ROMAN: En frafalden jesuitterpræst er i 1914 på en dræsine på vej fra Belgisk Congo over Atlanten til den brasilianske jungle med tre menneskelignende aber. Det er en rejse, som kommer til at stille spørgsmål ved grundlæggende forhold såsom hvad det vil sige at være menneske og forholdet mellem natur og kultur.
Ud af mørket
”Det var mig der opdagede dem først. Det var en aften i slutningen af april. Jeg sad som jeg plejede om aftenen på trappen til mit lille hus og kiggede ud i det varme mørke. Ved siden af mig sad den unge jernbaneingeniør. Dittel hed han, Jean Dittel. Jeg pegede på de glitrende huller i urskovens sorte kulisse, øjnene der reflekterede bålene på den åbne plads neden for os hvor jernbanearbejderne sad og drak og snakkede.”
Sådan begynder Carl – Henning Wijkmarks roman Dræsinen, om jesuitterpræsten Moulin. Eller rettere sådan begynder Moulins fortælling om en episode i sit liv, der fik afgørende betydning. Fortællingen udspiller sig således under erindringens blik. Det formgreb vender jeg tilbage til i slutningen af denne anmeldelse.
Moulin er udsendt af Jesuiterordenen til Belgisk Congo som sjælesørger i en lejr med flamske, vallonske og lokale jernbanearbejdere. Det er dog kun i den ydre pligtmæssige opretholdelse af formerne, at Moulin virker som præst. Han vakler i troen og er i langt højere grad optaget af evolutionære fantasier. Disse får ny næring den omtalte aften i april, da han i det varme mørke får øje på tre menneskelignende aber. Snart bliver disse aber en del af lejren, særligt i kraft af ingeniøren Dittels kunstfærdige konstruktion; en dræsine til brug af udbedring af jernbanen.
Dette bliver startskuddet til Moulins udforskning af aberne og hans udtrykte evolutionære drøm om at observere menneskets tilblivelse – at se skridtet fra naturen til kulturen. Disse aber ligner ikke andre og udfører en række handlinger, der hver på deres vis giver solid grobund for Moulin til at antage, at de kunne være the missing link, og dermed kunne give forklaringen på menneskets tilblivelse. Ad en række omveje dannes dette usandsynlige rejseselskab: En frafalden jesuitterpræst ombord på en dræsine med tre menneskelignende aber, på vej over det atlantiske ocean.
Gentagelse
Et gennemgående tema i romanen er gentagelsen. Moulin vil forsøge at skabe en situation med aberne, hvori han kan gentage skridtet fra den vilde jungles natur til den kultiverede civilisation – gentage dette spring til hvad det vil sige at være menneske, det som definerer og adskiller os fra al den øvrige natur.
Romanens spændingsfelt, den gåde som fastholder os som læser, udgøres af, at vi befinder os i øjeblikket lige inden gentagelsen finder sted. Som fx her efter deres ankomst til Skt. Helena, hvor de på et forladt landsted har fundet gamle uniformer, som aberne ifører sig:
”Var lysten til at klæde sig ud til stede som et overskudsbehov uden sammenhæng med mimicryfunktionen i naturen – ja, så var selviagttagelsen og bevidstheden der også, kunne i det mindste ikke være langt borte!”
Men som romanen skrider frem, bliver det tydeligere, at den gentagelse Moulin håber på, er en drøm. Et forfængeligt håb om på ny at tro på noget. Hans forsøg på gentagelsen virker som en latterlig parodi, der blot er et mislykket forsøg på at redde sig selv ud af fortvivlelsens mørke.
Her er det værd at fremhæve hvordan Wijmark evner at væve flere niveauer sammen. Nok udspænder Wijkmark gentagelsens tema, men i lige så høj grad tegnes et billede af en tids vildfarne fantasier, en kulturs forfald og undergang ved udbruddet af 1. verdenskrig. Og Moulin er et ekko af dette. Som det hedder et sted mod slutningen af romanen: ”Sagen var den at jeg delte den naive udviklingstro som var almindeligt udbredt i begyndelsen af århundredet. Den var min nye religion, og for den havde jeg forladt de katolske trossætninger der så grundigt var blevet præget ind i mig i spæd alder”. Således viser romanen mange af sine styrker; at kunne tale klart og underholdende uden at tabe dybde og uden at de mange sammenvævede lag bliver en forvirrende masse.
Sproget fører frem til mennesket
Wijkmark lader en tragisk indsigt lyse igennem romanens sidste dele. Den kultur og civilisation som bl.a. Moulin knytter så store forhåbninger til, er et tyndt slør som mennesket lige så gerne river af igen. Og hvad finder vi inde bagved, når sløret, den kulturelle fernis er løftet af mennesket?
”… det som kigger frem, er ikke det sunde tømmer, det naturlige fine menneske vi drømte om. Det er – ingenting! Kollaps! Bare et tomrum”.
Gælder det ikke stadigvæk, særligt i disse år? Hvor en nærmest permanent katastrofetilstand har tag i os, og hvor lidt der i grunden skal til for at den kulturelle fernis kan løftes af os. Wijkmark efterlader os dog ikke i mørket. Som en slags endelig erkendelse skriver Moulin om, hvad der kunne have været en udviklingsvej for aberne: ”Vi er nød til at holde distancen og leve inden for vores fire vægge. Men væggene er tynde som i et lysthus.”
Vi skal ikke kaste os i armene på afmagten, men ved at opretholde vores skrøbelige kultur, ved at skrive og bruge vores sprog føres vi frem til mennesket. Og her når jeg frem til formgrebet med erindringen. For dette greb kommer til at spille og understrege den pointe. Ved at bruge og udtrykke sig, ved skriftens nedfældende aktivitet væver Moulin sig frem til det menneske, han er. En paradoksal eksistens som det udtrykkes et sted i romanen med et Humboldt citat: ”mennesket er kun menneske i kraft af talen, men for at opfinde talen må det allerede være menneske.”
Døm endelig selv. Men afhold dig ikke fra denne roman, der er en hyldest til mennesket, sproget og litteraturen.
INFO
Roman kan købes til 300,- her.