Ocean Vuongs debutroman er en velskrevet og ubegribelig smuk fortælling om en ung mands opvækst med fremmedgørelse, musik, sex og skuffelser. Samtidig med det er fortællingen om hovedpersonen også en odysse gennem USA og landets politiske og kulturelle udfordringer de sidste 25 år.
Erindringer, der blev verdenshistorie
Undertiden læser man en roman, en selvbiografi eller en erindringsbog, der ikke kun begrænser sig til at fortælle om et enkelt menneske og et enkelt liv. Samtidig med, at disse bøger udlægger et menneskes liv, formår de også på en måde, der hverken synes forceret, irrelevant eller overgjort, at levere et perspektiv på tidsånden, problemstillinger og historiske begivenheder – hvormed det givne værk også beretter indgående og oplysende om en eller flere tidsperioder. Værker som disse er en sjældenhed, men de findes. Blandt de forfatterskaber, der indeholder sådanne værker, kan Michel Houellebecq og Claudia Rankine blandt flere nævnes.
Hvor Houellebecq i flere af sine romaner gør dette på en måde, hvor hovedpersonen er en personificering af Europa, Vesten eller den moderne mand, så er Rankine dygtig til både at nævne og reflektere over de amerikanske diskriminationsproblemer uden, at hendes digtsamlinger med rette kan siges at være politiske i ordets mere polemiske og polariserende betydning. Dem, hun skriver om, er ikke en repræsentation af noget som helst, men idet hendes personer og fortællere bliver præsenteret, bliver diverse problemstillinger – herunder og i særdeleshed spørgsmålet om, hvordan det er at være sort i USA – også præsenteret.
Af de to tilgange, som Houellebecq og Rankine står for, minder Ocean Vuongs Vi er kortvarigt smukke her på jorden, der er udgivet på C&K Forlag, mest om Rankines tilgang.
Immigranterne og Springsteens Amerika
Lille Hund, som jegfortælleren bliver kaldt romanen igennem, er ikke en inkarnation af en idé, en type eller en effektiv stereotyp. Til gengæld bliver fortællingen om Lille Hund også en fortælling om dele af det moderne USA og de problemer, der helt indiskutabelt præger landet.
Det gør det blandt andet, fordi Lille Hund er homoseksuel og født i Saigon af en vietnamesisk kvinde, der til daglig arbejder som negledame i en lille salon i Connecticut, som hun tilmed bestyrer hver søndag. Gennem Lille Hunds og familiens erfaringer med ubevidst diskrimination og racistiske udfald blotlægges de generelle udfordringer ved at være amerikaner uden at være hvid. Allerede da de ankommer til USA og flytter ind i deres lejlighed i et kvarter, der hovedsageligt er beboet af latinamerikanere, bliver de konfronteret med deres hudfarve. Hudfarve er selvfølgelig ikke en ting, som de ikke kender til, men det ændrer ikke på, at det er noget, som de ”alligevel var fuldstændig fremmede overfor”.
To af de bedste og mest underspillede – men stadigvæk hjerteskærende – eksempler på de strukturelle problemer, der forekommer i USA, er når familien og Lille Hund selv skal håndtere dem, navigere i dem og filosofere over en virkelighed, i hvilken det forholder sig sådan. Det ene eksempel er, da Lille Hunds mor på et tidspunkt siger til ham, at han skal lade være med sig at tiltrække sig opmærksomhed, for han er ”allerede vietnameser”. Og det andet eksempel er, da Lille Hund, da han som ung arbejder på en farm og møder en jævnaldrende hvid dreng, der brokker sig over sin far, nævner, at han på det tidspunkt ikke troede, at ”en hvid dreng kunne hade noget ved sit liv”.
Sætninger som disse, der er konstaterende og næsten resignerende i sin tone, er i sig selv hårdtslående. Men det får en anden og meget følsom dimension, fordi de ikke følges op af en yderligere forklaring, en yderligere bemærkning eller en kritik af, at det faktisk forholder sig sådan. Det kunne Vuong sagtens have gjort, uden at det ville have gjort romanen politisk eller ville have kategoriseret den som en roman, der beskæftiger sig med og kritiserer forholdene for immigranter og etniske minoriteter i det amerikanske samfund. Men det gør Vuong ikke, og derfor får man en følelse af, at familien er så taknemmelig for, at de er kommet til USA, at de ikke kan få dem selv til at kritisere kulturen og forholdene. Dermed bliver skildringen af familien og det blik på USA, som bogen præsenterer uden hverken at forsvare eller angribe, meget realistisk og meget ærligt.
