Med sine to amerikanske digte viser Claudia Rankine, at det poetiske sprog egner sig til at indfange og reflektere over det, der er konsekvenserne af kollektiv forvirring, kulturelle uroligheder, politiske prædikanter og en altomfattende forbrugerkapitalisme.
Den nye verden og den gamle konflikt
I 2017 udgav den indiske forfatter Pankaj Mishra et vidunderligt værk, hvori han hævder, at den konflikt, som vi har på det globale plan mellem islamismen og Vesten, er en konflikt, som vi også har haft internt i Vesten i flere århundreder. Ved hjælp af en anekdote om, hvordan The Oklahoma City Bomber og ham, der forsøgte at bombe World Trade Center i 1993, endte med at udtrykke sympati for hinanden, skriver han, at det i sidste ende er kampen mellem det liberale og det i-liberale, der har antaget en ny form. En af årsagerne til, at denne kamp med jævne mellemrum aktualiseres, er, at Vesten afgiver et stort løfte til sine borgere om, at friheden og velstanden bliver større med årene. Og når det løfte ikke bliver indfriet, kommer der nogle voldsomme reaktioner. Dem er vi i kølvandet på kommunismens endeligt blevet mindre bekvemme med, fordi vi følte os sikker på, at den sidste store reaktion mod det liberale demokrati havde fundet sted. Den ekstravagante forbrugerkultur, der synes svær at forestille sig uden det liberale demokrati, afgav yderligere et løfte, som den ikke har formået at indfrie: at det meningstab, som blev erfaret i årtierne efter verdenskrigene og naturvidenskabens sandhedsmonopol, kunne afløses af Coca-Cola, Chanel og brede fladskærmsfjernsyn. Konsekvensen af dette kan tælle mange ting, men en af dem er den politiske apati og ditto forvirring, som den amerikanske digterinde Claudia Rankine skriver fortræffeligt om i Lad mig ikke være ensom, der udkom på engelsk i 2004, og i Statsborger, der udkom ti år senere.
Ensomhed, frustration og undertrykkelse
Selvom disse to bøger er udgivet med ti års mellemrum, mener jeg ikke, at der er nogen grund til at dele denne anmeldelse op i to separate dele. Hver for sig begår de en værdig analyse, men tilsammen er analysen og udlægningen af, hvordan det er at være en afroamerikansk kvinde i et moderne Amerika, i særdeles høj klasse. På linje med de bøger, der bliver betragtet som store værker, er disse to bøger ikke udelukkende en beskrivelse af digterjeget; det er to bøger, der handler om, hvordan det er at være menneske i en verden, hvor eksistensvilkårene har ændret sig markant i løbet af de sidste årtier.
Et af de vilkår, der altid har været menneskeligt, men hvis indhold og måde at tage sig ud på ikke har været bestandig, siden egypterne byggede et bibliotek, og grækerne kiggede op mod stjernehimlen, er den dystre vished om, at vi skal dø. Selvom det altid har været et anliggende, som forfattere og poetiske iagttagere har beskæftiget sig med, har det antaget en ny, overraskende og ængstelig skikkelse i fortrinsvis den amerikanske litteratur, der blev skrevet op igennem firserne og halvfemserne. Af andre grunde end dem, der blev givet i de mørke århundreder, hvor teologerne havde eneret på at udlægge døden som fænomen, bliver døden også set på med frygt og gruopvækkelse. Det er ikke, fordi efterlivet potentielt er et smerteligt stadium; det er snarere, fordi man er nødsaget til at forlade sine ejendele, sine verdslige glæder og sit ufuldstændige, men vidunderlige liv. Det ville ikke være retvisende at sige, at Rankines måde at skrive om døden på minder om den måde, som DeLillo gør det i White Noise, men det er den samme grundtanke og den samme grunderfaring, der gør sig gældende: at tilværelsen er meningsløs. I DeLillos roman ønsker universitetsprofessoren udødelighed, uden at det er helt åbenlyst, hvorfor det er et efterstræbelsesværdigt ønske, og i Rankines to digte er det kun løftet om lykke, der afholder det enkelte menneske fra at foretrække døden. Det vil sige, at det er ønsket om at have en personlig mening i en meningsløshed, der er det bærende princip; og denne mening er henholdsvis lykke og udødelighed. Hverken det ene eller andet er imidlertid muligt: Udødeligheden foreligger kun som en mulighed i en verden, der ikke ender i stjerneeksplosioner, og lykken er ikke mulig i en verden, hvor man har fortrængt, at lykken ikke kan være en normaltilstand.
Rankines første digt bærer præg af en generel stemning af, at vi med en til stadighed større intensitet søger efter mening i en verden, der er præget af fjernsynsflimmer, en veritabel sygdomsskræk og en ubærlig viden om, at langt de fleste liv, herunder ens eget, med stor sandsynlighed er dybt betydningsløse. På trods af at digterjeget har anerkendt, at det ikke er den politiske tilstand, de politiske udtalelser og de samfundsrelevante begivenheder, der er den grundlæggende årsag til ens tristesse, er det alligevel omverdenen, der ødelægger det fredelige løfte om, at lykken er en mulighed. Det er diverse medikamenter, ensomheden og efterdønningerne af De To Tårnes fald, der har korrigeret og undergravet løftet om lykke i denne omgang. Et årti efter dette er det tre andre skæbnesvangre begivenheder, der har begået den netop nævnte korrektion: Finanskrisen, højrepopulismens udbredelse og den hjerteskærende årsag til, at alle tænkte på Paris på en kold aften i november 2015.
