Skjult, men stadig synlig er denne novella en historie om det ikke at passe ind, at være anderledes og at føle sig anderledes – og derigennem at blive behandlet og opfattet anderledes.

I 1992 vandt Yoko Tawada Akutagawa-prisen for Brudgommen var en hund. Tawada er en anerkendt japansk forfatter, hvis værker er blevet oversat til mange sprog, og hun har endda figureret i overvejelserne til Nobelprisen. Denne novella er en nyoversættelse ved Mette Holm og er udgivet i Korridors novellaserie.

Tawada leger med formerne i denne bog, og det er på mere end én måde. Det første brud på formerne, vi lægger mærke til, er i stilistikken, som jeg vil vende tilbage til senere. Det indre forløb i novellaen viser en tilsvarende træden væk fra virkelighedens rammer. Vi mødes af en verdensform, hvor normen og normalen må vige for folkemyter.

Kitamura er lærerinde og har en eftermiddagsskole, og så er hun lidt anderledes, hvilket gør mødrene nervøse. En dag fortæller hun sine elever en folkemyte om en prinsesse, der lover at gifte sig med en hund, hvis den slikker hendes numse ren efter toiletbesøg. Snart flytter den mystiske mand Taro, som hverken opfører sig helt menneskeligt eller normalt, ind hos Kitamura. Dette hjælper bestemt ikke på, at der i forvejen går rygter og fortælles historier om Kitamura.

“Kitamura har fundet sig en mand.” Sådan lyder det, da sladderen om Taro starter. Vi fornemmer hurtigt, at Taro er brudgommen, der var en hund. Og selvom han ligner og i nogle henseender opfører sig som en mand, så er det især i det seksuelle og det sanselige, at Taros hundekvaliteter træder helt frem. Vi ser også et skred hos frøken Kitamura i en scene, hvor Taro snuser hende i skridtet i sengen, og snart ræsonnerer hun sig frem til, at kroppens udskillelse af sved indeholder hormoner og feromoner, der hver enkeltvis er udskilt ved og repræsenterer en følelse. Herefter er Kitamura i stand til at identificere lugte, og hun oplever snarere at kunne lugte end at føle sine egen reaktioner.

Det bringer da også tankerne hen mod en vildfaren hund, som bliver adopteret af en familie, efter barnet har fundet hunden kradsende på hoveddøren, da Kitamura bliver gjort opmærksom på, at den tavse Taro i høj grad minder om en ung mand, hvis kone stadig leder efter ham.

Der er gentagne eksempler på disse dobbeltspil gennem novellaen, og det er netop med til at gøre den interessant.

Japansk magisk realisme

Der er noget magisk og unaturligt i Brudgommen var en hund. Det lægger titlen i sig selv jo også op til, hvis man da ikke skal forstå “hund” symbolsk og nedladende – hvilket det dog hurtigt bliver tydeligt ikke er tilfældet. Konteksten viser os klart, at vi er i et forholdsvist virkelighedstro japansk samfund, men at der er elementer her, som ikke er helt normale.

Det er her, genren magisk realisme træder frem. I magisk realisme befinder vi os i en tilnærmelsesvis realistisk verden, dog med enkelte elementer af noget magisk eller overnaturligt, uden at det bliver decideret fantasy. Ofte forenes historiens univers med den lokale overtro og folkemyter. Vi ser det mange steder hos forfattere fra Jorge Luis Borges og Gabriel García Márquez til Karen Blixen og Selma Lagerlöf. Og vi ser det tydeligvis også her hos Yoko Tawada.

I japanske folkeeventyr hører man tit om mennesker, som levede sammen med dyr – hvilket vi jo netop også erfarer i denne historie, hvor Taro flytter ind hos Kitamura, og de straks opbygger et seksuelt, bizart og intenst forhold. Vi kender fra vores egne nordeuropæiske folkeeventyr og folkeviser, at de seksuelle drifter portrætteres gennem den vilde natur og de overnaturlige væsner. Uden at blande kulturerne for meget sammen fornemmer man en tilsvarende tendens her.

Det sære og det sanselige

Der er hele tiden en følelse af noget sært eller uvirkeligt over historien, og frøken Kitamura har da også en alternativ livsopfattelse og en løsere tilgang til sine elever og verden omkring hende.

… hvor de aldrig fandt hende siddende bag skrivebordet og vente på dem, men derimod altid i gang med et eller andet som at sy en knap i, læse i en bog, eller klippe tånegle … og da de spurgte “Hvad er det, frøken?”, svarede hun afslappet: “Det er omslag med hønselort,” og uden at lade sig påvirke det mindste af pigernes: “Ad, hvor ulækkert!” fortsatte hun: “Jeg mødte helt tilfældigt en gammel ven, jeg ikke har set i en evighed, på Ueno station i går aftes, og vi faldt i snak, men han havde virkelige forandret sig og var ret ubehagelig, så jeg blev så anspændt og deprimeret, at jeg fik hold i nakken, men det skal lidt hønselort helt sikkert nok hjælp på.” … i stedet rettede de nu opmærksomheden mod lærerindens bryster, som kunne ses gennem den gennemsigtige undertrøje og spurgte: “Men frøken, drengene kommer lige straks, og hvad vil du så gøre?!”, hvilket blot fik hende til at grine, hive ned i den ene undertrøjestrop og blotte det ene yppige bryst og sige: “Sådan her!”

