I det nyligt udgivne værk Leonoras rejse, byder Susanne Christensen os ind i varmen til et væld af historier og betragtninger. Med fokus på kunstmaleren Leonora Carringtons liv, inviteres læseren til at forholde sig til emner som feminisme, økologi, surrealisme, rumvæsner, verdenskrig, og det er der kommet godt to hundrede virkeligt velskrevne sider ud af.

Surrealismens skæve og vidunderlige verden

Den dansksprogede norske kritiker Susanne Christensen tager os i Leonoras rejse (2020) med ind i surrealismens skæve og vidunderlige verden. Har læseren interesse for emner som kunst, avantgarde verdensopfattelser, økologi, science fiction, feminisme, og har man et ønske om indblik i en kunstmalers liv, kan Leonoras rejse klart anbefales Dette værks essens kredser om den britisk-mexicanske forfatter og kunstmaler Leonora Carringtons (1917-2011) liv, men Carringtons livsbane bliver med Susanne Christensens biografisk-essayistiske stil sammenflettet med adskillige anekdoter og aktuelle problemstillinger og bliver i sidste ende et farvelade af oplevelser for læseren, der tilsammen giver et fantastisk, men anderledes billede af surrealismens stadigt aktive åndedrag.

Den essayistiske stil og form

Når jeg læser værkets titel, Leonoras rejse – et essay, får jeg associationer til den franske renæssancefilosof Michel de Montaignes (1533-92) hovedværk Essais (da. Essays, 1570-92). Her formulerer Montaigne et essay som værende forfatterens forsøg på at formulere sine tanker gennem det skrevne ord (”essay” kommer også fra det franske ”essayer” – at forsøge sig på noget). Har man dette in mente, og forholder man sig til hovedtitlen på værket, så beskriver det meget præcist, hvad læseren siger ja til ved at åbne denne bog: Læseren siger ja til en fantastisk rejse ind i Leonora Carringtons surrealistiske liv, men Susanne Christensen har ikke skrevet en biografi; hun har skrevet et essay, dvs. da værket bærer præg af at være et forsøg på at forstå Leonora Carringtons liv og virke ud fra forfatterens eget perspektiv. Dette medfører nogle implikationer, bl.a. den, at levet liv og forfatterens forståelse blandes sammen, hvorfor læseren muligvis læser Carringtons biografiske materiale gennem forfatterens briller. Selvom dette af mange sikkert fattes negativt, er det modsat min pointe, at det er det, der gør Leonoras rejse til en fantastisk læseroplevelse og et must.Udover den vilde form, skriver Susanne Christensen også virkelig godt:

Planen er at følge Leonora på hendes rejse, men hendes historie er ikke hele historien. Hendes historie er en linse at se igennem, den er symaskinen som møder paraplyen på operationsbordet. Paraplyen er samtiden, historier fra samtiden, og historier om den som rejser.

Her kommer, vil jeg mene, Susanne Christensens udpræget poetiske skrivestil til udtryk. Udover denne poetiske udfoldelse af sproget, som læseren så at sige bæres på gennem beretningerne og emnerne i værket, blander skrivestilen sig også med den essayistiske stil, hvilket for den almene læser kan virke temmelig forvirrende og måske som en hindring for den videre læsning, da Susanne Christensen bruger en masse dyresymbolik i værket, som hun også refererer til i denne passage:

Der er sympati mellem Leonora og Renato [Renato Leduc (1897-1986)]. Hun har indgået en aftale med ham, de skal giftes, og således vil hun slippe afsted over Atlanterhavet. Chokket er dermed stort da den hvide fugl pludselig står foran hende på gaden en dag. Loplop, le supérieur des oiseaux, står foran hende. Det er Max, den overlegne fugl med sit hvide hår og den næblignende næse.

Dette, jeg valgte at kalde den ”poetiske udfoldelse af sproget,” lykkes. Jeg synes, at Susanne Christensen lykkes i at fange den skæve, vanvittige og surrealistiske tone. Det føles som om, at man som læser kan mærke Leonora Carringtons ånd våge over én; man bliver en del af den magi, som Leonora med ordet og penslen bragte til live, og læseren indvilges i et esoterisk og mystisk sprogmagisk vakuum: Jeg har en fornemmelse af at Leo har sneget sig ind på mig.

Et kompromisløst essay

Susanne Christensens essay Leonoras rejse er på mange måder noget helt for sig: Værket har sin essayistiske stil og sine poetiske eller kunstneriske karakteristika, hvilket gør den en fryd at læse. Essayet er velskrever, og jeg kan som læser allerede nu lige så godt afsløre, at jeg vil komme til at læse mere med Susanne Christensen. På få sider formår hun at føre læseren gennem en masse aktuelle emner og problematikker, som i den grad gør sig gældende den dag i dag – kompromisløst. Samtidigt med, at man følger Leonora Carringtons liv og værk med inkorporeret analyse af hendes mest notoriske malerier og litterære fortællinger, indføres læseren også i surrealisme, økologi, feminisme, science fiction, osv. På samme tid bliver disse fantastiske emner hyllet ind i Susanne Christensens –– egne oplevelser i kunstnerverden, og dette kan måske, for den almene læser, virke en smule barrikaderende. Men det er måske også det, der gør, at Susanne Christensen har skrevet et virkelig godt essay: Leonoras rejse er en interessant måde at få en indgangsvinkel til den avantgarde retning i kunsthistorien på, men formidlet gennem et subjektivt og farvet sprog, der giver værket denne utroligt særegne og kompromisløse karakter.


Info

Susanne Christensen: Leonoras rejse, 1. udgave 1. oplag

Forlaget Vandkunsten 2020

Forside af Leonora Carrington, Self-Portrait (The Inn of the Dawn Horse) (1937-38)

173 sider

Bogen kan købes på forlagets side her


Print Friendly, PDF & Email