Den 10. februar, midt i corona-restriktioner og smittefare, udkom Claus Høxbroes seneste digtsamlingsskud på den danske poesistamme, Alt hvad vi har er minder. Selvom udgivelsesfesten ikke blev afholdt under de bedste vilkår for at samle Høxbroes mange læsere til øl og oplæsning som normalt, så dannede nedluknings-Danmark med sine mennesketomme barer og isolerede borgere nok alligevel den bedste ramme for udgivelsen og dens røde tråd – corona-året 2020 fortolket, levet og set gennem Høxbroes sortrandede briller.

Fest eller corona

Nytårsaften 2019 blev det nævnt, at en mystisk virus, som giver lungebetændelse, var blevet fundet i Kina. Jeg tror, at hovedparten af os den aften nonchalant slog nyheden hen og så mere frem til at springe ind i det nye årti end at bryde vores hoveder med noget, som foregik så mange tusind kilometer væk – og så på en nytårsaften! Forestil dig, hvordan du ville have reageret, hvis en person sagde til dig den aften, at om to en halv måned vil alle barer, frisører, butikker, massører, skoler, gallerier og museer skulle lukke, du vil skulle arbejde hjemmefra og undlade at give kram, og lidt senere på året vil du skulle bære maske i offentlig transport – samt at på præcis samme tid næste nytår vil I kun kunne ses med 10 venner. Og husk: ingen alkohol i kiosken efter 22, når champagnen er tom. Utænkeligt.

I Kina nyser en flagermus
sætter verden på pause
i den anden ende af verdenen
går en statsminister på talerstolen
i et kort øjeblik
er toiletpapir
den nye valuta

På en martsdag ændrede verden sig på et splitsekund. Kongeriget lukkede sig om sig selv, og manden, der i sine digtsamlinger plejer at tage os med under sporvognskabler i Østeuropa, over Atlanten med digte fra motelværelser i sumpen og hjem igen til Nordeuropa – hvor hans fortællinger kredser om alle de ting, som gør tilværelsen til den samtid, vi alle deler, ikke mindst fra hans elskede Vesterbro –, har desværre ligesom resten af samfundet også været lukket inde det meste af 2020. Men i stedet for at ride pandemien af ved at gå i selvisolation og slå sig til tåls med cigarer i digterhulen og boksning (hvis man følger Høxbroe på Instagram, får man lige dele indsigt i livet som boheme Vesterbro-digter og hårdtslående sportsmand) fortsatte Høxbroe med at dokumentere den nye hverdag. Han kastede sig i stedet kreativt sulten over Danmark frem for verden med en tur rundt på Ærø, Agersø og Femø og over Aarhus, Odense og Bornholm og fik os alle til at elske Danmark en lille smule mere.

Det ordinære i det ekstraordinære

Kronologisk tager han os med gennem et år, som egentlig startede som alle andre år. Alt hvad vi har er minder starter også som de fleste andre af Høxbroes samlinger med umiddelbare tanker og eftertænksomme observationer fra Høxbroes hverdag, som de fleste kan spejle sig i. Disse krydres med minder fra en rejse til Cuba (Morgenen Arbejder på en Ny Sol, 2018) og kritik af nedrevne Tibet-flag og Thorning Schmidt-regeringens mishandling af danskernes ytringsfrihed tilbage i 2012. Det er business as usual, indtil marts 2020 rammer på side 18.

I den nye verden
ligger gaderne øde
men køen til nemlig.com er lang
i den nye verden
er der ifølge kulturministeren
ikke tid til
at tale om kultur
i den nye verden
synger alle spontant
ud ad vinduerne
hver dag klokken 19:00
som annonceret via sociale medier
i den nye verden
holder vi afstand
holder os for munden
og kurerer pandemien
af overfladiske kram
der ramte os
i den gamle verden

Den nye verden er siden blevet vores alles hverdag, og de fleste af os er nok ved at være trætte af den kontekst, vi alle deler, hvor håret er uregerligt, og den eneste socialisering, de fleste af os oplever, er de ugentlige ture i supermarkedet. Men Høxbroes lyrik minder os alligevel om, at vi bør være årvågne over for de små irriterende ting, som er det ordinære i vores samtid: maskerne og de mennesketomme gader. De lukkede butikker og hjemmearbejdet. De uendelige weekender uden tømmermænd. Alt det, som var ekstraordinært i den gamle verden, men som lige så stille er ved at blive det ordinære.

For om forhåbentligt ikke så længe, så vil det alt sammen blot være en del af vores kollektive hukommelse. En sætning i menneskehedens lange historie, som er det, alle de andre store pandemier også er blevet reduceret til, trods deres dødelighed og konsekvens for økonomien – kun husket på de store linjer af historiebøgerne, De tre til fire millioner officielt mistede liv, de samfundsmæssige gnidninger og brudflader, de over 100 millioner smittede og de forfærdelige følgevirkninger, som virusset fremprovokerer. Denne samling bidrager med de mere intime nuancer og detaljer til Danmarkshistorien, som vores børns børnebørn en dag langt ude i fremtiden vil falde i staver over, når de prøver at forestille sig, hvordan starten af 2020’erne var. Som når vi i dag fortaber os i et smil på et sepiabrunt billede fra 1860’erne, når vi ud fra dette ene artefakt prøver at fantasere os til den verden, som engang var, og den eksistens, som vores oldeforældres bedsteforældre levede.

