er digterjeget vågent eller sovende? Beskrivelsen af den ”uhyggelig[e] præcision” understreger også den underlæggende katastrofetanke, der bliver brugt igennem digtsamlingen med krigsbillederne. Hvem er vi, hvis vi ikke er til stede i vores eget liv? Hvis vi river det hele op med roden eller bekæmper alt omkring os?
En kamp om død og død, eller liv og død
Som Kristin Berget også skriver i åbningsdigtet er der tale om en tilstand, der placerer livet i en form for trance, der gør det svært at skelne fra døden. Livet og døden flyder sammen, ligesom drømmen og virkeligheden. Digtsamlingen bliver en undersøgelse og eftersøgning af mening i dén erkendelse. Digterjeget synes klar over det umulige i situationen, men der er en følelse af at elske og at hade sin forsvundne søster.
I den dystre, nærmest apokalyptiske fortælling, træder poesien frem gang på gang og beskriver, hvordan skoven, sindets og den uklare verden ser ud, når man befinder sig på en dirrende grænse mellem en virkelighed og en fantasi, der smelter mere og mere sammen. Når man kæmper for at holde fast i den verden, man ikke længere kan deltage i. Digterjegets kamp bliver læserens kamp; min kamp – med at forstå de mørke sider af tilværelsen.
Små eksempler på poetiske elementer i digtsamlingen er:
”I svindende lys
kan jeg ikke følge dødssporene
…
Lydløse vingeslag
en natfugl
For at angribe mig
når jeg ikke ser
…
Samlet regnvand i tønder
for at skylle blodrester bort
…
I træerne stiger og synker saften
det gælder om at fælde dem i rette tid”
Eksemplerne viser, hvordan digtsamlingen veksler mellem døden og blodet og beskrivelserne af den omkringliggende natur, der kan eller ikke kan styres. Og denne vekselvirkning er med til at drive læsningen frem, men giver mig også luft i den barske fortælling. Det tillader mig at falde ned i beskrivelserne af en håndgribelig natur.
Svært tilgængelig, men smuk poesi
Digtsamlingen kræver en del af sin læser, som det også var tilfældet med Der ganze weg, men hvis man er en tålmodig læser, får man en ganske særlig oplevelse. Det var i hvert fald tilfældet, de to gange jeg har bladret gennem siderne for at løse gåden.
Hendes ansigt er en meget koncentreret og til tider fragmentarisk digtsamling, der undersøger kønnenes interne kamp, det at miste, at forsvinde i en isoleret tilværelse og at tage kampen op med sig selv og det eller den man savner. I langt de fleste af digtene er det muligt at følge med i Bergets tankegang som et samlet spindelvæv, men der er nogle ganske få digte, hvor jeg prøvede at finde ud af, om det var en nødvendig afvigelse i universet; eller om man kunne undvære dem.
Ikke desto mindre er det en meget interessant digtsamling, der kiler sig ned gennem skovens univers med sit sprog. Og som med sit udflydende digterjeg bliver en meget givende læseoplevelse, der bliver siddende i mig som læser lang tid efter.
Digtsamlingen kan købes for 149,- her.
Forlag: Fuglekøjen
Sidetal: 51
Udgivet: 2016 (på norsk i 2013)
Læs anmeldelsen af Der ganze weg her.