Med Afløsning formår Tor Ulven at fange den menneskelige hverdagstænkning og omsætte den til en original og dybdegående læseoplevelse. Han udfordrer læseren med sin eksperimentelle form og absurdificering af trivielle tanker, der forvandler sig til dybt originale monologer.
Afløsning er Ulvens eneste roman. Men hvilken en! Den består af 15 små fortællinger, der alle har et eller andet til fælles, men samtidig fungerer som en afløsning, en forvandling eller nybrud på den forudgående fortælling. På en og samme tid sker der alverden, men også ingenting; der er ingen decideret handling eller tema, men det centrale er personernes evne til at reflektere over hvad som helst, der falder dem ind, interesserer eller optager dem. Ulvens fortællinger fremstår som fragmenter af bestemte tilværelser, brudstykker af indre tankemønstre, som tilfældigvis – og heldigvis – er nedskrevet. Alt er tilfældigt, og intet er tilfældigt. Jeg forestiller mig Ulven enten har skrevet bogen på en dag eller på flere år. Enten er den et resultat af indre spontane impulser, eller også velplanlagte beskrivelser af tanker, følelser og refleksioner.
Fællesnævneren for fortællingerne er personernes samfundsmæssige objektivitet; de befinder sig alle på den ene eller den anden måde udenfor det etablerede samfund, men er aldrig så afsondret fra den virkelige verden, at de er uidentificerbare. De befinder sig i kløften mellem at høre til og være udstødt, at være afløst af noget andet, og være hverken subjekt eller objekt.
En absurd italesættelse af det trivielle
Det er det, der er det originale ved Afløsning; Ulvens evne til at ekstremisere og absurdificere de mest almindelige tanker og følelser. Han tager trivielle tanker, som enhver person kan have, og forvandler dem til noget ekstraordinært og originalt. Det er, som om han åbner døre til uudforskede områder af den menneskelige tænkning og lader læseren udforske dem gennem sine personer og karakter, der netop skildres tilpas i dybden; de er ikke udenfor endnu, men befinder sig i grænselandet mellem det acceptable og det utilstrækkelige.
Ulvens sprog er både poetisk og filosofisk, og det kræver en opmærksom læser at opfange nuancerne og dybden i hans ord. Hans evne til at fange de mest subtile nuancer af den menneskelige tænkning er bemærkelsesværdig. Eksempelvis når han ironiserer over midaldrende kontorfunktionærer, der tror de har opfundet den dybe tallerken; ”Du kan ikke huske det. Men du husker disse bankfolk i deres blå eller midnatsgrå habitter, disse tvangsneurotiske, humorforladte, grunkeoptællende analkarakterer, når de ankommer til bureauet og griber om deres engangskaffekrus med gravalvorlige og storsnudede miner, mens de smovser det gratis wienerbrød i sig, kun rent teoretisk i stand til at fatte en humoristisk pointe i annoncerne, men desto mere i stand til at bekymre sig over, hvor meget det vil koste…”
Og det fortsætter. I en af de mest bemærkelsesværdige ”afløsninger”, forsøger en sengeliggende mand at slukke lyset ved at kaste små ting efter kontakten. Det leder frem til en nærmest psykedelisk beskrivelse af værelsets eneste lampe, lysets progressive potentiale, men alt i alt, handler hans tænkning om den kærlighed, der forsvandt som sand ud af hænderne på ham. Den kærlighed han aldrig fik realiseret og som nu kun vækkes gennem hjemmesygeplejerskens daglige besøg.
Når afløsningen er et klimaks
Ulvens Afløsning er en unik og udfordrende læseoplevelse, der tager læseren med ind i den menneskelige tænkning på en introspektiv, nærmest terapeutisk måde. Ulven formår at skrive som jeg selv drømmer om at tænke – han formidler de mest banale refleksioner, ophøjer dem og forvandler dem til ægte, autentisk prosa. Afløsning ekstremiserer og forvandler trivielle tanker til originale og uberørte områder af den menneskelige, monologiske tænkning. Dette gør romanen til en berigende og tankevækkende læseoplevelse, der vil efterlade spor i sindet længe efter sidste side er vendt.
Info
Tor Ulven: Afløsninger
Sidste Århundrede
Oversat af Silje Mari Lundal & Søren Møllerhøj Porsmose
2020
186 sider