Fanget i søndagsland, hvor hver dag synes at bære storme med sig. Hvem var jeg, og hvad er jeg nu blevet til? Hvordan har verden ændret sig – eller hvordan har jeg ændret min verden? Denne meget smukke digtsamling beskriver hverdagens trivielle gøremål og tanker på en både basal og alligevel supernærværende og reflekteret måde. Jeg var opslugt til sidste side. To gange.
Ingen bryder sig om brændte hjerter
De smukke fraser blander sig med hverdagens forudsigelighed – og uforudsigelighed. Vejret. Kærlighed. Fortid. Nutid. Fremtid. Det hele rammes ind af nydelige iagttagelser om livet, verden – en limboverden – hvor intet ligger fast, og hvor der findes et sted for folk, som ikke lader sig definere, men blot eksisterer, fordi de er. Fordi nogle ting forandrer sig aldrig. Og nogle ting ligger simpelthen uden for vores rækkevidde: ”Når kortene blev blandet til en andens fordel” mens ”Gentagelserne banker på døren til det tragikomiske”. Ting, der ligger helt uden for vores rækkevidde – selvom det kan virke surrealistisk, når man kigger tilbage på det liv, der er levet, og må erkende, at verden forandrer sig, og (den sværeste erkendelse) at man selv forandrer sig.
Sprækker af sollys over Søndagsland
Men kastes vi så bare rundt i verden, hvor vejret huserer, og mennesker går, når de vil, eller hvor du trækker dig bort, fordi du ikke længere taler samme sprog, som det menneske, du ser foran dig ”Fordi jeg er ikke længere den samme, som sidst jeg så jer” – ”(…) mine øjne har forandret sig”. At det kan ske så pludseligt og brutalt, at du ikke engang selv lagde mærke til det. Og at du nu er blevet en kvinde, som tjekker vejrudsigten flere gange om dagen. At det hele kan være lige meget –”Det der var. Det der er, og det der kommer”, selvom det ”At længes er menneskets tungeste byrde, når dagligdagen ikke blev den, du planlagde”, men hvad gør man så, når man ikke tror på, at der findes fred bag hudens tremmer, og at man føler, at man bliver kastet rundt i livet uden mål og retning. Er man aldrig helt tilfreds, når fortiden rumsterer i baghovedet, og fremtidens skeptiske øjne hviler på en. Kan man nogensinde finde ro i nuet og i søndagsland, hvor tiden stopper, står stille, vender sig om og drejer den anden vej igen. Hvor ”søndagene (er) for mange, alt for lange”. Men så i håbløsheden og det trivielle ”giver tilværelsen pludselig mening. På en anden måde”. Og heldigvis for det.
Umenneskeligt nærværende
Jeg er draget og imponeret. Sissal Kampmenn har ramt plet – lige midt i solar plexus, og jeg må have anskaffet mig hendes tidligere digtsamlinger hurtigst muligt. Hendes smukke, betagende ord tog mig fluks tilbage til Færøerne, hvor jeg kan se landskabet, vejret og menneskene springe op i en ny form for mit indre øje. Berigende læsning – efter min mening.
Der er kun tilbage at sige: Læs, læs, læs!
INFO
Sissal Kampmann
Søndagsland
Forlaget Torgard
96 sider
Digtsamlingen kan købes på forlagets hjemmeside her