I 2016 debuterede Ida Monrad Graunbøl med digtdramaet B til piraten, og her to år senere har hun udgivet sin første roman Menneskedyret. Her bliver vi præsenteret for et hav af følelsesmæssige tilstande, der både kommer til udtryk i romanens mange sprogblomster og i relationen mellem mennesker, dyr og planter. I et økopoetisk perspektiv og med sin sans for sproglige finurligheder formår Graunbøl at skrive om de svære ting i tilværelsen.
Surikaternes invasion
Allerede i romanens prolog bliver vi inviteret ind i et univers, hvor grænsen mellem mennesker og dyr nedbrydes. Dyrene er mennesker, og menneskene er dyr: ”Det er dyrene i mig. Jeg kalder dem hjem om natten så de ikke farer vild.”. Dernæst møder vi romanens hovedperson, Anna, som er blevet forladt af sin kæreste Benjamin. I et miks af fortid og nutid og i en krydsning mellem prosa og digte og mellem Danmark, Sverige og Spanien lærer vi Anna og hendes ensomhed at kende. En dag invaderer en flok surikater hendes lejlighed, hvilket får Anna til at flygte ind i sit klædeskab. Dette er kun startskuddet til en lang række invasioner af lejligheden af forskellige dyr. Anna lader situationen stå til og glider længere og længere ind i sig selv, imens hun skriver og tænker tilbage på sin barndom, minderne med Benjamin og hendes tid i Spanien. Gennem romanens talrige digtpassager og prosastykker bliver vi bevidste om, at ensomheden ikke kun eksisterer i kraft af Annas forliste kærlighedsforhold. Anna har fra barnsben altid været en enspænder, som på afstand observerer andre menneskers mønstre og rutiner. Hun er ikke en del af den omgivende virkelighed, og med en barnlig bevidsthed forestiller hun sig, at hun skal leve resten af livet i sit klædeskab.
Sprogets substans
Romanen består af hovedfortællingen om Anna og hendes kærlighedssorg. Indimellem i hovedfortællingen opstår der små kapitler, som leger med sprogets muligheder. Vi støder på detaljerige beskrivelser af blandt andet muldvarper, himlen, havet og mennesker med dyreudseende. I de små digtpassager oplevede jeg først en mur af sproglig inkohærens og et hav af besjælinger, som jeg fandt en smule forvirrende: ”Fiskens streg på himlen, sneglen i pupil, græsset i et ribben gisper døv i havnen, en myre har sin enegang under cigarettens dråbe, en måge svømmer i sit æg og taber en time her.” Ordsammensætningerne skabte for mig en forståelsesmæssig ambivalens og tyngde, som jeg fandt svær at afkode til at starte med, men efterhånden som jeg læste videre, blev jeg klar over, at disse små passager var med til at give romanen et originalt præg og hermed næring og liv til fortællingen.
En økologisk bevidsthed
Romanens titel ’Menneskedyret’ peger på ét af de centrale spor i romanen, der handler om, at vi mennesker ikke adskiller os meget fra dyrene og omvendt: ”Jeg er skællet og behåret. Jeg er så helt opmærksom fraværende, at når menneskedyrene ser mig, så siger de, ligesom de siger om bjørnen efter en tur i en skov: ”Hende har vi set før. Eller måske? Vi ved det ikke.” Gennem et begavet brug af sproglige virkemidler og metaforer viser Graunbøl den afstandsløse relation mellem dyr og mennesket. Graunbøl mestrer gennem sin billedsproglige tilgang at fremstille denne relation i et økopoetisk perspektiv, som er en stærk tendens i nyere dansk litteratur; det kunstneriske fokus på naturen og den menneskelige ødelæggelse af den. Jorden, Havet og Vinden får en stemme i Graunbøls roman, og de er alle tre enige om, at de er godt trætte af menneskets egoisme, udnyttelse og forurening af naturen. Dette forstærker Graunbøl ved at anvende en række faste vendinger gennem romanen: ”Der er ikke noget, der er så dårligt, at det ikke er godt for noget”, hvilket er med til at skabe en ironisk ligegyldighed og gentagelse, der netop også kan spores i Graunbøls beskrivelser af menneskets rutineprægede hverdag og ligegyldighed over for naturen.
Menneskedyret er i sin helhed en roman, der bringer mange temaer op. Ud over at sætte fokus på menneskets egoisme over for naturen formår Graunbøl gennem sin sproglige præcision og detaljerige observationer at zoome ind på de små ting, som mange tager for givet i tilværelsen – duften af syrener, vandpytter der blinker og dyrelivet. Disse beskrivelser skaber på den ene side en kontrast til Annas nedtur; et fald ned i et afgrundsdybt hul, hvor mørket fortaber sig, og angsten ingen ende vil tage. Men på den anden side giver disse smukke beskrivelser også et håb om, at Annas tilstand ikke varer evigt. Samklangen mellem disse beskrivelser rørte mig meget og satte en masse tanker i gang. Desuden mener jeg også, at man alt efter erfaring og personlige oplevelser gennem disse beskrivelser og Graunbøls fortællestil bliver præsenteret for de følelser, der er svære at beskrive selv, når man fx kan være ramt af angst eller depression. Derfor vil jeg uden tvivl anbefale Menneskedyret, hvis man er til en lidt anderledes, men også dyb og velskrevet roman om ensomhed og kærlighed.
INFO
Ida Monrad Graunbøl: Menneskedyret
Forlaget Ekbátana
2018
175 sider
Køb bogen på forlagets hjemmeside her