Indimellem dukker der et stemningsgivende linoleumssnit op på siderne, lig det vi ser på forsiden af værket. En primal, urmenneskelig konnotation finder sted, forstærket af digtsamlingens overvejende tematik.

Krop, håb og sekulariseret næstekærlighed

Jóanes Nielsen har med Gudehoved begået et værk af digte, hvor man henledes til tanker både store og små. Som titlen gør os opmærksom på, findes der i samlingen en gudstematik, men det er dog ikke et altoverskyggende emne. Det er derimod det søgende menneske og det oplevede liv. I Gudehoved mødes et enligt digterjeg, der anskuer et levet liv, med børn der har forladt reden, og gamle venner der er gået bort, natlige eskapader og forliste forhold; digtene indeholder melankoli, frustration over det politiske landskab og kroppens forgængelighed, længsel efter gamle og nye bekendtskaber, og mange andre ting som følger med et langt liv. Men det leveres altid med en ro, og aldrig uden et håb lurende et sted bag ordene. Til tider dukker håbet op som et neonskilt uden for soveværelsesvinduet, som for eksempel når digteren udtrykkeligt giver håbet karakter i form af en bro, som med nedenstående digt:

Hvad er en bygd?
To huse
et på hver side af åen
og tværs over.
Resten er udvikling.
Men det er i broen at håbet bor.

En bro er lig med håb, da den binder landskaber sammen på tværs af vandmasser og afgrunde, en bro gør det muligt at skabe menneskelige forbindelser og kulturel udveksling, og en bro gør det muligt for fremmede kroppe at blive bekendte med hinanden. Og det er netop det kropslige, som træder i front hos Jóanes og bliver til et håb. Det kropslige bliver en metaforisk bro. Roen og håbet i værket kan virke paradoksal i forhold til, at Gudehoved samtidigt fremstår som en generel gudsbenægtelse, men heri findes muligvis værkets force; Jóanes rammer noget centralt og virkeligt for ethvert menneske med det kropslige tema.

En personlig anekdote

Blot benævnelsen af digte kan få næser og øjenbryn til at trække sig sammen hos mennesker, som er knap så litterært interesserede. Og med rette. Den lyriske verden kan være svær at imødekomme; selv for folk, der er vant til at læse skønlitteratur, kan poesi virke som en stor mundfuld. Fordomme om et uvejsomt Shakespeareansk sprog springer straks frem i tankerne. Og alligevel mente jeg, at det var perfekt at læse et digt fra Gudehoved op til en julefrokost befolket med alitterater.

Historien om mit bekendtskab med Jóanes begynder ved et litterært arrangement, hvor temaet var færøsk litteratur. Her blev digtet Pungen fra Gudehoved læst op til stor fornøjelse for de deltagende. Der blev leet, klukket, smilt og grint. Digtet er en simpel, men skarp observering af problematikken i pungen hos det mandlige køn, hvorledes aggregatet er udsat i dets dinglende placering, samt at nosserne er et argument for at hade gud. Sproget er fantastisk direkte og grotesk beskrivende; jordnært, verdsligt og hverdagsligt. Billedligt beskrivende. Jeg kunne se de komiske klunker for mig under oplæsningen:

Hængenosserne på ældre herrer er ligefrem frastødende
en behåret bylt
stinkende af mødding
prydet med hudorme

Julefrokosten indtræder. Bryggen fylder i ganen, og snapsen flyder. Der findes få bedre tidspunkter at henlede folks opmærksomhed til kroppens ædlere dele og groteske funktioner. Jeg fornemmede en skepsis til at begynde med, men efter endt oplæsning, som resulterede i røde, forlegne ansigter hos de yngre og en næsten nikkende genkendelse hos de ældre, oplevede jeg en fascination af den digteriske verden. Og en nyfunden bro mellem os.

Aldrig fortabt

Gudehoved fungerer fremragende som en samlet fortælling fra ende til anden, og efter at have læst værket sad jeg tilbage med en fornemmelse af at have fået overdraget visdom fra en alvidende, enøjet bedsteforælder, og at jeg har været vidne til en ældre generations forsøg på at gøre én fortrøstningsfuld i sin tilværelse i verden.

Jeg prøvede at trøste ham
sagde at i virkeligheden er man aldrig fuldstændig glemt
at der altid findes en Valdemar der spørger hvem man er og
hvor man er på vej hen

Vi er muligvis vildfarende, men vi er ikke fortabte, og det er, med frygt for at fremstå som en floskelmager, hvad der gør os menneskelige. Særligt når vi kan genkende det. Tematikken i Gudehoved verserer det metafysiske, men mennesket er bestandigt i fokus med henblik på en søgen efter en anden eller andet. Og det har været en fryd at læse. Jóanes Nielsen har skrevet et tankevækkende værk, som jeg mener er alle tænkende individer, stort og småt, forundt at læse. Det er absolut ikke det sidste, jeg har læst af den færøske forfatter.



Jóanes Nielsen: Gudehoved

Forlaget TORGARD

2018

84 sider

Med linoleumstryk af Rannvá Holm Mortensen

Læs mere på forlagets hjemmeside her

Print Friendly, PDF & Email