Djævlens Protegé af Jens Carl Sanderhoff

Den døde trækker i trådene og de levende danser

I forgængeren Europas floder var de 9 personer på vej til deres vens begravelse. Den begravelse er her i begyndelsen af Djævlens protegé netop overstået, men det er de 9 personers rejse langt fra. Den ven de netop har lagt i graven, og som på den ene mere eller mindre omsiggribende måde prægede deres liv, sender stadig, fra sin side af graven, signaler til dem. Der findes nemlig et testamente, som skal læses op i en afsides liggende spejderhytte. Testamentet afslører en arv, som de 9 kan få del i, hvis de weekenden over, i spejderhytten, påtager sig en række opgaver. De 9 personers samtaler, deres gøren og laden bliver overvåget og registreret, således at arven kan fordeles til den rette ved weekendens slutning. Romanen udspiller sig henover denne weekend, hvor alle på hver sin vis deltager i dette bizarre set-up. Det minder mest af alt om et realityshow, hvor alt er arrangeret, redigeret, overvåget og deltagerne castet til forskellige roller. Og i denne leg melder spørgsmålene sig: hvor langt er man selv villig til at gå? Hvor meget af sig selv vil man sætte på spil? Som Sanderhoff selv er ind på i indledningen:

“ Men mest af alt bliver det et opgør, hvor deres personlige suverænitet sættes på prøve, udfordret gennem den afdøde vens eksperimenter med deres selvopfattelse, og han intrikate greb om deres selvforståelse. Han sætter dem i scene. Han udfordrer dem gennem prøvelser, der presser dem ud af de klassiske, psykologiske adfærdsmønstre”. Ingen sætter sig for alvor imod denne iscenesættelse. Personerne opfører sig romanen igennem som deres afdøde vens marionetter. Den døde trækker i trådene og de levende danser“.

Et brændende vindue

Sanderhoffs roman er således ikke en roman om opgøret med en umyndiggørende autoritet. Se blot her, hvor et af gruppens kvindelige medlemmer taler om de forskellige eksperimenter deres afdøde ven udsatte dem for:

“Han barberede engang min kusse. Det var en del af et totalt grænseoverskridende eksperiment, han udsatte mig for. Han ville få mig til at spille bedre, mere intimt, men det virkede kun ophidsende. Det var sådan set også godt”.

En afsluttende replik, der er en undskyldning, en begrundelse, en meningsgivende replik, der skal underbygge, at det var i orden, det han gjorde. For han gjorde netop noget, gjorde hende til et eller andet. Dette gør sig gældende for alle personerne i romanen, de har et stærkt, næsten sygeligt behov for at blive defineret, at være noget, at blive tildelt en identitet. Det er som at se ind gennem et brændende vindue. Ind i vores selvopfattelse, vores liv som moderne mennesker; pendulerende mellem frihedens individualitet og behovet for at høre til noget, behovet for at slå alting, særligt spørgsmålet om hvem man er, fast i en endelig færdig form. Og på den måde er Sanderhoffs roman en stærk indsigt i menneskets selverkendelse, eller mangle på samme, og behovet for at blive optaget i en gruppe.

Kunstens mulighed

I forgængeren Europas floder, fulgte vi i de 9 personers livsforløb. Det dannede en struktur, som ovenfra set, lignede floder i et landskab. Floder som alle munder ud i et hav. Dette hav brugte Sanderhoff som en metafor for nuet. Det er dette nu Djævlens protegé foregår i, eller i det mindste på kanten af et nu, hvor de 9 står overfor at blive en del af noget, der er større end dem selv. Netop denne tanke bringer Sanderhoffs trilogi i slægt med Peer Hultbergs Byen og verden og Peter Seebergs Ved havet og sammes Om fjorten dage. Ligeledes leder dette værk på unægtelig vis til en tanke om kunstens, navnlig romanens mulighed for at være det sted, hvor vores splintrede verden og sjæle kan samles. I kunsten, i romanen, overskues menneskelivet i sin helhed. Påstanden herfra lyder, at Sanderhoffs to romaner fungerer som en kraftig modpol til medieverdens enten/eller–logik, og at værkerne er en stadig påmindelse om kunstens evne til at belyse den menneskelige tilværelse i al dens relativitet og flertydighed.

Info