Hermed siger jeg ikke, at der ikke foreligger ekspliciteret samfundskritik i romanen. For det gør der, men den kritik, der udsiges, er ikke specifikt udsagt af en immigrant. En af de samfundskritiske pointer vedrører den neglesalon, hvor moren arbejder – og lignende arbejdspladser. I henhold til det skriver Vuong: ”Vi udfører arbejdet i årtier i streg – indtil vores lunger ikke kan trække vejret uden at hæve op, indtil vores lever er blevet hård af kemikalier – indtil vores led er skrøbelige og betændte af gigt – mens vi forsøger at stykke en slags tilværelse sammen”. Dette er en stærk, billedlig og god formulering. Den beskriver de jobs, som immigranter tager for at tjene penge, men også de jobs, som indfødte amerikanere tager for at overleve.
En af de indfødte amerikanere, der har en fattig og underprivilegeret tilværelse, er faren til Trevor, som Lille Hund møder på farmen, og som han indleder et seksuelt forhold til. Afsnittene og kapitlerne, der beskriver deres forhold, er romanens stærkeste afsnit og handler blandt andet om, hvordan de rapper med på et hiphophit og har sex uden rigtigt at have sex.
I et minimalistisk sprog, som har en afdæmpet sanselighed og en fin tendens til at nævne musikere og produkter ved deres faktiske navne, balancerer Vuong mellem nostalgisk erindring og prægnante beskrivelser af, hvad karaktererne foretager sig, og hvordan Lille Hund i øjeblikkene forholder sig til det. Det bliver aldrig sentimentalt, og det bliver aldrig romantiseret. Det er vidunderligt, og for sådan en som mig, der også er vokset op med hiphopmusik og kulturen, der er tæt knyttet til den amerikanske kapitalisme, tenderer det til at have den effekt, som Marcel Prousts magiske På sporet af den tabte tid har: Det er et middel til selv at huske.
Men skildringen af forholdet til Trevor er ikke kun historien om et homoseksuelt forhold. Det er også en næsten brutal kortlægning af de problemer, der knytter sig til det hvide low life i Small Town America. På sin vis er Trevor og hans far arketyperne på den socialøkonomiske tragedie, der ifølge flere politologer, statistikere og filosoffer var årsagen til, at Donald Trump klarede sig så godt i de stater, der tidligere havde et utal af produktionsarbejdspladser. Sammen med sin far, der har en plakat af Neil Young hængende, bor Trevor i en campingvogn nær arbejdspladsen. Han drømmer om at læse til fysioterapeut, men han har et problem med stoffer (der også ender med at tage livet af ham i en meget tidlig alder), og han kan ikke acceptere, at han er homoseksuel. I en passage, der både udmærker sig ved dens selvhad, verdensfjerne ignorance og sorte humor, spørger Trevor Lille Hund, om han tror, at han også er bøsse om et par år. Lille Hund svarer bekræftende, til hvilket Trevor svarer: ”jeg bliver nok fin nok om et par år, du ved?”. Denne fornægtelse er den eneste måde, hvorpå Trevor kan acceptere sig selv.
Med andre ord er passagerne om Trevor et blik ind i den del af USA, der blev i de små byer, da alt flyttede ind til storbyerne. Og det, de viser, er en gruppe mennesker, der drømmer om et andet liv, men som enten ikke har mulighederne til at realisere det eller går til grunde i deres selvdestruktive tilbøjeligheder.
Både Lille Hunds familie og Trevor er taget ud af to segmenter i den amerikanske befolkning, som man nemt kunne beskrive som henholdsvis underdanige og dybt usympatiske uden at være i nærheden af at karikere det. Men det gør Vuong ikke. Han er både sympatisk, empatisk og meget overbevisende i sine beskrivelser, og det forårsager, at man begynder at nære en forståelse for karaktererne og deres måde at håndtere deres til tider skrækkelige virkelighed på. På sin vis forstår man godt familiens måde at håndtere diskriminationen på, og man forstår også godt, hvorfor den gruppe, som Trevor repræsenterer, øjnede et lille håb, da der kom en højtråbende populist ind fra højre, der lovede at brænde hele lortet ned og give dem verden af i går tilbage.
Fragmenter
Den eneste grund til, at jeg er en lille smule tilbageholdende med at kalde Vi er kortvarigt smukke her på jorden for et regulært mesterværk og den generationsdefinerende roman, der øjeblikkeligt ville skrive sig ind som et hovedværk i den amerikanske litteraturhistorie på linje med de bedste værker af F. Scott Fitzgerald, Tom Wolfe og Bret Easton-Ellis, er den måde, som den er sat op på. Den er fragmentarisk, og det fungerer kun noget af tiden. De bedste passager er dem, der er lange og minder om klassiske kapitler i en roman. Havde hele romanen bestået af forholdsvis lange kapitler, der ikke var støbt sammen af fragmenter, så havde Vi er kortvarigt smukke her på jorden været den næste Great American Novel. Det er der ingen tvivl om.
Info
Ocean Vuong: Vi er kortvarigt smukke her på jorden
C&K Forlag
2020
288 sider
Over sat af Caspar Eric
Omslag af Sofie Winding Studio