Imperium, der er ude på Forlaget Vandkunsten, er den unge Erling Nørkærs skønlitterære debut. En debut, der sætter mange tanker i spil hos læseren, men måske ikke sådan, som det er tiltænkt?
Ungdommelig visdom eller usikkerhed?
Allerede på de første sider etableres der en særlig ungdommelig stemning i fortællingen. En ungdomsmentalitet hos jeg-fortælleren bliver hurtigt et særligt mindset, som læseren er nødt til at prøve at tage til sig, hvis man skal kunne følge den fortællingsmæssige rytme hos Nørkær. Man bliver som læser yderligere præsenteret for en hovedperson, der har så mange iagttagelser og tankemønstre, at man nemt kan lade sig undre over denne unge mands intellektuelle oppustethed. Den ene lommefilosofiske betragtning efter den anden skaber på den ene side en søgende ungdommelighed, men på den anden side en mærkeligt distanceret og dekadent ungdomsbillede.
Evige tømmermænd og fugtigt vasketøj
Historien tager sin begyndelse på en ubestemt ugedag, men højst sandsynligt fredag eller lørdag, da det er dagen derpå efter en heftig nat med guldbajere. På trods af vores hovedpersons dårlige forfatning er der handlinger, som et almindeligt liv byder jeg-fortælleren. Han skal vaske tøj. En så ordinær handling, at den starter en tankerække af filosofiske og eksistentielle overvejelser. De fleste af disse er noget flakkende og usikre, muligvis på grund af den dehydrerede og tømmermandsbefængte hjerne, men også på grund af en dybereliggende krise. Det runger dog, som nævnt i foregående afsnit, ret så dekadent i forhold til det over-intellektuelle tanker om formålet i denne så banale handling.
”Hvordan er jeg blevet sådan her? Hvorfor bruger jeg min tid på at vaske tøj? Det er så småt, så lavt, så ligegyldigt. Er jeg som alle andre, føler de det samme som jeg, når de står foran vaskemaskinen, som de selv har fyldt med tøj, når de ligger i deres seng og stirrer på tøjet, der tørrer, når de spilder sovs på trøjen, når de hænger frakker på bøjler sukkende, mærker de så det, jeg mærker nu, at ritualet er smukt og frygteligt? Nej, jeg er anderledes.”
Denne ret så arrogante tilgang til selvets rolle, identiteten som ung, sin tilgang til livets konkrethed, er for mig at se ganske skræmmende i sin senmoderne tolkning. De ganske hæderligt skrevet og sproglige finesser, der krydrer teksten, er klart tilstede, men jeg bliver fremmedgjort fra hovedpersonen og fortællingen allerede på side 9. Og så alligevel…?
Spejlingen
At der ligger andre ting til grund for alle disse, til tider, usunde tankemønstre, gør sig umiddelbart hurtigt gældende. Joints og druk er vores hovedpersons vigtigste intellektuelle stimuli, hvilket stavnsbinder ham til sin tilværelses trædemølle. Hans ven og sambo beskrives som en kontrast til jeg-fortællerens følelse af opløsning. Her gør Erling Nørkær sig sprogligt nærværende og substantiel. Beskrivelsen af den følelse af utilstrækkelighed og usikkerhed man kan bære med sig som ung, men som partout må betyde, at alle andre mennesker er endeløst selvsikre og bevidste. Denne tilstand af overbevidsthed for sine egne og andres handlinger er et godt produkt af en ungdommelig hovedperson.
”Underligt, hvordan du kan drikke dig til et roligt sind, en sikker gang og faste øjne, mens jeg altid drikker mig ind i mig selv, lukket, rablende og klodset.”
Som i dette sproglige eksempel, fortjener Nørkær utrolig stor ros for sin evne til psykologisk kontrast.
Er det mig, der er for gammel?
Med skiftende tråde tilbage i tiden, i form af minder og tankemæssige efterrationaliseringer, fortsætter handlingen i et langsom tempo. Et tempo, der i første halvdel af bogen etablerer et stilsikkert, men noget stillestående handlingsforløb. Den evige tankerationalisering af Imperiums jeg-fortæller virker bevidst ungdommelig, men måske også noget afsporende for den ældre læser. Måske er jeg blevet for gammel, måske har jeg fundet min mening med livet, for jeg identificerer mig ikke som læser med den flakkende hovedperson, der netop virker til at lede efter sin mening med livet. Den virker for ham ret så langt væk.
Læs den på rette tidspunkt
Men det er jo netop denne kontrast mellem de to venner, der sprogligt og tænksomt giver Erling Nørkærs debut styrke og relevans. Netop det, at man som ung nærmest kan anskue verden som direkte spejlinger af sig selv og sine egne tanker, formår han at præsentere og sætte på spidsen, da de to venner tager på en voldsom bytur.
Bogen er en hæderlig debut, der sprogligt er udmærket stykket sammen, i særdeleshed når det kommer til kontraster, men henvender sig vel mest af alt til ungdommeligt publikum. Den virker til tider for fortænkt og studentikos, men dog også med glimt af nærværende ungdommelighed. Som ungdomsroman, hvis man må pådutte bogen den betegnelse, er den værd at anbefale. Men jeg tror hurtigt, man bliver for gammel til at føle den.
INFO
Forfatter: Erling Nørkær
Titel: Imperium
Forlaget Vandkunsten
Sideantal: 148