De to digte indeholder også en række essayistiske refleksioner, der er stærkt varierende, hvad angår indholdet. Der reflekteres over samfundets besættelse af ungdommens æstetik, terrorisme og Serena Williams. Dette mesterlige afsnit om den amerikanske tennisstjerne og de åbenlyse uretfærdigheder, som hun har måtte finde sig i, er det første længere afsnit i Statsborger, der primært handler om de sortes vilkår i Amerika. Statsborger er en personlig undersøgelse af den racisme, der kan tage sig ud på to måder: den dehumaniserende og den, som dem, der benytter sig af den, ikke ved, er racistisk. Da den første er ganske åbenlys, er den sidstnævnte mest interessant. Et eksempel på dette forekommer på en af de første sider i bogen: digterjeget er blevet hyret, fordi arrangøren insisterede på, at det skulle være en sort forfatter. Det vil sige, at hun bliver anskuet som en sort forfatter, før hun bliver anskuet som forfatter. Hendes hudfarve bliver her en identitetsmarkør, der er stærkere end så mange andre, og det er på trods af, at hendes hudfarve ikke er en uløselig del af hendes forfattervirke. Hun har med andre ord ikke markedsført sig selv som en kvindelig James Baldwin, hvilket Lad mig ikke være ensom også viser. Den handler ikke om at være sort; den handler om at være menneske i en desillusioneret tid. Når det er sagt, så er Statsborger en velvalgt efterfølger. På baggrund af den første udgivelse står Statsborger utrolig stærkt.
Sammenspil mellem det personlige og det teoretiske fungerer upåklageligt godt. Der er mange konkrete eksempler fra hendes eget liv, men der er også abstrakte overvejelser om, hvordan racismen og det racistiske sprog er. Et af de mest begavede eksempler på dette foretages med en henvisning til den amerikanske filosof Judith Butler. Hun citeres for at sige, at vi lider under den tilstand, at vi kan adresseres. Hvis man udmærker sig ved et overpersonligt kendetegn, eksempelvis hudfarve, bliver dette endnu hårdere, fordi man ikke bliver adresseret ud fra ens personlige egenskaber. Oftest bliver de racistiske udsagn set som noget, der eliminerer et menneske og gør dette usynligt, men det gør de ikke. De gør det modsatte: De fremhæver. Og det, der bliver fremhævet, og det, der kommer til at udmærke og definere en, er noget, som man ikke selv er herre over. Det er med andre ord et had, som man ikke selv er ansvarlig for og heller ikke årsagen til. Det er deri, at den altomfattende smerte, der generer magtesløshed, ensomhed og alienation, består.
I’m not black, I’m O.J.
Jeg har stiftet bekendtskab med disse to bøger på et godt tidspunkt, hvad angår deres aktualitet. I disse dage pågår der en debat med popkulturens fænomenale enfant terrible, Kanye West, som omdrejningsfigur. I sin essens er debatten ikke ny; den havde amerikanerne også, da de var på fornavn med O.J. Simpson. Den er blevet aktuel igen, fordi Kanye West ikke har taget afstand til Donald Trump. I sin nyeste sang indfanger han selv, hvad problemet er. Han synger: ”See, that’s the problem with this damn nation / all blacks gotta be democrats”. Med andre ord nægter han at spinde sig i det identitetspolitiske påbud, der siger, at sorte amerikanere skal have sorte holdninger. Ligesom med O.J, der meget berømt sagde, at amerikanerne ikke så ham som sort, kan man sige, at Kanye West insisterer på, at han ikke først og fremmest er sort. Det presserende spørgsmål er nu, hvorfor disse to skikkelser ikke er store, urokkelige forbilleder. Det er svært at bestride, at de er symboler på det, der er rettighedskampens endemål: at sorte amerikanere ikke først og fremmest bliver set som sorte. Forklaringen på dette er todelt. For det første viser de kun, at undertrykkelsen ikke er total, og for det andet kan de på en – i det store hele – uhensigtsmæssig måde figurere som eksempler på, at undertrykkelsen ikke er så massiv, som der bliver hævdet. Det viser Rankines to bøger imidlertid, at den er. Undertiden er disse to bøger klogere og mere indsigtsfulde end avisessays og lærde afhandlinger om amerikanske samfundsforhold. Det er blandt de mest relevante værker, jeg har læst i lange tider.
INFO
Claudia Rankine: Lad mig ikke være ensom og Statsborger
Forlaget Kronstork
2018
Lad mig ikke være ensom er oversat af Liv Nimand Duvå
Statsborger er oversat af Victor Boy Lindolm og Benjamin Nehammer
Køb bøgerne på forlagets hjemmeside her