Tømmermænd og morgenbuffet
byen stirrer ind i hotelrestauranten
gæster plukker pandekager
æg, bacon, pølser
placerer dem sirligt
på små tallerkner
tager dansen rundt om bordet
familiefar taler højt
om stigende salg af håndsprit
om forbruget af engangshandsker
mens konen mumler ja umm
de rette steder
forsøger at synke
sit wienerbrød
nye gæster drysser ind
en evig knitrende lyd
af plastikhandsker
muser over morgenen

Men selvom situationen er svær, så minder Høxbroe os ikke blot om, at det, der sker lige nu, ryger direkte i historiebøgerne. Han husker os også på, at verden faktisk ikke står stille. At byen stadig vokser op af jorden, at kunsten stadig lever og at solen stadig varmer os til trods for, at vi selv står stille for en stund midt i et tilsyneladende uendeligt vintermørke.

Sol over broen
dybe dunk
fra byggepladsen
Kaktustårnene
bryder gennem asfalten
skrues langtsomt op for foråret
kun folk mangler
gaderne øde
holder vejret
afstanden
afspritter angsten
søgt flyverskjul
med Netflix og takeaway



På tvungen Danmarksturné

Den velkendte pandemiangst, som man fornemmer i samlingen, til trods, så har Høxbroe ikke blot været hjemme på sit elskede Vesterbro og stiltiende observeret verden forandre sig. Som sommeren 2020 lagde køligt ud, drog Høxbroe ud på det, der i samlingen minder om en blanding af en god dansk sommerferie og en oplæsningsturné. Man genkender Høxbroes legende opløftende lette lyrik fra hans tidligere udgivelser, som han drager rundt i landet på tvungen Danmarksturné.

Der nydes pølser på de mange færger, som forbinder vores ørige mellem Nord- og Østersøen, der drikkes øl på diverse kroer, hvorpå en oplæsning just har fundet sted, og der bringes minder frem fra tidligere turneer med melankolske islæt af tidligere kærlighedsaffærer – såvel som, at det forundret beskrives, hvor mange, vi rent faktisk er i vores lille land, når vi bliver tvunget til at dele pladsen i sommerferielandet.

Høxbroes digte behandler i stort omfang de mange indtryk, som vores hovedstad dagligt gavmildt deler ud af. Med denne samling har han skabt et inkluderende værk, hvor hele Danmark får en tur gennem den lyriske beat-valse, som giver den danske provins den ros, den fortjener.

Alt hvad vi har er minder giver – udover en skøn påmindelse om alt det, Danmark har at byde på om sommeren – også læseren en mesterlig demonstration af kvaliteten i Høxbroes litteratur og hans store talent. For udover, at samlingen selvfølgeligt er skrevet som velkendt beatpoesi, så har friheden, naturen og kulturen i provinsen unægteligt inspireret Høxbroe, og man fornemmer en vis trækken på andre genrer.

Naturen presser sig på
omringer værelset
hjort skimter nysgerrigt
lange blikke
ind gennem persiennerne
i perlegruset
på listefødder
forbi døråbningen
spadserer
et pindsvin hjemmevant
fra træernes kroner
et utrætteligt kor
af fuglestemmer


Ikke kun corona

Samlingens opbygning følger den energi, som årets op- og nedture gav os og tappede os for. Fra forundring over den nye verden, hvori man lavede sjov med at give albue-fives og tog de første maske-selfies, over længslen efter at kunne tage i byen og møde nye mennesker udover ens 5-personsbobbel og til håbet, vi alle mærkede med det spirende forår og dets lave smittetal.

Men anden halvdel af 2020 bød også på andet end corona. Amerikanske millionbyer udbrændte, og Trump blev smidt ud fra det Hvide Hus, alt imens endnu mere århundredgammel, racebetinget uretfærdighed blussede op i staterne. Disse bølger ramte endeligt også vore kyster og ruskede op i Danmarks fortid med buster af konger smidt i Københavns havn.

Trods alle de gode sider, som epidemien har bragt frem i os mennesker med hjælp til indkøb og øget hensyn til sidepersonen, så har den også accenturet mange af de systemiske, uretfærdige, iboende fejl, som vores samfund besidder. Man mærker i Høxbroe en udmattelse og et behov for håb i slutningen af bogen, som smittetallene stiger og Danmark lukker hårdt ned igen.

I mig bor
et mørke
en tristhed
en smerte
jeg bærer
med mig
der aldrig
forsvinder
lærer blot
at lytte
efter andet
at lyset
har brug
for mørke


En stærk og uhyre vigtig bog

Jeg har gennem min tid som anmelder på Modspor skrevet meget om Høxbroe, og jeg indrømmer, at det er rart at genfinde hans beatpoesi. Især i en tid, hvor verden er vendt på hovedet. Men da jeg læste Alt hvad vi har er minder, stod det alligevel klart, at denne samling er anderledes end hans andre værker. At den besidder en subtil merværdi, som rungede kraftigt længe efter, at jeg havde ladet den dumpe ned i skødet ved endt læsning.   

Den er et stykke lyrisk samtidskunst, som drager læseren gennem ekstremerne af følelsesregisteret. Forundring, som afløses af angst, som afløses af lethed, som afløses af en knugen i maven, som afløses af latter, som afløses af melankoli, som alt sammen udmunder i afmagt. Den her samling er ikke bare en samling fantastiske digte. Man mærker, at den er så meget mere. Den skriver sig ind i vores nuværende kollektive hukommelse, vores fælles traume. Den er er et nødvendigt tillæg – og bilag – til dokumentationen af et ekstraordinært stykke verdenshistorie, som ikke blot vil have nutidig værdi, men som skriver Høxbroe direkte ind i de gængse historiebøger.



Claus Høxbroe: Alt hvad vi har er minder

Gentlemen’s Jockey Club

125 sider

2021