Sólrún Michelsen fortæller i sin autofiktive roman, På den anden side er marts, om den sidste tid med sin mor. Hun giver læseren indsigt i livets foranderlighed ved bl.a. at fremvise den magtesløshed, man kan møde som menneske, når det bliver ens tur til at tage sig af forælderen. Sólrúns magtesløshed overfor tiden, der ses i værket, bygger en afventende stemning op til moderens forestående død.

Forholdet mellem mor og datter

Sólrún Michelsen er en færøsk forfatter, der fortæller med udgangspunkt i sit eget liv. Jeg blev budt ind af en hovedperson, der tog mig med i den sidste tid, hun havde med sin mor. Moren er en ældre kvinde, der med alderdommen er begyndt at blive lidt forvirret og glemsom. Nogle gange kan hun ikke mindes folk, mens hun andre gange står op om natten ude af stand til at indse, at det endnu ikke er morgen. Romanen fokuserer på forholdet mellem den voksne datter og den ældre mor og den kommunikation, de har i denne del af deres liv.

”I lang tid forestillede jeg mig, hvordan vi skulle have det, når jeg kom på besøg. Hvad jeg skulle fortælle hende. Hvad vi skulle lave. Jeg skulle have fat i enden på den gamle. Det, der plejede at være. Så ville alt blive godt. Men det blev aldrig, som jeg havde planlagt, hvor meget jeg end forsøgte at dreje snakken ind på den rigtige kurs. Jeg var skuffet og frustreret, hver gang jeg tig hjem”

I ovenstående citat ses det, hvordan datteren har nogle forventninger til det forhold og den kommunikation, som hun har med sin mor. Hendes besøg munder altid ud i frustration og i skuffelse. Men når først hun begynder at opgive sine forventninger og i stedet bruger tiden på at forstå verden, som moren ser den, udvikler hendes forhold til moren sig: ”Jeg skal tale med om hendes verden. Den er slet ikke så dum, når man accepterer den.” Sådan ræsonnerer hun for sig selv, at det ikke nytter noget at dyrke forholdet på sine egne betingelser, men at det i stedet må gøres med en forståelse og en accept af den verden, som moren oplever og lever i. Denne accept af, at moren ikke længere er den, hun har været, men at det ikke er en skidt ting, gør, at datteren bedre kan værdsætte den sidste tid med moren.

Det, der ikke italesættes

Morens hukommelse svigter med alderen, og hun præsenteres som værende lettere forvirret – noget, der også er til frustration for hovedpersonen, der repræsenterer Sólrún Michelsen selv. Det interessante ved dette er især den magtesløshed, der illustreres i forbindelse med dette.

”Jeg kan se hendes øjne, hvordan hun leder. Hvordan hun løber efter ord og billeder, der smyger sig væk. Hvordan hun strækker sig efter dem. Men de er glatte som kviksølvperler fra et knust termometer. De fyger omkring hende og er ikke længere, hvor de plejede at være. Hun kan ikke finde dem. Hun ser ikke på mig, men alle andre steder hen, mens hun forsøger at stryge tågen væk. Så opgiver hun. Sukker og ser ned. ”

Her illustreres datterens opfattelse af, hvad der sker, når morens hukommelse svigter. Glemslen beskrives som en tåge, hun ikke kan stryge væk, og derved kan hun ikke finde sine minder. At moren undgår øjenkontakt insinuerer, at der er noget skamfuldt i det ikke at kunne huske, og til sidst opgiver hun og accepterer – med nedslået blik – at hun ikke kan huske det, hun søger efter.

Accepten af de følger, der kommer med alderdommen, er større hos moren end hos datteren – men i takt med at tiden går, vokser datterens accept af både disse og sin egen magtesløshed overfor tidens foranderlighed.

Færøsk litteratur

Værket byder ind med flere genkendelige elementer for den færøske læser. Eksempelvis fortælles der, hvordan man kan skelne mellem en færing og en dansker: ”Jeg vidste også, at hvis jeg så folk i regntøj, så var det fremmede. Danskere.” Dette er ganske rigtigt noget, som færinger siger, og som vi kan grine lidt af, når det dukker op i en ellers seriøs bog som denne. Men det betyder ikke, at værket ikke også vil være genkendeligt og indbydende for den danske læser. Tværtimod mener jeg, at bogen giver et godt indblik i livet på Færøerne for danskere.

Den færøske litteratur kendetegnes ofte ved den tilknytning, som den har til naturen, og dette træk ses også heri. Naturen bliver knyttet til barndommen. Når hovedpersonen mindes sin barndom, flettes naturen ind, da det er her, hun legede, og naturen er derved oftest præsenteret i de flashbacks, der bruges hyppigt. Fortællingen er nemlig kronologisk, men bliver konstant afbrudt af glimt fra fortiden. Minder, der bliver bearbejdet i afsnittene efter flashbackene. På denne måde opbygges der en kontrast mellem barndom og voksenhed, men også mellem udenfor og indenfor, da personerne oftest befinder sig indendørs som voksne, men udendørs som børn.

Derudover refereres der løbende til diverse nordiske elementer, herunder viser, Grundtvig, Tove Jansson og ikke mindst Brúsajøkils kvæði. Den færøske hverdag bliver dermed repræsenteret gennem de nordiske elementer, som man har på Færøerne. Hhv. via naturen, kulturen og ikke mindst via de nordiske sprog, sange og lignende, som er en stor del af det færøske liv.

Temaer

Sólrún Michelsen præsenterer i sit værk flere genkendelige temaer, som hører til det mundane liv: livets forgængelighed, tro – herunder troen på efterlivet – død og sorg samt ikke mindst de kvindelige roller som mor og som datter. Jeg tror, at især den midaldrende kvinde vil kunne identificere sig med værkets indhold, men det betyder ikke, at der ikke også er masser af stof til omtanke for alle andre. Døden og det at vente på døden er noget, som vi som mennesker alle på et eller andet tidspunkt i vores liv med al sandsynlighed vil blive bekendte med, og emnet bliver fremstillet og diskuteret grundigt af Sólrún Michelsen. Det er et tungt emne, som livets små glæder kan lette på, hvilket denne bog er et fantastisk eksempel på.




Info

Sólrun Michelsen: På den anden side er marts

Forlaget Torgard

Omslag af Høgni Egholm Magnussen

Oversat af Kirsten Brix

2017

146 sider

Køb den her