Er du interesseret i detektivhistorier, mystisk mord og det skrækindjagende, så er dette lige en bog for dig. I Jernvognen (1909) indføres læseren i et mord, der kun bliver uhyggeligere, jo mere fortællingen åbner sig op og udforsker den dystre, menneskelige psyke.

Harmoni og mord

I Jernvognen skrevet af Stein Riverton (pseudonym for den norske forfatter og journalist Sven Elvestad, 1884-1934) bliver fortælleren involveret i en mordsag, da der bliver fundet en død mand på en tilsyneladende hyggelig og harmonisk ferieø. Med hjælp fra den karismatiske, men lidt fordækte detektiv Asbjørn Krag fra Kristiania (det nuværende Oslo) kommer læseren på sporet af morderen, og jo mere, der bliver rusket op i sagerne, desto mere suspekt og gruopvækkende bliver historien og forklaringen på de hændelser, der foregår på den lille, ellers så afslappende norske ø. Men selvom fortælleren umiddelbart er meget interesseret i denne mystiske mordsag, går den ham på nerverne og påvirker lidt efter lidt hans sindstilstand i så høj grad, at den går ud over hans dømmekraft og evne til at tænke klart.

En rejse ind i hovedet på et nervevrag

Den første del af dette værk syner ikke af noget særdeles nyt eller skelsættende; Jernvognen har til dels alt det, en nutidig læser ville kræve af en kriminalroman: Der er et plot, som fra starten af er spækket med mystik og uhygge, den lægger op til, at læseren kan tage del i overvejelserne angående mordopklaringen, og efterfølgende dukker der en detektiv op, som tager læseren i hånden og leder denne videre ind i mordets obskure og gådefulde tågedans. Dog er Jernvognen noget specielt i sin samtid. På den ene side har den rødder i den gotiske litteratur fra det 19. århundrede med forfattere som Edgar Allan Poe, Mary Shelley og den senere Sir Arthur Conan Doyle med karakteristiske træk af mørke, skræk og død:

”Jeg turde for alt i verden ikke vende øjnene mod vinduet, men jeg følte med nakken, at det frygtelige ansigt derude i mørket kom nærmere. Nu flød det ind gennem den grønne glasrude, gled gennem glasset som et lig der trækkes gennem vandet — langsomt og forfærdeligt, stille og stadig nærmere. Jeg turde ikke se derhen, ikke for alt i verden, men pludselig vendte jeg hovedet. Der stod ansigtet igen, hvidt og grusomt, højt med panden, læberne var lyserøde som et barns. Jeg kastede mig ned over sengen og skjulte øjnene, men jeg følte et vift af en isnende rædsel i nakken, en kulde som fra månens ligskin.”

Som ovennævnt er værket på den anden side selvfølgelig også præget af sin samtid. Ligesom hos mange andre modernistiske forfattere er der i Rivertons detektivfortælling fokus på individet som sansende og oplevende subjekt – dvs., at skildringerne i Jernvognen altid er fra et menneskes perspektiv, ikke baseret på objektive/saglige forhold, som nogle måske ville hævde, at Sherlock Holmes’ iagttagelser er. Læseren, der er ude efter en ren og skær “traditionel” kriminalroman, hvor blot mordet, detektiven og opklaringen er i fokus, vil derfor ikke læse forgæves, men måske skuffes en smule. Fjernedes alle psykologiske skildringer af fortællerens oplevelser og sanseerfaringer, ville fortællingen nok være noget – beklager mit ordvalg – flad. Jernvognen adskiller sig altså fra den traditionelle detektivfortælling ved at flytte fokusset fra mordgåden – og hvad end detektiven nu bruger af metoder – til indtrykkene, vores hovedperson får af at ledsage Asbjørn Krag i opklaringen, og hvorledes det påvirker hans nerver og hans sind:

”Nu var mine læber igen ved at blive kolde og jeg mærkede denne varme susen i nakken og baghovedet, som altid har varslet en nært forestående besvimelse. Jeg så mig omkring. Landskabet antog i mine forvirrede øjne de underligste former, jeg så at dagen gryede. […]. Jeg så på den døde mand, […], jeg lod blikket flakke udover sletten, jeg forstod intet, i nogle sekunder beherskedes jeg af den bestemte fornemmelse, at jeg drømte; men mine sanser var følsomme og modtagelige, og et besynderligt billede af solopgangen, set i et tiendedelssekund, brændte ind i min bevidsthed.”

Karakteristiske naturbeskrivelser er med til at sætte stemningen og kan også siges måske at afsløre protagonistens indre sindsstemninger, og der er klart et strejf af modernisme; et sammensurium af sanseerfaringer, der påvirker både skildringerne af landskabet og hele fortællingens form. Vores hovedperson er da også et godt eksempel på et individ fra starten af det 20. århundredes frembrusende industrialisering og storbyens pulserende, nærmest nerveanstrengende tilværelse. Disse karaktertræk er umiddelbart heller ikke noget særligt for vor hovedperson, men et fællestræk hos alle de ferierende gæster på den norske ferieø. Jernvognen kan derfor siges at handle lige så meget om – som Benni Bødker så vidunderligt formulerer det i efterordet til romanen – “et sind i gradvis opløsning, om sjælelivets mystik, om anspændelsen” som om et mord på en idyllisk, norsk ferieø.

Tilfredsstillende og spændende litteratur

Enhver læser, der holder af det uhyggeligt gruopvækkende, sindets mørkere sider samt en god historie med mystik og spænding, kan roligt gå på nettet og bestille et eksemplar af forlaget Eschos netop nyoversatte udgave af Stein Rivertons Jernvognen hjem. Men selvom der kan forventes en gysende og hårrejsende oplevelse, kan dette værk lige dét mere, idet det har fået den føromtalte modernistiske indsprøjtning, der – efter min mening – giver læseren mere for pengene og gør den markant mere spændende. Jernvognen burde altså tilfredsstille både den krimi- og modernismeinteresserede læser. Stein Rivertons Jernvognen er et virkelig spændende og interessant værk og kan klart anbefales til alle, der kerer sig om mennesket som fysisk og psykisk bevidsthed, og som alt i alt bare elsker en god historie.



Info

Stein Riverton: Jernvognen (1909)

Serien Gule roser 1

 Escho 2020

Efterord © 2020 Benni Bødker og forlaget

Grafisk tilrettelæggelse af Lars Hansen

Omslag ved Simon Bukhave

Oversat af Anders Jørgen Mogensen

Dansk udgave 2020

203 sider