I 1946 blev den nazistiske krigsforbryder Hans Frank dømt og henrettet i Nürnberg. I 1987 udkom sønnen Niklas Franks (f. 1939) Der Vater – Eine Abrechnung. For nyligt udgav Forlaget Silkefyret for første gang værket i en dansk oversættelse.

 

Vellykket grafisk udtryk 

Det første, der er værd at lægge mærke til ved denne spritnye danske oversættelse af det efterhånden 30 år gamle tyske værk, er, at forlaget gudskelov har styret udenom det konventionelle true crime-udtryk, ofte med sort eller rød skrivemaskineimiterende skrift og gamle sort/hvide fotos. Flere af de tyske genudgivelser, og også den engelske oversættelse fra 1991, er udstyret med disse omslag, der signalerer blod og spænding med rod i virkeligheden. Forlaget Silkefyret er gået i den helt modsatte grøft mht. det grafiske udtryk, og bogen er en fornøjelse både at se på og røre ved. Værket er sort i sort; matsort omslag med titel og illustrationer i en hævet, skinnende sort skrift. De abstrakte illustrationer ligner i det rigtige lys størknet blod, men de sorte stænk giver også mindelser til landskabsskitser over det Polen, som Hans Frank regerede over i årerne 1939-45. Faderen er yderst vellykket rent grafisk, og denne udgivelse afspejler på mange måder et værk, der har langt mere poetisk pondus, end de tyske og engelske udgaver afslører.  

Særegent og personligt

Da Hans Frank blev anholdt af amerikanerne i 1945, udleverede han intet mindre en 42 bind, indeholdende diverse notater, mødereferater, breve og taler. Niklas Frank dykker ned i dette arkiv over farens aktiviteter under krigen, og Hans Frank bliver således trukket igennem endnu en retssag, som i denne ombæring bliver til en søns personlige og smertelige opgør med familiens nazistiske fortid. Niklas Frank fremlægger diverse citater fra arkivet, og med dette bevismateriale i hånden afhører han sin far nådesløst og vedholdende. Niklas Frank korrigerer, diskuterer, råber og skriger i afmagt, han sviner faren til og latterliggør ham, alt sammen i et forsøg på at gøre op med farens forbrydelser. Gentagne gange glider teksten over i ren fiktion, når Niklas Frank forestiller sig, hvordan forskellige møder og selskaber kunne være foregået, og denne sammenblanding af fakta og fiktion er særegen og velfungerende.

 

Hvorfor?

Det største af alle spørgsmålene er naturligvis hvorfor? Hvorfor lod Hans Frank sig indlemme i Hitlers kreds, først som juridisk rådgiver og senere som Generalguvernør i Polen? Hvorfor sagde han aldrig stop? Disse spørgsmål knytter sig til personen Hans Frank, men de bliver naturligvis også mere universelle, og på den måde bliver Niklas Franks’ opgør med sin far til et opgør med hele Tysklands fortid. Gang på gang gennemspiller Frank scener, hvor hans far kunne have sagt stop, sagt fra, sagt op. Han forstiller sig, hvordan faren med lethed kunne have skudt Himmler eller vippet Hitler ud over kanten på en balkon. Efter anholdelsen lyder det:

”Jeg føler den her helt usigelige glæde over, at det endelig er slut med dit regime, denne sindssyge oprejsning, at du nu i det mindste mærker et gran af den unævnelige angst på egen krop, som vi har forvoldt millioner af andre mennesker.”

Al den skam og vrede, som værket må være vokset ud af, findes i det lille ”vi”, som har sneget sig med her. Farens forbrydelser er så grusomme og omsiggribende, at sønnen med sit navn bærer familiens gerninger med sig. Heller ikke moren slipper fri, hun fremstilles som en pelselskende, grisk madamme, der aldrig overser en mulighed for at rage til sig. Tonen er sarkastisk hovedrystende, skamfuld og inderligt vred. Værket stiger gradvist i intensitet, som krigen skrider frem, og forbrydelserne bliver mere og mere omfattende for til sidst at ende i et voldsomt crescendo, hvor Niklas Frank forestiller sig Gud, der rækker armen ned fra himlen og simpelthen vender vrangen ud på faren. Igennem værket breder tonen sig ud mellem maliciøs ironi og skamfuldt raseri. Hele denne følelsespalet udfoldes i et effektivt og hårdtslående sprog, der vipper præcist mellem poetisk urkraft og blytung fakta.   

 

Desværre, desværre, desværre

Desværre skulle Faderen nok have været igennem en ekstra korrekturlæsning, før den blev sendt til tryk. Der er grammatiske fejl, orddelingsfejl og tegnsjusk. Dertil kommer simple slåfejl; der skabes eksempelvis ”rivage”, der gives en ordre uden at ”frohøre” sig først, der tales om ”tysker undersåtter” – tyskerundersåtter eller tyske undersåtter? En lille dreng klatrer op i en ”maste”, og så er der ”medtoden”, som bliver brugt af amerikanerne i retten. Niklas Franks farfar har et godt øje til ”de enlige kvinde”, tyskerne ”ga” et brusende bifald, og nazisterne ”forfuglte” jøderne. Det er simpelthen bare så brandærgerligt! Særligt fordi læseoplevelsen i forvejen er vanskelig grundet den hidsige vekslen mellem citater, kommentarer og anekdoter. Denne vanskelighed kan jeg mere end leve med, den nyder jeg, den er udfordrende og interessant, men slåfejl og tegnsætningssjusk er udfordrende på en irriterende måde. De besværliggør læsningen unødigt, og jeg blev så ærgerlig, hver gang jeg mødte en fejl, for jeg var ellers opslugt af Niklas Franks sitrende, smertefulde opgør med sin far. Faderen – Et opgør er sort af kul og dårlig samvittighed uden på, men den er diamanthård og nådesløs indeni. Forlaget Silkefyret lader til at have et godt øje både for og til interessant udenlandsk litteratur, og jeg ser frem til de næste udgivelser i deres Metamorphorsis-serie.

 


 

INFO

Niklas Frank: Faderen – Et opgør

Oversat af Camilla Engkjær Laursen

Forlaget Silkefyret

343 sider

Udgivelsesdato: 31/5 2017

Bogen kan købes her