Danmarks internationale forfatter Dorthe Nors skriver om længsel i alle tænkelige former i sin nye novellesamling Kort over Canada. Den blev solgt til både Storbritannien, Sverige, Italien, Norge, Tyskland og Holland, inden den nåede Danmark. Med Nors’ sans for fortættede og begavede fortællinger kommer novellesamlingens popularitet ikke som en overraskelse. For novellerne rummer ikke bare tankevækkende fortællinger om mænd og kvinders ensomhed og længsel. Den rummer også et dybere lag, hvor sætningerne fortsætter i det uendelige, og humorens væsen krydser det grumme.
Familiefester, forliste kærlighedsforhold og skæve eksistenser
Gennem Dorthe Nors’ novellesamling bliver vi præsenteret for syv mandlige og syv kvindelige hovedpersoner spredt over fjorten noveller. Den første sætning i novellesamlingen lyder: Det er et spørgsmål om tid. Ja, det er kun et spørgsmål om tid, før læseren bliver opslugt af humorens sprøde hjerteslag, længslen, ensomheden, det grumme, det tankevækkende, det eksistentialistiske praj og genkendeligheden. Vi bliver sendt på en rejse til Norge, Thy, Los Angeles og København, men vi får aldrig lov til at komme helt hjem til novellernes hovedpersoner. En flirt må indse, at han mod sin forventning ikke skal i seng med sin date, Anna, men i stedet kommer med til hendes mosters fødselsdagsfest. En kvindelig forfatter logerer sig i betænkelig nærhed af sin tidligere elskers mor, og en mand forelsker sig i Annette, som har et svagt syn og et tilbagetrukkent ansigt. Vi møder mennesker, som både geografisk, følelsesmæssigt og eksistentielt er løsrevet fra det sted, de hørte til, hvilket appellerer til en følelse, som mange (inklusive jeg selv) kender til. Hvor kan vi være os selv?
Simpelt sprog med dyb indsigt
En novelle, der især satte sig fast i min erindring, er den første, I en hochstand. En mand er kørt hjemmefra for at få følelsen af, at han endelig kan tage styringen i sit forhold, men det får fatale konsekvenser. Midt i sin flugt tænker han på, hvordan hans kærestes ansigt kan lukke sig over ham som et fryserlåg over et terrarie med vandrende pinde. Denne tanke skaber en tankestrøm tilbage til hans folkeskoletid:
Sådan nogle havde han i syvende, vandrende pinde. Der var ikke meget sjov ved dem, og så sagde biologilæreren, at man slog dem ihjel ved at sætte dem i fryseren. Han kiggede længe på pindene, inden han satte dem i fryseren. De stod og vuggede og lignede stilke. Da han tog dem op dagen efter, stod de stift i terrariet. Efter sigende led de ikke. Nu han mindes dem, lignede de nogen, der havde opnået absolut fuld kontrol over deres eget illusionsnummer, og den samme succes har hun.
Denne sammenligning skaber et direkte og dybt indblik i, hvor stor en magt hans kæreste har/har haft over ham – og det er dét, Nors kan. Selvom novellerne kun strækker sig over cirka fem-seks sider, så er hendes beskrivelser af karaktererne så kraftfulde og dragende, at det er umuligt at fjerne dem fra sin bevidsthed. Gennem sit enkle sprog og sit flair for sproglige billeder skaber hun et direkte kig ind i sine hovedpersoners indre, og det er beundringsværdigt.
En anden novelle, der gjorde indtryk på mig, er den fjerde, Ved sydvest station. Her er der ikke langt fra det humoristiske lag til det grumme. Gennem hele novellen følger vi Linas tankespor. Hun har fået at vide af sin kæreste, at hendes måde at elske på ikke er ægte. Sammen med sin veninde samler hun ind til Kræftens Bekæmpelse, og ved hver dør gætter de på, hvilken type person, der åbner døren. Dette skaber en række humoristiske og grumme indslag, der vækkede noget i mig. Nors formår gennem sine sanselige beskrivelser og lange sætningsopbygninger at appellere til vores sanser og krop. Vi kan nærmest lugte de forskellige hjem: Deres lejligheder lugter intime, og snavs er én ting. Det er mere, at deres rengøringsmiddel virker som noget, man slet ikke vil vide om dem, og efter mange af sætningerne bliver vi næsten nødt til at stoppe forpustede op: Hun er sikker på, at Kirstens reaktion vil gå lige efter bogen, og der er ikke noget værre end at være én, der går lige efter bogen, tænker Lina og siger ingenting, og så foreslår Kirsten, at de fra nu af ud fra dørpynten skal prøve at gætte på, hvilken type der mon vil åbne. Vi møder en intensitet udstyret med genkendelighedens humor, men til sidst lukker Else døren op, og vi står nu ansigt til ansigt med det grumme: Hun står tung og knoklet med håret i våde tråde ind til issen, og Lina kan se, at de eneste to tænder, hun har tilbage i munden, er de to, der sidder nederst, og det er de forkerte tænder at have mistet. Dette skaber ekspressive billeder, som Nors mestrer til fulde, og således bliver vi draget videre til den næste novelle og novellen efter den.
Fortættede tekster i store rum
Jeg læste novellesamlingen over et par uger, for ellers havde jeg en følelse af, at jeg ikke fik det hele med. Hver novelle rummer en hel verden, og på grund af deres korte længde skaber det en fortætning, selvom historierne og personernes følelsesmæssige og eksistentielle problematikker udfolder sig i store rum. Novellerne tager tid at tage ind, og mange af dem lægger op til en eller flere genlæsninger. For mig skaber en god novelle en refleksionsproces og i bedste fald nye indsigter og forståelsesrammer hos læseren. Det gjorde Kort over Canada ved mig. Efter jeg havde læst samlingen, sad jeg tilbage med et smil på læben og en følelse af, at jeg ikke var alene med mine følelser og tanker. Nors slår hermed fast, at hun virkelig er novellens mester. Hun skaber et rum, hvor der både er plads til tragiske begivenheder, humor, genkendelighed og ikke mindst plads til hende selv og læserens egne refleksioner. Hun sætter sit eget præg på novellerne ved at give læseren lov til at mærke karakterernes pulsslag. Dette skaber en projektion, så vi selv sidder tilbage med en fornemmelse af, at vi lever.
INFO
Dorthe Nors: Kort over Canada
Forlaget Gyldendal
2018
137 sider
Køb bogen på forlagets hjemmeside her