Det nystartede Forlaget Silkefyret har gjort sig noget af et scoop med oversættelsen og udgivelsen af Termin – en fremstilling af vold i Norge, som for nyligt blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Termin er dødskræmmende og teknisk overlegen.
Historien om Kjetil
Kjetil Tuestad, 26 år gammel, bosat i Hommersåk i nærheden af Stavanger med sin hustru Ann Elisabeth Larsen, bliver sankthansaften 1998 udsat for et voldsomt og tilsyneladende tilfældigt overfald, der resulterer i knoglebrud, hjernerystelse og akuttransport med helikopter til hospitalet. Derudover resulterer overfaldet også for Kjetil i et langvarigt genoptræningsforløb og et liv ud og ind af neurologiske og psykiatriske afdelinger. Når jeg her gengiver værkets handling med fulde navne, årstal og stedsangivelser, så denne anmeldelse lyder som en nyhedsartikel om en voldsepisode, er det ikke tilfældigt. Termin er nemlig udformet som en rapport eller en journal, der opsummerer Kjetils liv fra overfaldet i 1998 og frem til 2015.
Før fortællingen zoomer ind på Kjetils overfald, præsenteres vi for en redegørelse for Norges og særligt Stavangers socioøkonomiske udvikling i starten af halvfemserne. Her i indledningen mimer Termin en meget saglig, nærmest akademisk fremstilling, som prikker til læserens genreforventninger. Mine øjne stod da også på stilke; hvad pokker foregår der egentlig her? Efter denne indkredsning vender fortælleren sig mod Kjetils overfald, et overfald der fremstilles som et eksempel på vold, og Kjetils liv bliver herefter til et eksempel på et liv ødelagt af vold. Det kommer heller ikke som en overraskelse at Kjetil ender med at videreføre volden, når han senere i fortællingen overfalder en fremmed mand. Det ligger i kortene, at vold avler vold.
En sær, sær fortæller
Udover Kjetil Tuestad kommer fortælleren til at fungere som værkets anden hovedperson. Vi bliver nemlig præsenteret for en yderst besynderlig fortællerinstans, der lader til at imitere en art journal- eller rapportstemme. Oplysningerne om Kjetil synes indsamlet af mange instanser. Vi kan eksempelvis forestille os læger, psykologer, psykiatere, politibetjente, venner og familie, og alle disse videregivne oplysninger og udsagn er pronominalt samlet under et ”man”:
”Man ved, at Kjetil forsøgte at undgå de andre medpatienter.”
Et par måneder efter Kjetils overfald foregår endnu en voldsepisode; en seksårig dreng er nær ved at blive sparket og stenet til døde. Om denne sag lyder det ligeledes:
”Man havde forsøgt at skåne lokalsamfundet, de fleste indså aldrig alvoren i ugerningen.”
”Man antog efterfølgende, at han ville få varige mén. Steningen havde foregået om dagen i et roligt boligkvarter. Folk mente, at Hommersåk var ved at miste sin uskyld.”
Her bliver det uklart hvad ”man” og ”folk” dækker over. Repræsenterer fortælleren den almindelige sladder i den fredelige Stavangerforstad, eller er ”man” summen af hospitalsjournaler og politirapporter? Denne svært gennemskuelige fremstillingsform forstærkes også af nogle sære sætningskonstruktioner, eksempelvis lyder det om Kjetil efter overfaldet: ”Det skulle have været vanskeligt at kende sig selv i sit eget følelsesliv.” Det bemærkelsesværdige ved disse lidt knudrede konstruktioner er, at de understreger fortælleren som videreformidler af information, og det er et drastisk og yderst interessant valg af Nor-Hansen. Den nøgterne og næsten faglige fremstillingsform understreges også af, at teksten er udstyret med fodnoter, som uddyber især Kjetils reaktioner og efterrationaliseringer.
Når mennesker bliver fremmede for hinanden
Når man er kommet sig over de lidt aparte tekniske valg og den særegne fremstillingsform, begynder Termin langsomt at krybe ind under huden på én på en med sin fremmedgørende uhygge. Det er som nævnt nemlig ikke kun Kjetil, der udsættes og udsætter andre for umotiverede voldshandlinger. Sideløbende med fremstillingen af Kjetils liv får vi eksempler på diverse overfald, knivstikkerier og dyremishandlinger. De skyldige bliver aldrig fundet, og begivenhederne beskrives altid i sammenhæng med den samfundsmæssige udvikling; landet bliver rigere og rigere, alting bliver bedre og bedre, og så alligevel:
”Naboer var stoppet med at hilse. Folk kunne fremstå tavse og undvigende. Det blev fortalt, at man kun så hinanden i biler. Spørgsmålet var, om langvarig økonomisk vækst kunne have tvunget en anden, mere afmålt omgangstone frem.”
Er menneskene simpelthen blevet fremmede for hinanden? Nor-Hansen svarer aldrig direkte på spørgsmålet i dette citat, og det havde også været ærgerligt. I stedet lader han den knappe, saglige fremstillingsform være hovedpersonen, og jeg kan af den grund, uden at blinke, læse side efter side om børnevoldsofre, katteafbrændinger og en sekstenårig pige, der er blevet indespærret og gruppevoldtaget. Den ekstreme fremmedgørelse eksemplificeres tydeligst i Kjetils historie; han bliver fremmed for sine kone, fremmed for sin familie. Han kan ikke være i sit eget (følelses)liv, han kan ikke opføre sig normalt i selskab med andre. Efter overfaldet ved han ikke længere, hvordan man gør. Derudover findes fremmedgørelsen også i læserens møde med den saglige og næsten kolde fremstillingsform. Termin er spundet ind i en original og benhård virkelighedsæstetik, som gør forbandet ondt, fordi den er så nøgtern og saglig. Av.
INFO
Henrik Nor-Hansen: Termin – En fremstilling af vold i Norge
75 sider
Oversat fra norsk af Allan Lillelund Andersen
Forlaget Silkefyret
Udkom i Norge i 2016
Kan købes her.