Den engelske musiker og forfatter Kate Tempest har i år endelig fået sin roman oversat til dansk. En generationsskildring, der overfører hendes lyriske relevans til romanformatet.
Alle kender en
Kate Tempest er mest af alt kendt for sin musik og sangskrivning. Den 32-årige kvinde fra Brockley i London har gjort sig positivt bemærket med sine tre pladeudgivelser. Her har hun udmærket sig i nye tilgange til rap, spoken word og hip-hop. Med sine bidske samfundsskildringer, med udgangspunkt i f.eks. sexualitet, stoffer og kriminalitet, har Kate Tempest forsøgt at skabe et anderledes udtryk i sin musik. Det er trods alt de færreste, der kender kriminelle med maskinpistoler, guldkæder og limousiner, sådan som det ellers stereotypt er blevet portrætteret i en stor del af den amerikanske hip-hop. Men lidt flere af os kender måske småforbryderen, ham eller hende der solgte lidt hash eller amfetamin i frikvartererne. Ham eller hende, der fik tæv derhjemme for derefter at bearbejde det ved at gå ud og tæve nogle andre. Ham eller hende, der var træt af aldrig at have nogen penge og derfor begyndte at stjæle. Kort sagt har der været stor mangel på den socialrealistiske skildring i hip-hop, i særdeleshed i den europæiske af slagsen.
Fra musik til roman
Nu er det jo selvfølgelig ikke Kate Tempests musik, det skal handle om, men hendes debutroman De sten der byggede husene, der nu også er blevet oversat til dansk. Men det kan nu alligevel ikke adskilles, da hendes musikalske og lyriske tyngde klart går igen i den skønlitterære samfundsskildring. At der netop er tale om en udfoldelse af hendes lyriske tankegods kommer til udtryk på flere måder. Det være sig både i den sproglige form, men også på indholdssiden. Helt konkret bygges der nemlig videre på hendes prisnominerede album, Everybody Down, der udkom i 2014. De sten der byggede husene er på en måde et forsøg på at skildre emner, der både kan være såre simple og fandens indviklede.
Livet som det også kan se ud
Bogen indledes med fortællingen om Becky, Leon og Harry, der er på flugt fra den kriminelle underverden i London. Med sig i bagagen har de nemlig en kuffert fyldt med penge, der ikke er deres. Efter denne meget filmiske åbningsscene bliver læseren taget med et år tilbage i tiden, hvor vi følger de forskellige begivenheder forud for flugten. Vi følger Leon og Harrys ubrydelige venskab og deres færden i Londons natteliv, og vi følger Beckys knoklen for sine dansedrømme og ambitioner. Fælles for dem er at læseren bliver taget med ind i deres drømme om fremtiden og deres mareridt om fortiden. Hver især bliver deres fortællinger og veje flettet sammen for at give historien et vidtforgrenet, men sammenhængende plot. Kærlighed, jalousi, svigt og ambitioner er nogle af nøgleordene for romanen. Og så lige iblandet en stor mængde stoffer og alkohol.
Den ambitiøse generation
De sten der byggede husene er en skildring af en ung generation, der på trods af alle deres hårde anstrengelser virker uendeligt langt væk fra at kunne indfri deres drømme og ambitioner. Der er både tale om samfundsmæssige grunde til tilværelsens ligegyldighed, men også omstændigheder, der synes selvskabte. Problemer med selvværd og identitet står mere og mere centralt, som handlingen skrider fremad.
“Han vidste, at hver eneste lille ting, som skete, skulle tænkes igennem, føles, nydes; enten kæmpes med eller kæmpes for.”
Her er Kate Tempest’ fine balance mellem nutid og datid glimrende afstemt. Løbende bliver dele af karakterernes fortid foldet ud, men kun når det synes relevant og berigende for historiens helhed. Fællestrækkene er baseret på forskellige former for svigt fra andres side eller over for sig selv, men også samfundets til tider manglende sociale mobilitet står som fælles reference for romanens hovedpersoner. På den måde står De sten der byggede husene som et forsøg på en generationsroman, der prøver at ramme en bestemt nerve i samtidens England. En generationsroman, der ikke skal chokere eller forandre, men skildre følelsesmæssige kendsgerninger.
Sprog, stoffer og spændingskurve
Grundlæggende er der utroligt meget, der kunne tages fat på, når man skal beskrive og bedømme en roman som De sten der byggede husene, men der skal også være noget til læseren. Kate Tempest har begået en rå og kompleks roman, der fastholder læseren med sine herlige person- og miljøskildringer. Spændingskurven i bogen gør yderligere til, at man som læser ikke kan lægge bogen fra sig. Sprogligt er der ikke tale om en kompleks roman, men derimod den litterære stil som benyttes, hvorved flere historier køres simultant. Og på grund af dens sproglige skarphed og de gode beskrivelser bliver kompleksiteten dog aldrig for knudret for læseren. Kate Tempest formår virkelig at sætte ord på tanker og følelser, hvilket flere gange fik mig til både at trække på smilebåndet, henfalde i seriøs eftertænksomhed samt erindre personlige ungdommelige udskejelser.
“På det sted, der findes mellem kokainen og alkoholen og stesoliderne, ekspanderer hendes hjerne, oversvømmer hende med fortid.”
Netop evnen til at give læseren en nærmest multimodal oplevelse står tilbage for mig. Kate Tempest formår virkelig at give indblik i mange af menneskets facetter af følelser og handlemåder. Bogen virker trods sine mørkere sider aldrig decideret rå, hvilket skyldes det flotte og inkluderende sprog. En gennemgående fængende bog, som man de fleste steder kan relatere til i større eller mindre grad. Ungdommelig nerve og nærvær, uden at blive karikeret.
INFO
De sten der byggede husene af Kate Tempest
Forlaget Korridor
2018
Oversat af Juliane Wammen
Køb bogen på forlagets hjemmeside her