Døren ind til privatsfæren står på vid gab

Dan Schiødts 158 siders digtsamling forgrener sig, som forsideillustrationens træ måske kan antyde, i flere tematiske retninger. Naturens små mirakler rummer både hyldestdigte til musikhistoriens ældre heste, billeder af et på én gang opløftende og bebrejdende samfundssyn og helt intime digte, hvor Schiødt tager læseren med ind i et ekstremt personligt rum. Fra tid til anden titter Gud frem, andre steder er det hebraiske bogstaver der sættes i scene. Schiødt vil gerne nå at omfavne det hele, og man kan, efter endt læsning, sidde med en fornemmelse af, at det måske havde været gavnligt at tøjle dén lyst en smule.

Tanken vejer tungere end sproget

Det er ikke sproget der springer i øjnene i Naturens små mirakler. Schiødt forsøger i enkelte af digtene at udfolde et poetisk billedunivers, men det der vejer tungest, synes at være tankerne bag digtene. Tematisk springer Schiødt frem og tilbage mellem erindringsbilleder, familieportrætter og både politiske og religiøse statements. Det er svært at danne sig et egentlig overblik over, hvad han vil, og hvor han vil hen – det der står allerklarest er da også visheden om, at der her er tale om en forfatter, der har rigtigt meget på hjerte.

Hvem er bekendelsespoesien egentlig til?

Den intime bekendelsespoesi kommer især eksplicit til udtryk i digtene “Til min datter” og “I kræftens land”. Med verselinjer som //Du må bibeholde/din tro på,/at der er udveje og flugtveje/selvom det ikke ser sådan ud.// og //Du har din egen stil/og dit værelse/er et helt laboratorium/af kosttilskud, opskrifter/cremer(…)Din far// iscenesættes et meget troværdigt familiært persongalleri. Intimiteten er generøs, men man sidder på samme tid med en følelse af, at digtene er af så privat karakter, at man som læser er helt overflødig. De kærlige, ømme budskaber står helt klart, men man bliver i tvivl om, hvorfor man som læser overhovedet inviteres med ind i så indforstået en privatsfære.

Samfundsbetragtninger: fra de overfladiske til de naive til de let originale

Anderledes akavet fremstår digter-jegets autoritet i den række af digte, der i en mere debatterende tone forsøger at problematisere og kommentere på en sporadisk vifte af samfundstendenser. Et eksempel kan være fra digtet “Optimisme er muligt”, hvor sprogtonen i strofer som //I interaktionen med dine medmennesker/er der ikke grund til at udelukke noget/på forhånd.// nærmere leder tankerne hen mod en debatgenre, der hører avismediet til. Generelt mærker man både oprigtighed og sympati i udsigelserne, men desværre mister digtene styrke, fordi de simpelthen er mere argumenter end de er poesi. At der tilmed ikke er synderlig meget originalitet i argumentationen, får desværre digtene til at virke vage. Alligevel er der enkelte steder, hvor optimistismen får en helt barnlig, legende tone der gør digtene godt, fordi det virker let og umiddelbart. Eksempelvis i “Når engle piller ved maskinerne”: //Drømmer selv at de ufattelige mængder sprængkraft/transformeres/til en forårskraft,/og at den vil blive udløst/denne vår,/og at de grønne energier skaber/verdens største orgasme/.

Et sted hvor Schiødt til gengæld får introduceret originale betragtninger, er i de af digtene der tematiserer efterløn, plejehjem og rollatorer. Her mærker man både en naturlighed og en dybde i stoffet. Stærkest i samlingens afsluttende digt “Efterløn og himmelflugt”, hvor strofen //Vi nåede det./Jeg og mine samtidige,/mens vores slavestemmer udstøder/”efterløn, efterløn, efterløn!”// antyder et komplekst selv- og generationssyn, jeg som læser ville have nydt at få udfoldet yderligere. Eller i “Mere menneske end maskine”, hvor Schøidt kort får antydet en menneske/maskine-konflikt, en konflikt der i mine øjne har stor gavn af at blive set på med poetiske briller. Desværre efterlades det ved det enkelte digt, og det er i mine øjne ærgerligt.

I stedet bruges der underligt meget energi på personlige hyldestdigte til en række musikere som John Lennon og Leonard Cohen. På samme måde som de meget intime bekendelsesdigte efterlader mig med en følelse af at være malplaceret som læser, synes også hyldestdigtene først og fremmest at være private projekter, der egentlig ikke tilfører samlingen andet end en tyk romantisering af ”ungdommens helte”. Eksempelvis i digtet “John L er død”: //Du er død John L./Slut for Imagine/All you need is love//.

Spænder de mange retninger i virkeligheden bare ben for værket?

Efter endt læsning af Naturens små mirakler sidder jeg egentlig mest og undrer mig over Dan Schiødts genrevalg – det er så tydeligt, at forfatteren brænder inde med refleksioner, som digtene bare aldrig rigtig får udfoldet. Samlingens bagvedliggende ambition virker til at være oprigtig kærlig og sympatisk, men Schiødt formår desværre aldrig rigtig at binde de mange tematikker op på hverken en råd tråd eller fængende poesi. Jeg vil betegne Naturens små mirakler som en anelse retningsløs og tynd.

Info

Forfatter: Dan Schiødt

Forlag: SAXO Publish

Sideantal: 158

Bogen kan købes her.