I Stinus Olesens nyeste roman Amager elsker os ikke længere er der ingen smarte bagere eller caféer på Amagerbrogade – der er til gengæld brune værtshuse, gamle kolonihaver og hårde skæbner. Fortællingen om mandens midtvejskrise er bestemt ikke original, men Olesens miljøskildring gør Stanleys sejlen rundt i tilværelsen både underholdende og interessant. Det er stemmer fra et kvarter, der er blevet overhalet indenom af byfornyelse og gentrificering – se bare titlen – og så er det den beklemte mand – ham der ikke formåede at slå til hverken på jobbet eller i familien, ham med lædervest og billige øl – der er i fokus.

Sin helt egen ø

Jeg er selv vokset op på Amager i slutningen af 90’erne og i 00’erne. Det var før Amagerbro blev smart. Men det var også et godt stykke tid efter, at Amager var ægte hardcore som i tiden med rockerkrigen og for eksempel det voldsomme drab på rockeren Makrellen på Vestamager, eller da en terrorgruppe holdt til på den lillebitte Blekingegade lige ved Amager Centeret. I løbet af mine 24 år, hvoraf de fleste er blevet brugt på Amager, er der sket utroligt meget: Ved Amager Strand er der kommet høje, hvide, nybyggede huse med store panorama-glasfacader, og står man på Fælleden kan man også se nybyggede lejligheder og Fields, ikke mindst, rage op. Kolonihavehusene er ikke billige og faldefærdige længere – de er blevet trendy. Men Amager er stadig sin egen. Det er ikke bare en bydel: Det er et sammensurium af spritnyt og slidte, nærmest Klondyke-agtige kvarterer, det er charmerende og pissegrimt, det er by, natur, vand og lufthavn, og så er Amager en identitet. Man er ikke københavner, man er ”amarkaner”. Spørg bare min familie eller karaktererne i Olesens roman. De holder sig på øen, og selvom der ikke altid er kommet det bedste ud af det, så er Amager deres hjem, og det stiller de ikke spørgsmålstegn ved. 

Motorvejsblackout

I Amager elsker os ikke længere vågner hovedpersonen Stanley i motorvejsrabatten efter et blackout. Hverken Stanley eller læseren aner, hvad forhistorien er, men det ridser fortælleren op: “Stanley bliver født i det herrens år 1955. Han vokser op i en toværelses på Øresundsvej med en far, som arbejder på en kutter nede i Kastrup Havn og altid går rundt i sin fiskerkedeldragt, for den har så praktiske lommer til øl”. Og så bliver det ellers fortalt, hvordan Stanley var dårlig til matematik, savnede en mor og senere kommer til at køre lastbil og blive venner med John, kaldet Præsten, som han går på bodega med – og her møder de deres fælles forelskelse: bardamen Lonni. Så er de væsentligste punkter etableret. Men Stanley er blank, og Præsten må hjælpe ham på vej med det meste. Faktisk med alting, for Stanley lever stadig i 70’/80’erne, i tiden med lastbilen, værthuset og Lonni. Det kommer fuldstændigt bag på ham, at kalenderen skriver 2015. Hvor blev årene af? Hvad er der sket med ham? Og hvad er der sket med gode gamle Amager? Det er det, resten af romanen går ud på at optrevle. Bogen er altså bygget op om en prolog eller ramme i begyndelsen, hvor Stanley vågner op, og består derudover af mange flashbacks og fortællinger. Kapitlerne fungerer som nedslagspunkter eller koordinater, da alle deres titler er stednavne på Amager som ”Aladdinvej” (ja, den er god nok, det er på Vestamager) og ”Haveforeningen”, så man både kommer rundt på øen og i Stanleys liv.

En sløjfe om det grimme

Hen imod slutningen er der en passage, der foregår netop i haveforeningen. Her kulminerer alting for Stanley, da han får klarsyn på sin fortid ved at holde sig under vandet i et badebassin så længe, at han får iltmangel. At være så tæt på døden gør, at han pludselig kan få en forståelse for alt det, der gik galt i fortiden. Han finder faktisk ro i at miste kontrollen under vandet: ”Mine øjne klør. Jeg har ikke flere kræfter til at presse mig ind i hjørnet. Her er så stille. Mine lunger kramper efter ilt, og jeg overvejer at åbne munden og bare ende mine dage lige her på bunden af mit badebassin”

Uden at afsløre for meget, så får Præsten og Stanley faktisk rettet op på det hele, og de ender ovenikøbet med at tage ansvar for andre mænd i samme situation ved kun at ansætte mænd med en hård fortid i et nyt nedrivningsfirma, de starter. Den noget rosenrøde slutning giver mig en lidt flad fornemmelse. Måske havde Olesen ikke behøvet at binde en sløjfe rundt om alt det grimme. Måske skulle rod bare have lov at være rod.

En hyldest til de utilpassede

Amager elsker os ikke længere er en hyldest til det gamle Amager – til de skæve eksistenser og til dem, der sidder ved baren på bodegaerne. Og det gør bogen godt. Det er en medrivende og autentisk hyldest med både mere og mindre velfungerende elementer i ”plottet”, hvis man kan kalde Stanleys hukommelsesfærd det. Både Stanley og Præsten omtaler flere gange Amager som om øen var en person, som for eksempel her, hvor Præsten citerer fra en tale eller prædiken, han engang har holdt for unge, utilpassede drenge: ”Amager lukker sig omkring sig selv (..) Amager er ved at blive overtaget af elbiler og millionboliger, og de piger, I vil imponere, de sidder og studerer på uddannelserne”. En meget præcis beskrivelse af, hvordan det sted, man troede, man kendte, pludselig kan ændre sig. Amager er ikke de velkendte gader længere. Det er blevet dyrt, fancy og attraktivt, og det er godt for mange, ikke mindst for ejendomsmæglerne. Men gentrificeringen overhaler også mange, unge som ældre – og det er dem, der står magtesløse tilbage, der har hovedrollen i Olesens roman.

Byens Forlag er et forlag med mange jern i ilden, og som går op i at være netop et forlag for byens historier. Her passer Olesens roman perfekt ind. Den beskriver mange lokalmiljøer på Amager troværdigt og godt, den er tydeligvis velresearchet, og den er et charmende kighul ind i en virkelig, der er ved at forsvinde. 





Info

Stinus Olesen: Amager elsker os ikke længere

Byens Forlag

2020

Køb bogen på forlagets hjemmeside her

Print Friendly, PDF & Email