I det her eksempel er det som sådan ikke noget overnaturligt eller magisk, vi bevidner, men det er med til at opbygge beskrivelsen af Kitamura som en anderledes personlighed, der ikke retter sig efter virkelighedens normalisering. Det er nemlig et særdeles vigtigt træk ved Kitamura, som også fungerer som bindeled mellem alle disse faktorer af normalt og magisk og anderledes. Kitamura gør det muligt for historien at hænge sammen.

Hvis vi går dybere og længere frem i historien, møder vi Taro, som bringer elementerne fra den magiske realisme ind i historien.

… han lagde sig oven på hende og pressede sine hundetænder forsigtigt mod den tynde hud på hendes hals og begynde at suge højlydt… da hun chokeret mærkede noget, der var lige så bøjeligt og ubekymret som en plante, glide ind i hendes vagina, og da hun forfjamsket vred sig for at komme væk, vendte han hende rundt, greb ubesværet fat i hendes lår med begge sine store hænder, løftede op i dem og begyndte slubrende at slikke hende i anus, som vendte lige op i luften. Både tungens størrelse, alt det spyt, der dryppede fra den, og hans heftige åndedræt var i ordets bogstavelige forstand umenneskeligt.

Der er her tale om en meget dyrisk, seksuel adfærd, som heller ikke bliver romantiseret eller tilskrevet menneskelige følelser. Samtidig begynder dette citat med en vampyrlignende handling. Det underbygger påstanden om den indlejrede seksualitet i det overnaturlige dyr, eftersom vi traditionelt ser vampyren som en personificering af menneskets seksuelle lyster, der bedst trives i mørket, og som historisk set – og til dels stadig – netop er blevet henvist til at foregå i mørket og ikke blive talt om.

En abnorm og særlig stilistik

Novellaen begynder med et par ekstraordinært lange sætninger på henholdsvis tretten og seksten linjer. Og sådan fortsætter det. Der er noget ganske sanseskærpende over denne sproglige stil. Tiden ophører næsten med at eksistere. Detaljerne springer tydeligt frem mod læseren, og vi opfordres til at slappe af og bruge tid på at nærlæse og forstå. Opfordringen lader sig ikke stå ubesvaret hen. Og på samme tid synes historien at tage pusten fra os.

Det er tydeligt, at Tawada har et litterært formål med sin stil her i Brudgommen var en hund. Det opleves som en provokation mod ens normale læsemønster, når sætninger ikke følger normen. Det er et kraftigt, effektfuldt sammenspil med novellaens tema om ikke at passe ind og at være anderledes. Det er flot udført, at Tawada holder en streng linje mellem form og indhold, når begge adskiller sig fra, hvad vi forventer.

Normalt har en tekst med et højt forbrug af hypotaktiske sætningskonstruktioner et væsentligt lavt tempo. Læserytmen falder, jo flere sætningsled, der bruges. Her oplever vi dog næsten noget fuldkomment modsat. Eftersom den ydre form har en så usædvanlig struktur, hvor læseren overfodres med sætningsled, bliver man hurtigt fyldt, og det, som under andre forhold ville sænke tempoet gevaldigt, bidrager til, at læserytmen virker hurtigere end ellers.

Normale dilemmaer under unormale forhold

Stilen går også ind og bekræfter og underbygger, at der rent faktisk er tale om noget ud over det sædvanlige. Det er ikke normale sætningskonstruktioner; det er ikke normale fysiske rammer. Men mange af de problematikker, teksten antyder og problematiserer, er normale. 

Det er som en art hermeneutisk rygtespiral, der snor sig om lærerindens person og menneskelig kultur. Vi ser det ligeledes hos både Taro og hos en af Kitamuras elever, Fukiko, der begge bliver udstødt og foragtet på forskellig vis og i forskellige grader grundet deres anderledeshed. I samme diskurs ser vi, hvordan små samfund i samfundet kan udvikle sig og enkeltpersoners omdømme kan påvirkes via overleveringer fra mund til mund.

Tawada kommenterer det endda ganske tydeligt her: “… hvilket med al tydelighed viser, at hendes nærmeste naboer ikke gik nær så meget op i rygter som husmødrene i boligblokkene.” Her antydes det kraftigt i begyndelsen af historien, hvad temaet er. Kort efter får vi endda udpenslet det endnu tydeligere, da Kitamura spørger en af sine elever, hvorfor de holder Fukiko udenfor, hvortil svaret er: “Fordi hun er anderledes.”

Det er en almengyldig portrættering af mennesket og den trang, vi har til at udpege alt det, der er anderledes, og straks stemple det med mærkater som “underligt” eller “farligt”.

Brudgommen var en hund er intet mindre end en glimrende og fængende fortælling med et stadig vigtigt budskab. Det er en intensiv og komprimeret måde at skrive en tekst på, og i lige så høj grad er det en vild oplevelse at læse. Om man læser den for historien og den magiske realisme eller for den litterære kvalitet er sådan set underordnet, bare man læser den. Jeg har bestemt fået mere blod på tanden efter både japansk litteratur og Yoko Tawadas forfatterskab.




Info

Yoko Tawada: Brudgommen var en hund

Forlag: Korridor

Omslag: Ida Marie Therkildsen

Oversættelse: Mette Holm

Udgivelse: 2020 (1992)

Sideantal: 58 sider

Besøg forlagets hjemmeside her. Bogen skulle kunne bestilles hos alle forhandlere.