Enhver tid har sin særlige måde at myrde på

En genopdagelse af det oversete

På et hængende hår får vi lige endnu en udgivelse med fra Gladiators Sandalserie her i 2016. Denne gang centrerer udgivelsen sig om tegneren, maleren og forfatteren Johannes Holbek. Fra hans hånd får vi tre forskellige tekststykker: ”Alvorligt talt!,” ”Udbrud” og ”Frelse” samt flere eksempler på Holbeks tegninger. Derudover har Gladiator suppleret værket med et efterord af Hans Otto Jørgensen og sørme endnu et efterord af Halfdan Pisket. De tager sig henholdsvis af forfatteren og tegneren Holbek. På den måde kommer udgivelsen til at fungere som en yderst oplysende og lærerig introduktion til en overset skikkelse i dansk litteratur- og kulturhistorie. Til allersidst i værket findes en kort beskrivelse af det litteraturhistoriske projekt som Sandalserien er, nemlig et forsøg på at genopdage og udgive glemte forfattere og værker, der er blevet overset op gennem litteraturhistorien. Det er i sig selv et yderst prisværdigt projekt, og en bredere introduktion til Holbek er kærkommen.

Fra ismernes brydningstid

Johannes Holbek blev født i 1872, året efter Georg Brandes indledte sine gnistrende, debatskabende forelæsninger på Københavns Universitet – forelæsninger der som bekendt skulle komme til at fungere som katalysator for det moderne gennembrud. Samtidigt med at Brandes buldrede derudaf med sine frigørelsesparoler, begyndte Herman Bang så småt at forme og udtænke sit impressionistiske projekt – et projekt der som bekendt også skulle komme til at skabe store efterdønninger i dansk litteratur. Naturalismen blomstrede i Frankrig med Émile Zola som det store omdrejningspunkt, og Arthur Rimbaud gik i Charles Baudelaires symbolistiske fodspor. Mange ismer var på spil i slutningen af 1800-tallet, både i og uden for Danmark, og især symbolismen synes at have indfanget og inspireret Holbek, hvis tekster dirrer af sprængfarlig modernitet, angst og desillusion.

Grimhedens æstetik

Kroppen er altid nærværende i Holbeks tekster, og de mange udladninger og beskrivelser ophobes og bliver til en byld af smertefuld erkendelse, der ligger dybt i huden. Hele tiden må vi udholde vores krop, vi mærker blodet banke i årerne, og hos Holbek er seksualdriften eksempelvis et sort, sugende svælg. Kroppen er ikke noget mennesket kan undslippe, den er noget vi må bære og udholde hele livet. Det grimme og ulækre forenes i værket med Døden, Livet og Gud, altid med stort, dels pga. 1800-tallets ortografi, men dels også fordi Holbek konsekvent kredser om de store begreber og modsætninger i tilværelsen. Især de første to tekster har et tydeligt slægtskab til Baudelaires helvedesblomster og Rimbauds årstid i samme helvede. Når Holbek er stærkest og mest beskidt, får jeg oplevelsen af at læse de store franske symbolister i et originalt, dansksproget udtryk, og det er simpelthen en enormt stor oplevelse. Holbek græder blod over de dovne borgerdyr, der ikke vil noget som helst andet her i livet end at have det godt, imens det rundt omkring flyder med bakterier, sygdom, død, forrådnelse og ætsende syre. Beskrivelsesophobningerne er båret af en række, ja, vi kunne kalde dem væskemetaforer, som flere steder gør teksterne direkte klistrede at læse. Sandheden flyder i kilder, skidtet flyder i floder, mens rendestene, kloakker og pytter hives op fra et reservoir af beskidt realisme. Tanken om at det faktisk er muligt at dø, hvisker hele tiden læseren i øret.

Hele to vigtige efterord

Hvis man skulle få brug for hjælp til at komme ind under huden på Holbek, guider Hans Otto Jørgensen nænsomt, men insisterende én igennem de tre tekster via sit efterord. Jeg havde det eksempelvis lidt sværere med den tredje tekst, der nærmest kan beskrives som et stykke religionsfilosofi, men Jørgensen skal have stor ros for sin gennemgang, der både er stærkt indlevende og meget pædagogisk. Man mere end fornemmer Hans Otto Jørgensens indignation over, at Johannes Holbek er så overset og ubeskrevet et blad, og denne indignation er yderst smitsom. Herefter følger en række af Holbeks tegninger, som igen følges af Halfdan Piskets efterord, hvor han også giver sit bud på hvorfor Holbek er så overset. Tegningerne emmer af samme grundlæggende kompromisløshed og livslede som teksterne, og selv de allermindste hår må rejse sig, når der under en tegning står: ”Enhver Tid har sin særlige Maade at myrde paa.” Der var så mørkt inde i Holbek, og der er så mørkt på siderne i dette værk, selvom det visionære glimter rasende midt i al elendigheden. Dette er en udgivelse man simpelthen bare kan sige tak for!